Blog er motor for skraeppebladet.dk
Skræppebladets hjemmeside er populær som aldrig før, og det er nyhederne, der trækker
af Ulrik Ricco Hansen. Grafer fra Google Analytics
Aldrig før har så mange besøgt Skræppebladets hjemmeside. Og aldrig før har hjemmesiden vist så mange og forskellige sider til beboere og andre, der vil vide mere om livet i og omkring Brabrand Boligforening.
Mængden af folk, der med mus og tastatur klikker sig ind på internettet for at læse på Skræppebladets hjemmeside, vokser. Men det er stadig århusianere der udgør den største og mest overskyggende gruppe. Og beboere tilsluttet internet i Brabrand, Åbyhøj og andre nærområder, bl.a. Tilst udgør over halvdelen af Skræppebladets læsere i cyberspace.
Lokalnyt – selv i de mindste afdelinger
Skræppebladets blog har manifesteret sig som en nyhedstjeneste med seneste oplysninger om arrangementer, begivenheder, politik, og andre forhold i Århus Vest, og især de områder der ligger i og omkring Brabrand Boligforenings afdelinger. Og de ligger som bekendt ikke alle i Århus Vest. F.eks. er afdelingerne i landsbyerne Borum og Lyngby også med og f.eks. er blognyhed om nedbrud på forsyning for drikkevand fra Lyngbyværket blandt de populæreste på hjemmesiden pt.
Stor bredde
Kvaliteten i Skræppebladets hjemmeside ligger ikke mindst i bredden. Vi har de seneste to år udvidet hjemmesiden, hver gang der er udgivet et nyt nummer. Ikke blot med en pdf-udgave, men også med samtlige artikler og indlæg i hjemmeside-format. Artikler er suppleret med bl.a. emneord, og indekseret i forskellige interne registre, så de er lette at finde, og det er let at finde lignende artikler.
Samtidig er der skrevet en masse blogindlæg – små og større artikler om aktuelle emner, især dagsaktuelle emner.
De flere tusinde artikler og indlæg udgør tilsammen et stort og flot arkiv af tekster, der er relevante for både beboere og mange andre danskere.
Frivillige har mangfoldigheden
Brabrand Boligforenings trykte beboerblad har et omfang og bredde, som sjældent ses i lignende danske beboerblade. Samtidig har Skræppebladet et bagland med mange frivillige, der gennem snart 40 år ustandselig har skrevet både hyggeligt, provokerende, reporterende, beskrivende, oplysende og på mange andre måde, som har været med til at hjælpe beboerne gennem livet i en bolig i Brabrand Boligforening.
Kolde tal for en varm side
I løbet af de første ni måneder i 2009 har Skræppebladets hjemmeside fordoblet antallet af unikke brugere, næsten tredoblet antallet af besøg og firedoblet antallet af fremviste sider.
I starten af juni afholdt Skræppebladet et seminar, hvor en sammenligning viste, at Skræppebladet cirka var lige så besøgt som alle bydelsportaler (f.eks. Århus Vest) og bydele.dk til sammen.
Siden da er Skræppebladets popularitet vokset med 27% flere unikke brugere, 47% flere besøg og 31% flere fremviste sider.
Læs også
▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2009-09 November