Lev livet, mens du kan det

Livet har ikke altid været let for Inge Gleichmann på Pilevangen

tekst og foto: Dorit Barbara Strandgaard

I Pilevangen har vi beboere – som så mange andre sikkert har – en lukket gruppe på vores Facebook, hvor beboere internt kan skrive til hinanden. Her skrev jeg for nylig en hilsen på gruppens væg, om at jeg gerne vil lave et portræt af en beboer til Skræppebladets nye serie.
Og kort tid efter var der bid. Jeg fik med et en opringning fra Inge.

Inge fortæller mig i telefonen, at hun ikke så godt kunne dagen efter, da hendes datter kunne være blevet 43 år den dag. Jeg bliver klar over, at Inge måske har brug for at snakke, så efter aftensmaden går jeg samen med min søn de få skridt over til Inge Gleichmann, som skal være marts måneds portræt.

Inge, som kom ud for en slem bilulykke i 1993, er nu pensionist i Pilevangen.

Kirkeklang i stuen

Vi kommer ind stuen i en af Pilevangens få 2-værelses boliger. Der er højt til loftet, faktisk fem meter højt inde i stuen. Inge fortæller, at der skal bruges stillads, hvis der skal males eller hænges noget op i loftet. Og det er næsten som at være i en rungende kirke, når man siger noget højt.

Min søn og jeg bliver hjerteligt budt velkommen, og kagerne, som vi havde med som gave, skal vi bare spise. Hos hende må man gerne krumme med kagerne, for der er en støvsuger, der kan tage det. Plysser, som Inge er blevet kaldt siden barnsben, har en fortid som økonoma hos Aarhus Kommune gennem mange år og dette ses i det pæne og nydelig hjem.

63-årige Inge viser tydeligt sin glæde for min søn. Hun er nemlig meget glad og god ved børn, og gennem hele interviewet , fortæller Inge, hvor højt hun elsker sine børn og børnebørn, men også andres børn.
”Børn betyder meget for mig, og børn skal have det godt,” siger Inge.

Døden har været tæt på
Inges glade sjæl gemmer på en hård fortid, hvor hun flere gange har oplevet det at miste nogen, hun har kær.
”Jeg blev pensioneret, fordi jeg kom ud for en slem bilulykke i 1993, som endte med at give mig mange problemer, især hovedpine på grundet piskesmældet, jeg fik,” fortæller Inge.
”Livet er ikke altid nemt at leve, men man lærer at leve med det”, siger Inge.

Inges datter, Lonnie, døde som kun 40-årig efter at have været mange ting igennem over flere år. Men det er ikke kun datteren, der er blevet taget væk fra Inge. Også hendes elskede mand, Mogens er borte. Han døde i Kroatien, dagen inden de skulle hjem fra en ferie.

Det var en trist måde, han mistede sit liv på. Og alle de ting, der fulgte efter. Der var mange papirer, der skulle udfyldes, bare for at Inges mand kunne komme hjem til Danmark. Det skete med hjælp fra en bedemand, som bar Mogens i en urne.

Og år forinden da havde Inge også mistet sin første mand Sven, som hun fik børnene Bo og Lonnie med. Sven døde ved en bilulykke.
Det rørte mig meget dybt, at høre om den skæbne, Inge havde bag sig.

Læs det med småt

Inge fortalte, at hun var glad for, at hun havde tegnet en god forsikring med Mogens, for ellers havde det kostet hende mere end en halv million at få ham hjem fra Kroatien.
Vi snakkede om, hvor meget man skal passe på med bare at tegne en forsikring uden at læse det, der står med småt. Og vores snak kommer pludselig ind på, hvordan servicen er i dag, sådan generelt, og hvor dårlig man står, når man har delt sin regning, med den man boede sammen med, og pludselig skal man betale det hele selv.

”Det kan godt være hårdt at skulle skille af med ting som har betydet meget for mig”, siger Inge, og fortsætter med at fortælle om, at hun desværre ikke har råd til at have sit højtelskede sommerhus, som hun er ved at sætte til salg. Det kunne være rart, hvis bare man kunne være fri for, at banken ikke behandler en dårligt, især når man står alene om tingene.
”Servicen er ikke, som den engang har været,” konkluderer Inge efter en mere end fire timers lang samtale, som interviewet havde udviklet sig til.