Det er frusterende ikke at kunne dyrke fællesskaberne i påsken

I påsken har kirkerne landet over været lukket. I Gellerup Kirke har de brugt de sociale medier til at komme ud til folk

Tekst Elsebeth Frederiksen – foto (kun online) af Ulrik Ricco Hansen

Præst i Gellerup Kirke, Niels Hviid, holder gudstjeneste live på facebook.

Præst i Gellerup Kirke, Niels Hviid, holder gudstjeneste live på facebook.

Normalt er påsken en travl tid for præsterne. Men påsken 2020 har været meget anderledes end det plejer. Her har kirkerne på grund af corona nemlig været lukket. Niels Hviid, som er præst i Gellerup Kirke, fortæller, at de har været nødt til at finde andre måder at nå ud til kirkegængerne på, når de ikke kunne være fysisk til stede. De har derfor holdt gudstjenester, der er blevet transmitteret på Facebook.

”Nogle giver udtryk for, at de har haft en mere intens påske, når de har kunnet sidde og følge med i påskens budskaber online fra alle landets kirker på en gang, mens andre udtrykker, at for dem har det ikke været rigtig påske, fordi de har savnet fællesskabet og at fejre gudstjenesterne sammen fysisk,” fortæller Niels Hviid.

Det fysiske nærvær i kirken betyder virkelig meget for både præster og kirkegængere, så det har været en lidt mærkelig påske. Men på den anden side har de også haft et fællesskab på en anden måde.
”Kirken er jo ikke en serviceydelse til folk, men det er noget, vi gør sammen, og som vi alle får noget ud af, ” forklarer Niels Hviid.
Det bliver bare lidt mere som en service end et fællesskab, når det er online.

Begravelser
Der er selvfølgelig stadig blevet afholdt begravelser. Den første udmelding fra myndighederne var ,at der kun måtte være 10 til stede, men de endte på, at der godt kunne være 30 i Gellerup Kirke.

De lavede en konkret vurdering og satte stolene to meter fra hinanden. De har taget alle mulige forholdsregler og har derfor heller ikke udleveret salmebøger, men har lagt salmeteksterne op på storskærme. I nogle kirker har præsterne aftalt med pårørende, at begravelsen er blevet streamet på Facebook, for at flere kunne være med.

Arkivfoto af Ulrik Ricco Hansen: Gellerup Kirke

Arkivfoto af Ulrik Ricco Hansen: Gellerup Kirke

Folk har fået noget ud af det
Når Niels Hviid har holdt gudstjeneste i en tom kirke, har det været lidt sært for ham, men det har også været dejligt for ham at vide, at nogen har set med.

”Efter en gudstjeneste har jeg fået en del kommentarer på Facebook og SMS, så det er dejligt at vide, at nogen har set med og fået noget ud af det. Så selvom vi ikke har været sammen fysisk, har vi alligevel fejret påske sammen, bare hver for sig.”

Har prøvet at holde fællesskabet ved lige
Det har været svært for nogen ikke at kunne komme i kirken. Nogle mennesker dyrker det fællesskab, der findes der og kan godt blive ensomme uden. Derfor har nogle meninghedsrådsmedlemmer skrevet nogle påskehilsner til medborgerne og puttet dem i deres postkasser.

”Vi prøver at ringe ud til folk og opfordrer til at lave telefonkæder. Når jeg ringer til folk, så fortæller de lidt, hvordan det går med deres nabo, og på den måde får jeg indblik i, hvordan de har det, ” siger Niels Hviid.

Telefonsamtaler er selvfølgelig en bleg erstatning for det ægte samvær, men det er alligevel vigtigt for borgerne. Niels Hviids oplevede dog i starten af nedlukningen, at telefonerne var meget stille. Lidt ligesom hos lægerne, hvor folk ikke ringede, medmindre det var corona-relateret.

Behov for samtaler
Sjælesorgssamtaler kan man også tage på en gåtur, over messenger eller telefonen. Det kan ofte være dybt meningsfuldt, uanset hvilken kommunikationsform man bruger. Hvis samtalen foregår på e-mail, har begge parter tid til eftertænksomhed.

Niels Hviid forklarer, at når man skriver tingene ned, kan det ofte være ret afklarende.
”Vi vil gerne ind i et reflekterende rum, hvor vi reflekterer over dette mærkelige liv, ” siger Niels Hviid.

Fremtiden
Kirken har foreløbigt lukket indtil den 10. maj. Om de kan åbne derefter, er lidt usikkert. Og når de åbner, må de så fylde kirken helt op, eller er der begrænsninger på? Der er stadig mange spørgsmål, som skal besvares. Niels Hviid glæder sig i hvert fald til de alle kan være sammen igen.




Del eller print denne side:  


Skriv en kommentar til denne side (artikel) LÆS VILKÅR FOR DEBAT


 
 
© 1970-2020
Skræppebladet - E&P Huset - Karens Blixens Boulevard 39 - 8220 Brabrand
| Vilkår for debat | Privatlivspolitik | Kontakt