Leder
Ghetto-gyseren og det store LBF-tyveri
Af Helle Hansen
Så kom regeringens længe lovede udspil til, hvordan de såkaldte ghettoområder og parallelsamfund skal bekæmpes og afvikles, så de ikke længere findes i 2030.
I sin ordlyd et nobelt mål, for hvem kan være uenig i, at der ikke skal findes boligområder, hvor der er borgere, der lever i utryghed, fattigdom og isolation eller det, der er værre.
Men desværre virker planen nærmest som et frontalangreb ikke bare på regeringens nu nyudnævnte liste ”hårdeste ghettoområder” samt de to nye lister ”ghettoområder” og ”udsatte områder”, men også et angreb på store dele af hele den samlede almene bevægelse. Med initiativer, som stikker i alle mulige retninger, med meget lidt gulerod og masser af pisk.
Jeg nævner i flæng det store LBF-tyveri, hvor regeringen lige napper 12 milliarder kroner af lejernes penge til at betale gildet. Det efterlader en sektor, der i rigtig mange år ikke får råd til at renovere og istandsætte de mange gamle boligafdelinger, som selv har været med til at spare pengene op.
Og så er der hele stigmatiseringen af borgere med ikke-vestlig baggrund, og sikkert deres efterkommere ud i tredje generation, som, ligegyldig hvad de end måtte bedrive her i livet, altid vil være brændemærket, hvis de ønsker at bosætte sig i et boligområde, der optræder på en af de tre lister.
Og så er der ideen med dobbeltstraf i visse områder, som er noget så udansk og nærmest lidt tragikomisk, fordi det også kan opfattes, som om at alt ulovligt begået uden for zonerne kan gøres til halv pris. Og hvilken retfærdighedssøgende borger kan være tilfreds med det.
Og så er der forslaget om at kunne fængsle lærere og pædagoger, der ikke laver korrekte indberetninger på udsatte børn og unge. Og det helt underlige forslag om, at der kun må være 30 procent børn fra et udsat boligområde i den lokale børnehave, samtidig med at ressourcestærke naboer ikke må sætte deres børn ind i den selvsamme institution. Jeg giver op…, jeg fatter simpelt hen ikke, hvem der har gavn af det forslag.
Interessant har det været at høre, hvordan mange af regeringspartiets Venstres egne borgmestre rundt i landet advarer mod flere at forslagene i udspillet. Det er alle borgmestre, der færdes uden for højborgens mure, og som godt ved, at regeringens fremstilling af, hvad det er for nogle problemer, der skal bekæmpes, skylder langt over målet.
Endnu er regeringens udspil kun et forslag. Men man kan nærmest kun krydse fingre for, at forårets overenskomstforhandlinger ender i et Folketingsvalg, så det hele måske falder på gulvet.
Fortsættelse følger.
Læs også
▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2018-02 Marts