Blæsevejr, barnelatter og underholdning til Brabrand Boligforenings jubilæum i Laden
En proppet Laden rummede boligforeningens 75-års jubilæum
af Elsebeth Frederiksen
fotos Elsebeth Frederiksen og Ulrik D-H
”Jeg kan bare komme omkring klokken 13, og da er det nok først lige ved at gå i gang,” tænkte jeg, da jeg gik over Edwin Rahrs Vej til Laden. Men jeg var noget chokeret, da jeg trådte ind i Laden, og en mur af larm mødte mig indenfor. Der var mennesker overalt. Der blev serveret mad, gratis kage og kaffe, der var borde med krea for børnene, strikkeworkshop, popcorn og meget mere både indenfor og udenfor.
I Ladens gård møder jeg Kirsten Jensen, Bodil Pedersen og Gumse, som er det navn, alle kender ham under.
De er dukket op fra Hasselager for at præsentere deres petanque-klub Hasselgrisen. Gumse fortæller, at de rejser hele landet rundt til turneringer, endda Bornholm og forklarer lidt om reglerne. Det minder måske lidt om curling, bare uden koste og skrig. Det handler i hvert fald om at placere kuglerne tættest på en lille orange kugle. Der er forskellige teknikker. Kirsten kaster langs jorden, mens Gumse kaster op i luften. Så undertegnede var lidt bange for at blive ramt af kuglen.
Klokken 14 kunne andre prøve at spille, og de kunne vinde præmier, blomster eller chokolade. Det kom der meget sjov ud af. Også for et lille barn, der åbenbart snød, når forældrene ikke kiggede.
Lysbilledshow
I et andet lokale sidder Karsten Wichmann Nielsen, som har boet i Brabrand Boligforening i 57 år. Først på Dortesvej, så Janesvej og nu Edwin Rahrs Vej, hvor han har boet i 38 år.
Han sidder med et gammelt lysbilledapparat – meget retro – og viser billeder fra 1970’erne, da han først flyttede til Dortesvej. Nogle af billederne er hans egne, og nogle har han fundet, da de ryddede op i Laden i forbindelse med renoveringen. Der er billeder fra dengang Laden blev bygget om til beboerhus. Dengang var der bare jord på gulvet. Så der er sket ret meget siden. Der manglede også vinduer. Karsten fortæller, at han også har været medlem af Håndbryggerlauget, som havde lokaler i den ene længe i Laden.
Karsten har en kæmpe viden om historien i området og fortæller også om, hvor boligforeningen har haft hovedkvarter. Først var det i Søvangen, så ovenover Provinsbanken (i dag Danske Bank) i City Vest, Den Hvide Gård (Tousgården), Rymarken i Hasle og i dag i nybyggeri på Karen Blixens Boulevard.
”De kunne godt have bygget det i stilen af Den Hvide Gård,” siger han.
Han synes nemlig, den nye bygning er for moderne.
Trylleshow og fodboldtricks
Det helt store højdepunkt for børnene er tryllekunstneren Jesper Grønkjær, som begejstrer børnene. Der er store grin, og det største hit er en levende hvid kanin, som han hiver frem til sidst. Han kan helt sikkert noget.
Hvis man ikke vil se trylleshow, kan man da lige drikke en kop kaffe eller gå ud i gården og sidde i teltet. Eller det blev så taget ned, fordi det blæste for meget.
Men man kunne tage til koncert med Rabalder, et Kim Larsen/Gasolin coverband. Der var også en lille bar, hvor der blev solgt øl og sodavand.
Efter trylleshowet var der fodboldtricks udenfor. Mymi Asgari er en stjerne på TikTok, fordi hun er suveræn god til at lave tricks med en bold. Hun er så god, at hun var med til åbningsceremonien til VM i Qatar. Hun er for øvrigt vokset op i Skovgårdsparken.
Børnene stimlede rundt om hende, og nogle frivillige fik nogle tricks. Om de lærte det, så jeg ikke, men børnene havde det sjovt, og pludselig lå de alle sammen i en bunke, som når fodboldspillere fejrer et mål.
Så alt i alt en god dag for alle, men nok især for børnene. Men det er også vigtigt, at de har det sjovt.
Læs også
▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2023-03 Maj