Aftale om ny Helhedsplan for Gellerupparken
Beboerne i Gellerupparken, Aarhus Byråd og repræsentantskabet skal i den kommende tid tage stilling til en aftale om en ny Helhedsplan for Gellerupparken, som blev indgået 21. maj mellem Aarhus Kommune og Brabrand Boligforening
Af Keld Albrechtsen, formand for Brabrand Boligforening. Arkivfoto: Bo Sigismund
Aftalen er resultatet af en lang og ganske vanskelig proces mellem afdelingsbestyrelsen, teknisk forvaltning (Tilsynet), borgmesterafdelingen og boligforeningen.
Efter min mening er der inden for de gældende lovrammer tale om en god aftale, som imødekommer beboernes ønsker på væsentlige punkter, og som samtidig vil sikre boligforeningens økonomi i fremtiden. Men aftalen bygger på myndighedernes krav om nedrivning af syv blokke.
Enderne kunne ikke mødes
Desværre lykkedes det i den sidste fase ikke at nå til enighed med afdelingsbestyrelsen om aftalen.
Gellerupparkens repræsentant meldte afbud til det møde, hvor aftalen blev underskrevet. Min vurdering er, at vi først og fremmest var uenige om opdelingen af op mod 240 boliger til et større antal mindre lejligheder. Dette kunne afdelingsbestyrelsen ikke acceptere. Men boligforeningen fandt, at vi måtte stå fast. Baggrunden er det store huslejetab i Gellerupparken og behovet for at skabe en varieret lejlighedssammensætning, der kan sikre udlejningen af alle lejligheder i fremtiden.
Ellers ville boligforeningen stå med et alvorligt økonomisk problem.
Huslejetabet var en afgørende knast
I forhold til kommunen var dækningen af det opsamlede huslejetab fra 2019 og frem en helt afgørende knast i forhandlingerne. Uden dækning af dette tab, ingen plan.
I Gellerupparken alene vil det opsamlede tab ved udgangen af 2021 overstige 20 mio. kr. – og i Toveshøj opsamles også et milliontab. Først i de sidste dage inden underskrivelsen faldt dette på plads, og hvis planen godkendes, betyder det, at boligforeningen undgår at sende en ubehagelig regning til vores beboere i de kommende år.
Pengene vil da blive fundet i Landsbyggefondens samlede ramme for den kommende renovering i Gellerupparken. Planen løber op i 1,3 mia. kr. I første omgang renoveres to af de store blokke på Gudrunsvej.
Aftalen er også vigtig for Toveshøj
Formanden for Toveshøj, Anett Christiansen, deltog i mødet med borgmesteren d. 21. maj, og det blev aftalt, at vi nu går i gang med det konkrete arbejde med udarbejdelsen af en Helhedsplan for Toveshøj.
Og der var enighed om, at vi skal se på mulighederne for at styrke forebyggelsen af kriminalitet. Hvis aftalen om Gellerupparken vedtages, er vejen banet for at fremrykke arbejdet med planen for Toveshøj, hvilket afdelingsbestyrelsen tidligere har fremsat ønske om. Og boligforeningen vil så også kunne få en løsning på huslejetabet i Toveshøj.
Vigtige rettigheder for beboerne
I efteråret 2021 fik vi i Boligstyrelsen slået fast, at beboere, der skal fraflytte på grund af nedrivning, har ret til tildeling af en anden lejlighed i Gellerupparken efter beboeranciennitet – forudsat selvfølgelig, at der rent fysisk findes en lejlighed. Og da vi har mange tomme lejligheder, er der gode muligheder for dette.
I slutningen af forhandlingerne fik vi denne rettighed udvidet til beboere, der skal fraflytte deres lejlighed permanent på grund af renoveringen.
Vi har også en aftale med de øvrige boligforeninger om, at de berørte beboere har mulighed for at få en lejlighed et andet sted i byen.
Aftalen er en del af udviklingsplanen
Repræsentantskabet vedtog i maj 2019 Udviklingsplanen for Gellerupparken og Toveshøj.
Det var ikke en plan, vi var glade for, da vi mente, at myndighederne stillede alt for hårde krav om nedrivninger. Men vi stod over for et meget beslutsomt flertal i byrådet og i Folketinget. Det samme gør vi i dag med hensyn til Helhedsplanen for Gellerupparken.
Vi ved ikke med sikkerhed, hvad der vil ske, hvis helhedsplanen forkastes. Det vil umiddelbart betyde, at planen bortfalder, herunder også aftalen om dækning af det opsamlede huslejetab samt de fordele for Gellerupparken, som afdelingsbestyrelsen fik forhandlet ind. Men hvad der herefter vil ske, ved vi faktisk ikke.
Vi har ingen garanti for, at boligforeningen i den situation vil blive inddraget i forhandlinger om en anden løsning.
Læs også
▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2021-04 Juni