Et vingesus af godhed over barndommens land
Hele teksten
Tekst Louis Bülow, Sonnesgården
Med bofællesskabet Sonnesgården midt i en fortravlet storby er jeg blevet forundt en trædesten til det gode liv i den tredje alder og vederkvæges et rigt og privilegeret otium med gyldne år i Smilets By, hvor livet er til for at leves.
Men i tiden med corona har vi måttet friste en ensom hverdag med en livstruende covid-19-virus lige i hælene på os. Nærmest som i krigstid har vi sat os foran tv-skærmen og fyldt med alskens katastrofetanker lyttet til myndighedernes seneste instrukser. Dag efter dag, uge efter uge. Måned efter måned.
Men minderne har vi da lov at ha´…
Det føles som en lise for sjælen at lade tankerne bære tilbage til barndommens land og genopleve et væld af lykkelige stunder og godhedsøjeblikke med prægtige ildsjæle, der i godhedens tjeneste gav sig selv for andre.
Mere end nogensinde føler jeg kærligheden i mit hjerte, når jeg tager turen ned ad Memory Lane tilbage til mit livs prægtige mentor Morten – denne stolte bondemand solidt forankret i vestjysk bondemuld og altid iklædt bøndernes velkendte mundering med slidte træsko, sort tøj og sort vest.
Den gamle gårdejer var nok karrig med store ord og armbevægelser, javel, men ikke fedtet med godhed og hjertevarme. Kendt af alle i sognet for sin klippefaste karakter, sit ravjyske lune og sit milde sind skulle han gavmildt berige også min barndom og opvækst, da han fulgte mig et langt stykke hen ad livets landevej.
Med uendeligt tålmod lod Morten mig byde livet op til dans og opleve mine første sejre på livets bane. Han lærte mig at blive dus med himlens fugle, at hilse på en kronhjort, at cykle på knudrede markveje, at sætte orme på krog, at fiske og kaste med flue.
Jeg mindes endnu vingesuset fra fjernsynets elskede Dr. Lieberkind fra slutningen af 1950’erne, der samlede børn og barnlige sjæle fra hele landet omkring tv-skærmen og aldrig forsømte at formane os om at være gode ved dyrene.
Min barndoms illusioner var nærmest ved at briste, da Morten med opsmøgede ærmer og sved på panden baksede med nyflåede ål, der sprællede og snoede sig i den sydende olie på stegepanden. Ikke underligt, at et ålestykke var sprunget af panden og vred sig på bryggersets stengulv.
Eller da Morten usvigeligt sikkert som en kirurg huggede hovedet af en høne. Indsmurt i blod lå hovedet og blinkede på jorden ved huggeblokken, mens den hovedløse høne forvildet spænede rundt på gårdspladsen med baskende vinger med kurs direkte mod mig.
Dèn aften blev der tænkt i børnehøjde derhjemme i mit barndomshjem i Hejnsvig over dyrevelfærd, før man nærmest kendte til begrebet på dansk.
Langt ud på aftenen vendte og drejede en lille knejt sig i sin seng og kunne ikke falde i søvn for fantasier om hovedløse monstre og fortidsuhyrer.
Med passion og indlevelse betroede Morten mig den vestjyske hedes hemmeligheder. Han lærte mig dé steder at kende, hvor harekillingen havde sit leje, lærken sit kuld og viben sin rede. Han viste mig, hvor ræven luskede omkring, hvor småfugle støvbadede, og han udpegede dè lyngtoppe, hvor hugormene dovent lod sig bage igennem
Med Morten ved hånden blev jeg fortrolig med et usynligt kor af lærker, der brød den fredfyldte stilhed med deres kåde trillen, med solen, der med gyldne stråler klædte marker, enge og skovbryn i skønne farver, jeg oplevede den liflige duft af nyslået hø med grøn kløver, smagen af nye kartofter og suset af den stride vestenvind.
Han førte mig ind i digteren Jeppe Aakjærs forunderlige univers med spurven, der sad stum bag kvist, havren, der havde bjælder på, og Ole, der sad på en knold og sang. Vi sad mèd ved mors rok, vi følte med hyrden, der med smil bar sin byrde, og vi græd for Jens Vejmand, der blev båret over heden en kold vinternat.
Morten fortalte, at Aakjærs sang om Jens Vejmand, der ellers blev en folkekær landeplade ved sin udgivelse, havde været bandlyst i det vestjyske af missionsfolk for ordet såmænd, der i dé kredse blev betragtet som et bandeord.
Morten indviede mig i slægtens historie og fortalte om et liv på de vidtstrakte hedesletter, der lå øde hen. En skæbnefortælling blottet for al plovfure-romantik og Morten Korch-idyl om familiens kamp for at overleve ude på den 7. kartoffelrække, helt derude, hvor kragerne vendte.
Ved gavmildt at dele ud af sin livsvisdom skulle Morten i de år forlene mig med ægte kærlighed og dyb samhørighed med naturens sjæl, med bondekulturen og med min vestjyske hjemstavn …
Læs også
▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2022-01 Februar
Ovenstående er hele teksten fra Louis Bülow.