y
 

Vi er nok ikke helt så forskellige

Eutopia 2017 lagde 20. september hus til Hans Rønnes monolog-forestilling ”Abrahams Sønner”. For det er jo både kristne, muslimer og kristne

Tekst Sean Ryan Bjerremand, foto Aysha Amin

Abrahams Sønner er en meget alternativ forestilling, som nok fortjener betegnelsen «niche». Faktisk vil jeg slet ikke kalde det en forestilling, egentlig har jeg haft meget svært ved at finde en betegnelse. Svaret kom, da jeg stødte på begrebet ”performance lecture”, det dækker meget fint. Diktafonen lod jeg blive derhjemme og koncentrerede mig om at fornemme stemningerne og substansen.

Tilbage til denne performance lecture. Hans Rønne fortæller, at han som barn fik fortalt historien om Abraham, men som voksen sagde det ham ikke noget. Historien om den jødiske patriarks søgen efter det forjættede land forekom ham at være et sagn om en person, som mange forskere ikke mener har eksisteret. Og dog – for nu har han fået børnebørn selv, og på den måde er historien kommet frem igen.

Familie på tværs af religionerne
Hans Rønne fortalte om de mange overlap mellem beretningerne i Bibelen, Toraen og Koranen om Abraham. Og man kan sige: Overlap generelt. Men det er også bare noget, man kan tilføje, for pointen i ”forestillingen” er at vise, at hvis alle i virkeligheden er Abrahams sønner, så er vi i virkeligheden i familie på tværs af religionerne. Og som det ofte ses i familier, er det der, man har sværest ved at holde fred.
Hans Rønne fortalte mange detaljer, og det var tydeligt, at han havde sat sig ind i tingene. Et eksempel herpå er det åbenlyst paradoksale i, at kristne, jøder og muslimer foretager tilbedelseshandlinger i Jerusalem og betragter den som en hellig by – samtidig med, at der foregår så mange krigshandlinger i området.

Oplevelsen
Hvordan var det at sidde der og opleve denne meget specielle foresti… – undskyld, performance lecture? En halvgammel mand, der har en hel masse på hjerte, kan set med mine øjne være både dødkedelig og yderst charmerende. Og helt ærligt føler jeg, at Hans Rønne var begge dele. Det blev på et tidspunkt næsten dødkedeligt at sidde og høre på en masse detaljer fra de tre religioner, men også kun næsten. For det satte gang i tænkeren, og som man siger: ”Ingen historie kan eksistere, medmindre folk lader den leve” – og derfor var Hans Rønnes performance lecture vildt god. Det satte ganske enkelt gang i refleksioner over, at uanset hvor meget vi gør os umage for at holde gang i facadespil og med at sætte os selv og hinanden i båse – ja, så er der ikke så stor forskel, når det kommer til stykket.

Som John Lennon en gang sagde: ”There ain´t no difference between Nixon and Chairman Mao, if we strip them naked.” (Der er ikke nogen forskel på Nixon og formand Mao, hvis vi klæder dem nøgne red. sek). Og jeg må sige, at højdepunktet kom til sidst. Hans Rønne havde været på ferie i Israel, da en muslimsk guide kom hen og tilbød ham en tur og tilbød ham at give ham nogle vigtige svar. I første omgang gad Hans Rønne ikke snakke med guiden, men denne gav ikke sådan op og fik til sidst givet svaret: Medmindre man er et godt menneske, er det lige meget, om man er en god muslim, en god kristen, en god jøde, eller hvad man nu er.

Efter stykket var der samtaler om tro, hvor repræsentanter fra forskellige trosretninger også deltog.

Efter stykket var der samtaler om tro, hvor repræsentanter fra forskellige trosretninger også deltog.

Tag en kop kaffe sammen
Nå, men for nu at slå en krølle på denne beretning så deltog repræsentanter for både muslimske og kristne trossamfund, blandt andet Fredens Moské og Gellerup Kirke, efter forestillingen i et panel på scenen. Og her var det tydeligt, at alle deltagerne ønskede dialogen. Jeg føler, at den ”ånd”, der lå i samtalen i høj grad var, at religionerne bør samle de bedste af deres værdier og ikke være for stolte til at respektere hinanden. Selvom det er naturligt at tro, at det bedste er i éns egen religion.

”Tag en kop kaffe sammen”, lød opfordringen fra sognepræst Niels Hviid. En anden pointe var, at selvom man har nogle svar, som man synes giver mening for én selv, kan man ikke forvente, at andre tænker ligesådan. Men det kom frem, at det jo er det med, at når alle er Abrahams Sønner, er man familie – fætre og kusiner og sådan. Det gør jo det hele sårbart.

Hvad mere kan jeg sige? Helt ærligt manglede der efter min mening bare en afslutning som for et halvt års tid siden, da en lignende forestilling sluttede med et kor, der sang John Lennons ”Imagine”. Den kunne de for eksempel have lagt som intro til panelsamtalen. Men det er bare min mening.




Del eller print denne side:  


Skriv en kommentar til denne side (artikel) LÆS VILKÅR FOR DEBAT


 
 
© 1970-2019
Skræppebladet - E&P Huset - Karens Blixens Boulevard 39 - 8220 Brabrand
| Vilkår for debat | Privatlivspolitik | Kontakt