Trilogi til efteråret på Eutopia
Forestillingen Abrahams Børn spiller på Eutopia Stage 20. september
Tekst Elsebeth Frederiksen, fotos Per Pedersen
Hen over efteråret 2016 præsenterer Eutopia trilogien “Tro, Håb og Lidenskab”. Den kunstneriske leder for Eutopia, Birgitte Christensen, forklarer, at de tre temaer er meget vigtige at berøre, at blive klogere på og at reflektere over.
Oktober 2016, Håb:
Et møde med håbet, gennem C:ontacts arbejde med flygtninge og visningen af deres nyeste forestilling. Debat med bland andet Carsten Jensen. Arrangeres af Eutopia.
November 2016, Lidenskab:
Et møde med lidenskaben. To dages fodboldfilmfestival med temaet: ”Man må have kaos i sig for at kunne føde en dansende stjerne.”
Arrangeres af Eutopia i samarbejde med Danmarks IdrætsForbund – DIF, Opgang 2, Klubberne i Gellerup – KiG og den lokale fodboldklub AFCF.
I september 2016 inviterer Eutopia til samtale om troen. Det gør de med udgangspunkt i forestillingen Abrahams Børn, som vises den 20. september. Stykket handler om lighederne i de monoteistiske trosretninger. Altså idéen om, at der kun findes én almægtig gud. Det er i dette tilfælde kristendommen, jødedommen og islam.
Stykket handler om det at have tro. Flytter troen bjerge? Forstår den troende en anden troende på et indre plan? Er fraværet af tro den egentlige barriere for at forstå religion? Har religionerne noget med tro at gøre, eller er de blevet et kulturelt tilhørsforhold? Er der tabu forbundet med tro? Og meget andet.
Forestilling med krop og sjæl
”Vi er meget stolte af at kunne præsentere forestillingen Abrahams Børn på scenen i Gellerup, Eutopia Stage. Kritikere og publikum har fulgt Hans Rønnes arbejde med entusiasme, ligesom hans forestillinger har modtaget adskillige priser. I forestillingen Abrahams Børn er der, efter min mening, sket endnu et sublimt skridt opad i Hans Rønnes kunstneriske udtryk.
Hans er kommet ud over Hans. Skuespilleren er forsvundet og har givet plads til den rene, transparente fortæller. Hans er blevet historiefortællingen i sig selv. Hans krop og sjæl er ”udlånt” til et højere formål. Meget få kunstnere når dertil. Men denne ophøjede udslettelse af eget ego, må være kunstens højeste mål. Hans Rønne er nået dertil,” siger Birgitte Christensen.
Abrahams Børn:
Tekst: Svein Tindberg og Hans Rønne. Arrangeres af Eutopia i samarbejde med Gellerup Kirke, Ramallah Spejderne og andre.
Citat fra forestillingen:
”Hør her, min ven – enhver kan hævde at være en god jøde, en god kristen eller en god muslim. Enhver kan hævde at være et godt menneske og et ægte barn af Abraham. Men hvis vi ikke formår at give det udtryk i respektfulde, omsorgsfulde, ansvarlige og barmhjertige forhold til andre – uanset deres tro, deres race, uanset deres politiske overbevisning – så er vi intet andet, kære bror, end primitive barbarer”. Khader
Læs også
▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2016-06 September