Rundtur på Rymarken: Kom indenfor på genhusningskontoret
Genhusningskonsulenterne løser det store puslespil, så alle beboere har et sted at bo, mens deres lejlighed renoveres
Af Susanne Witting, administrationschef
Skræppebladet tager for tiden læserne med rundt på Rymarken for at give et indblik i, hvad de enkelte afdelinger laver. I dette nummer går turen forbi genhusningskontoret, hvor to medarbejdere er travlt beskæftiget.
Telefonen ringer med få minutters mellemrum, og på væggene hænger der fire store tavler, der mest af alt ligner et gigantisk spil sudoku. Siden Helhedsplanen i Gellerup gik i gang, har det være genhusningskonsulenternes opgave at få genhuset alle de beboere, der på grund af renoveringen skal ud af deres bolig midlertidigt eller permanent.
Det er et stort puslespil, der skal gå op, og hver brik er en berørt beboer med forskellige behov, der skal tages højde for. I øjeblikket er der mere end 240 genhusninger planlagt eller i gang, så der er med andre ord rigtig travlt på det lille kontor på Rymarken.
Det handler om mennesker
”Når det store arbejde med at få puslespillet til at gå op er så vigtigt, er det, fordi det ikke kun handler om lejemål, men om mennesker,” fortæller genhusningskonsulent Hanne Boye Bruun.
”Nogle af de beboere, der er berørt af genhusning, synes, det er rigtig svært. Og det har vi stor forståelse for. Dem gør vi meget for at tage hånd om. Vi står til rådighed og bruger meget tid på at få dem igennem deres genhusning på en god måde. Tillid er nøgleordet.”
Udover at finde bolig til dem, der skal genhuses, er listen med arbejdsopgaver lang.
”Når en opgang skal renoveres, udsendes der først en opsigelse til opgangens beboere, hvor de ligeledes bliver informeret om renoveringens omfang, og om de skal genhuses permanent eller midlertidigt. Derefter afholder genhusningskonsulenterne typisk informationsmøder for de berørte beboere.”
Særlige behov
Efter opsigelse og information holdes der individuelle samtaler. Her er formålet at lave en plan, der tager højde for den enkelte beboers behov og ønsker til genhusningen.
”Nogle har særlige behov, der kræver et samarbejde med kommunen, hjemmeplejen, Hjælpemiddel-centralen osv. Der skal bookes flyttefirma, og andre skal have hjælp til at melde flytning og søge nyt indskudslån og boligstøtte. Der skal udarbejdes nye lejekontrakter, betaling af indskud og 1. måneds husleje skal være på plads, så der kan bookes synsfolk til indflyttersyn og nøgleudlevering,” fortæller Hanne Thun Stockholm.
Alle de opgaver tager genhusningskonsulenterne sig af i samarbejde med beboerrådgiverne. I forbindelse med fraflytningen skal der også foretages en gennemgang af boligerne og et fraflytningssyn for at sikre, at den er klar til renovering. Der er mange bolde i luften. Synsfolk, flyttefolk og håndværkere skal være på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt, og det kræver meget koordinering.
Informerer beboerne undervejs
Mens renoveringen står på, får beboerne mulighed for at følge udviklingen.
”Vi afholder ”Skurvognsmøder” på byggepladsen, hvor vi deltager for at få et indblik i, hvad der opstår af ændringer i renoveringsprocessen, som er vigtig at videregive til beboeren. Og inden beboeren flyttes hjem, afholdes der åben hus-arrangementer, hvor beboerne kan se, hvad der venter dem,” siger Hanne Boye Bruun.
Genhusningskonsulenterne er i dialog med JCN Bolig, der står for renoveringen i Gellerup. De har en stor hjælp i Rachid Ahmad Rachid, som er ansat hos JCN Bolig. Rachid er behjælpelig, hvis der opstår håndværksmæssige problemstillinger, som skal løses for at kunne opfylde en beboers specielle behov. Han er ligeledes i kontakt med beboerne i forhold til f.eks. køkkenvalg og er med i koordineringen af flytte hjem-processen, så genhusnings-konsulenterne kan være sikre på, at de færdigrenoverede lejemål er færdige til tiden.
Nogle flytter hjem – andre flytter ud
Når de beboere, der kun er midlertidigt genhuset, kan vende tilbage til deres egen lejlighed, skal der sendes varslinger ud, der skal sendes bud efter flyttefolkene endnu en gang og foretages et fraflytningssyn af genhusningslejemålet, så den er klar til beboerne i den næste blok, der skal renoveres.
På den måde er der konstant ind- og udflytninger i gang. Det er her, den store sudoku på genhusningskontoret kommer ind i billedet. Den hjælper genhusningskonsulenterne med overblikket over de mange ind- og udflytninger.
Læs også
▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2018-02 Marts