Ikke et ord om helhedsplanen
1 arkitekt og 3½ bygherre
af Hans Esmann Eriksen og Bo Sigismund – foto: Bo Sigismund
Skræppebladets udsendte har mødt arkitekten bag visionerne for helhedsplanen i Gellerup. Her fortæller han om sine oplevelser med at deltage i den store opgave.
Jan W. Hansen er professor ved arkitektskolen i Århus. Han underviser i, hvordan byer kan se ud. Jan W har samtidig en lille tegnestue, der deltager i konkurrenceopgaver om byplanlægning. Hans firma har sammen med COWI, der er et stort ingeniørfirma, vundet opgaven med at planlægge helhedsplanen.
Parallelopdraget gav enighed
En arkitekt og 3½ bygherre
Konkurrencen i foråret var et såkaldt parallelopdrag, hvor fire konsortier af rådgivere parallelt skitserede deres idéer. Konsortierne kunne bygge på hinandens idéer. Resultatet var, at der var stor enighed blandt rådgiverne og bedømmelsesudvalget om de store linier i forslagene. Specielt var man enige om, at den bedste måde at gøre området til en attraktiv bydel, var at bygge til og ikke rive ned.
Jan W har arbejdet med mange forskellige bygherrer i tidens løb. Han giver udtryk for, at han ikke før har oplevet så politiseret forløb som i denne opgave.
Årsagen er, at beslutningstagerne har mange forskellige ønsker og idéer. Opgaven løses for Århus Kommune og Brabrand Boligforening. Århus Kommune er magistratsopdelt, hvor lederne af de enkelte magistrater har forskellige politiske opfattelser. De to hovedaktører – rent fagligt – er Stadsarkitekten og Borgmesterens afdeling, men en enkelt rådmand har haft sin særlige agenda for, hvordan opgaven skal løses. Sammen med Brabrand Boligforening bliver det 3½ bygherre. Det har ikke gjort opgaven enklere.
Det politiske forløb gav strid
Planlægningen rendte hurtig ind i problemer. De store linier var der enighed om, men to enkeltspørgsmål skilte vandene. Skulle man rive meget ned, og hvor stor en andel af de fremtidige boliger skulle være almene lejligheder. Den faglige ekspertise repræsenteret ved bedømmelsesudvalget mente, at det var bedre at bygge til end at rive ned, og at andelen af almene boliger kunne være så høj som 80% af boligerne. Det var en enkelt rådmand meget uenig i.
Ønske om enighed gav kompromis
Som Jan W har forstået det, var der et stort ønske om, at magistraten og boligforeningen var helt enige om det endelige forslag. Derfor måtte man strække sig meget langt for at blive enige. Det medførte forslag om at rive mere ned, end de første planudkast krævede, og et mål om, at andelen af almene lejligheder skulle reduceres til 30%. Denne løsning er ifølge Jan W en del dyrere end de oprindelige forslag.
Hovedidéer fastholdt – Letbane kan skabe fremdrift
Jan W fremhæver, at hovedlinierne i vinderprojekterne er fastholdt. Specielt vil han anbefale, at politikerne arbejdede på at få en letbane til at være en integreret del af planen. Banen vil være den energirigtige løsning for beboere og ansatte i området. Hertil kommer, at pendlere, der skal til Århus, får muligheder for at parkere i området og tage letbanen ind. Det vil betyde mere handel og skabe grundlag for, at bydelen bliver mere attraktiv.
Læs også
▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2009-09 November