Skovgårds­parken tog skraldet

Affaldsevent sætter fokus på sortering og hjælp til beboerne

Der var både læring, overraskelser og hyggeligt samvær på programmet, da beboere fra Skovgårdsparken, Gellerupparken og Toveshøj den sidste torsdag i maj deltog i et affaldsevent i Skovgårdsparken. På boldbanen bag højhuset på Astridsvej havde Kredsløb og driftsafdelingen i Brabrand Boligforening gjort klar til en anderledes demonstration.
En skraldebil kørte ind på pladsen, og kort efter blev indholdet fra en container i Skovgårdsparken til plast samt mad- og drikkekartoner tømt ud på en stor presenning. Nu skulle affaldet undersøges nærmere.

Affaldet blev vendt på vrangen

Med en gribetang i hånden gik serviceleder Kenneth Nielsen i gang med at gennemgå affaldet, mens Kredsløbs affaldsformidler forklarede, hvad der gemte sig i bunken. Det viste sig hurtigt, at sorteringen kunne være bedre. Blandt plast og kartoner lå både dåser, glas og andet affald, som burde høre hjemme i andre containere.

En stor dyne og enkelte poser med madaffald var også havnet det forkerte sted.
– Det er desværre ikke rigtig bestået, men vi bliver klogere. Kredsløb har ikke tidligere lavet et eksperiment som dette med at tømme en enkelt container, så det bliver spændende at følge udviklingen, sagde konsulent Gunhild Ross Lauritsen.

Korrekt sortering gavner både økonomi og miljø

Der er gode grunde til at sortere affaldet korrekt. Restaffald er markant dyrere at komme af med end f.eks. plast, papir og metal. Generelt i Aarhus går det også den rigtige vej, hvor den samlede mængde af restaffald i 2025 er faldet med 25 procent sammenlignet med perioden, før den nye affaldssortering trådte i kraft i 2023.
Det skyldes blandt andet, at aarhusianerne er blevet bedre til at sortere deres affald efter indførelsen af de ti affaldstyper. Især udsorteringen af blød plast og madaffald har bidraget til, at mere affald kan genanvendes.

– Når der havner for meget i restaffald, bliver det markant dyrere for afdelingerne, fordi det koster mere at få tømt. Derfor er der både en økonomisk og en miljømæssig gevinst ved at sortere korrekt, forklarer Jesper Grubbe Møller, chef for Drift og Vedligehold i Brabrand Boligforening.

Aktiviteter for hele familien

Resten af eftermiddagen bød på aktiviteter for både børn og voksne, som Det Boligsociale Hus stod for. Deltagerne kunne teste deres viden i en sorteringsquiz, mens de unge fra Lommeguld serverede popcorn, kaffe og juice.
Junior Rangers stod klar med aktiviteter, der satte fokus på affaldets nedbrydning og betydningen af korrekt sortering.

Stor interesse for hjælp til sortering i hjemmet

Et af de mest populære indslag var driftsmedarbejder Besir Günes’ stand. Her kunne beboerne se forskellige løsninger til affaldssortering i hjemmet og få hjælp til at komme i gang.

Tilbuddet gælder alle beboere i Skovgårds-parken, Gellerupparken og Toveshøj. Driften kan hjælpe med at montere sorteringsløsninger i køkkenet, så det bliver lettere at sortere affald i hverdagen.
Abdullah Abou Dawoud fra Skovgårdsparken besøgte arrangementet med sin familie og var blandt dem, der stoppede op ved standen.
– Jeg har fået noget informationsmateriale med hjem i dag. Det er rart at få vist mulighederne og høre, hvordan man kan gøre det nemmere derhjemme, sagde han. Også Eva Østergaard Petersen, der har boet i Skovgårdsparken i mange år, blev inspireret. – Jeg vidste ikke, at man kun-ne få hjælp til en løsning i køkkenet. Det vil jeg gerne undersøge nærmere, fortalte hun.

For Minella Louise Majgaard Thomassen, som bor i en af ungdomsboligerne i Skovgårdsparken, var tilbuddet særligt relevant. – Jeg har kun et stativ på min køkkenlåge, så det her er virkelig en hjælp. Jeg vil kontakte boligforeningen hurtigst muligt og få lavet en aftale, sagde hun.

Samarbejde skal styrke sorteringen

Netop hjælpen til beboerne er en vigtig del af projektet. Målet er ikke blot at påpege fejl, men at gøre det lettere at sortere rigtigt i hverdagen.

Eventet markerede samtidig genstarten på samarbejdet mellem afdelingsbestyrelserne, driften og Kredsløb om at styrke affaldssorteringen i de tre afdelinger. Hvis interessen fra de fremmødte er en indikator, er der et godt grundlag at bygge videre på. – Vi håber selvfølgelig, at vi kan måle en positiv udvikling, når vi følger op på projektet med at tilbyde sorteringsløsninger i beboernes hjem. Det vigtigste er, at beboerne oplever, at de får den hjælp, de har brug for, siger Jesper Grubbe Møller.

Læs også

▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2026-03 Juni

Rating

Synes du om artiklen?

Hjælp Skræppebladet med at blive bedre - giv en hurtig feedback.

  • Øv - ikke god
  • Nogenlunde
  • OK
  • Cool - god artikel
  • Kan anbefales
Klik på en smiley - du kan skifte mening bagefter.
Kommentar

Deltag i debatten og skriv kommentar som vises til alle

Skriv en kommentar

Denne side:

Kilde

Denne artikel er bragt i
Skræppebladet
2026-03 Juni side 16-17
i sektionen Foreningen

forsiden af magasinet 2026-03 Juni

©Copyright

Skræppebladet har copyright til denne artikel.

Det er ikke tilladt at kopiere eller viderebringe elementer uden skriftlig aftale.

Den eksklusive copyright tilhører de originale bidragsydere fx skribent og fotograf.

Læs mere om copyright på Skræppebladet

Kontakt

Skræppebladet er forenings- og beboerblad i Brabrand Boligforening

Skræppebladet
Kollektivbyen
Gudrunsvej 78, 2.-3.sal
8220 Brabrand

Se seneste kolofon og kontakt redaktionen for nærmere information om denne artikel.

Web-sektioner

Magasin

Aktiviteter

Afdelingerne

Foreningen

Mine bogmærker

henter data

Mine seneste artikler

henter data