Valg til bestyrelsen i Brabrand Boligforening
Lær mere om kandidaterne
Når der den 25. maj afholdes repræsentantskabsmøde i Samlingshuset for Brabrand Boligforening, skal der også stemmes om, hvem der skal sidde i foreningsbestyrelsen.
tekst af kandidaterne
arkivfotos af
Elsebeth Frederiksen: Thor Utting, Helle Hansen: Keld Albrechtsen,
Bo Sigismund: Karsten Pedersen og repræsentantskabsmøde
På Skræppebladet har vi tradition for at give kandidaterne og nuværende medlemmer af bestyrelsen muligheden for at præsentere sig selv, og det har tre personer benyttet sig af.
Herunder kan du læse deres visioner for Brabrand Boligforening.
Vores almene boligforening – et stort fællesskab
af Thor Utting, formand i afdeling 31, Havnehusene
Mit navn er Thor Utting. Jeg blev valgt ind i foreningsbestyrelsen for to år siden, og jeg genopstiller til det kommende valg. Jeg har i fem år været formand for
afdelingsbestyrelsen i afdeling 31, Havnehusene, og jeg har ikke kedet mig!
Det har jeg heller ikke i foreningsbestyrelsen, hvor meget forskelligartede problematikker drøftes og finder løsninger.
Når jeg har valgt at bosætte mig alment, er det, fordi jeg ønsker at bo i fællesskab med andre, og for mig forpligter det med ansvarlighed og solidaritet.
Grundlæggende er vores almene boligforening et stort fællesskab organiseret i afdelinger og underlagt en almen boliglovgivning, der giver os økonomiske fordele, så huslejerne er meget konkurrencedygtige i forhold til den private udlejning. Vi kan indrette vores lejemål, så vi i højere grad har den bolig, som vi ønsker. Vores beboerdemokrati sikrer indflydelse på beslutninger, der har betydning for os. Det giver fællesskab og sammenhængskraft. Det er kerneværdier, som jeg både vil værne om og udfordre.
Budgetterne skal sikre nuværende og kommende beboere en så lav husleje som muligt ud fra de behov og ønsker, man har i afdelingerne.
Jeg hylder det solidariske princip: Den, der slider på boligen, skal også være med til at betale for vedligeholdelsen. Tilstrækkelige beløb til henlæggelser og renoveringer skal derfor afspejles i budgettet. Jeg vedkender mig det problematiske i, at en afdeling kan føle sig tilsidesat i dette spørgsmål – især i en tid med stigende inflation.
Råderetten giver frihed til at indrette vores boliger mere efter behov, men friheden er ikke grænseløs. Brug af råderetten skal naturligvis ikke betyde udgifter for andre og slet ikke, når man fraflytter sin bolig. Lovgivningen om almene boliger skal nødvendigvis overholdes, men den skal udfordres til grænsen af det mulige.
Vi har en stor udfordring med boligsociale indsatser. Det skal vi fortsat styrke og understøtte. I takt med at vi får flere ungdomsboliger i boligforeningen, mødes vi oftere af nye unge beboere, der føler sig ensomme. De er også en del af vores fælles fremtid. Mange af dem vil være kommende naboer, så vi skal tage udfordringen på os, og når vi bygger boliger til dem, skal vi sikre muligheder for, at de unge kan mødes i fællesskaber både ude og inde.
Bæredygtighed, grøn omstilling og biodiversitet er vigtige områder for mig, og jeg bakker helt op om tankerne i den nye strategiplan.
Der er nok at tage fat på, og jeg bidrager meget gerne.
Opstiller som kandidat til formandsposten
af Keld Albrechtsen, nuværende formand for foreningsbestyrelsen
Lige nu står vi overfor mange spændende – og også nogle udfordrende – opgaver i Brabrand Boligforening, og jeg har fortsat lyst til at give mit bidrag hertil. Jeg genopstiller derfor til formandsposten.
Blandt de store opgaver er en ny helhedsplan for Toveshøj, som vi i øjeblikket forhandler om med Aarhus Kommune – og som har stor betydning for beboerne og for boligforeningens fremtidige økonomi. Vi har et givtigt samarbejde med afdelingsbestyrelsen, og det vil jeg gerne prioritere. Der er også andre renoveringer, nybyggerier m.v., som er vigtige, og som vi arbejder med i vores projektudvalg. Jeg synes, vores boligforening fortsat skal være med til at præge byudviklingen og bidrage til at skabe nyt, som vores forening nu har gjort det igennem 75 år.
Dette indgår i en ny strategi, som foreningsbestyrelsen har vedtaget, og den vil jeg gerne være med til at føre ud i livet. Den indbefatter bl.a. også styrket klimaindsats og udvikling af beboerdemokratiet.
Vores økonomi er et centralt spørgsmål, for vi rammes af kurstab på vores obligationer, inflation, nye regler o.s.v., og vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at holde huslejestigningerne nede – ikke mindst i en situation, hvor prisstigninger udhuler vores personlige indkomster. Samtidig skal vi sikre, at boligforeningen og afdelingerne bevarer en holdbar økonomi.
Edvin Juhl fra Holmstrup retter i den forbindelse kritik af foreningsbestyrelsens godkendelse af en huslejestigning på syv procent i Holmstrup, som beboermødet stemte imod. Det var bestemt ikke en sjov sag, og de nye regler om meget langsigtede henlæggelser lægger også yderligere pres på Holmstrup i de kommende år. Jeg vil derfor arbejde for, at der skal findes løsninger for bl.a. Holmstrup, som sikrer, at beboerne ikke drives væk af huslejestigninger.
Det har været spændende at deltage i nye måder at arbejde på i foreningsbestyrelsen, hvor arbejdet i dag i høj grad foregår i en række udvalg. Det sikrer en bedre forberedelse af de sager, der behandles i bestyrelsen – og giver alle bestyrelsesmedlemmer en aktiv rolle. Denne udbredelse af indflydelsen skal fortsat udvikles.
Den kommende tid bliver ikke en dans på roser. Vi presses af økonomi og nye regler. Det vil komme til at kræve hårdt arbejde – og hvis jeg bliver genvalgt, vil jeg gøre mit yderste for, at det skal lykkes.
Det giver mening at sidde i foreningsbestyrelsen
af Karsten Pedersen, beboer i afd. 1, Hans Brogesparken, og medlem af foreningsbestyrelsen
”Stiller du op til genvalg?” blev jeg spurgt af en beboer i afdeling 1 forleden. Og ja, jeg stiller op til genvalg i foreningsbestyrelsen, da jeg fortsat er villig til at bidrage til udviklingen af vores boligforening, der efter min mening har alle muligheder for at være et godt alternativ til privat udlejning samt et solidarisk alternativ til ejerboligen
Jeg har nu været medlem af foreningsbestyrelsen i snart to år, og der er sket meget i den tid. Vi har blandt andet ansat ny direktør og projektchef, tæsket os igennem et hav af bestyrelsespapirer, solgt grunde i Gellerup og taget beslutninger af alle slags, lige fra små sager til de helt store principielle. Samtidigt er der blevet skiftet ud i bestyrelsen undervejs, nye ansigter er kommet til, og jeg er ikke den nye mere. Der er dog ikke kommet så meget rutine, at tingene bliver kedelige, for der er hele tiden masser af ting, der skal behandles, blandt andet i driftsudvalget, hvor jeg sidder sammen med to andre fra bestyrelsen, samt i selve foreningsbestyrelsen. Det er alt sammen meget meningsfuldt, selv om det kræver en ekstra indsats, når man også har fuldtidsarbejde, men jeg ser det som en vigtig opgave at give noget tilbage til det kollektiv, der har givet mig mulighed for at bo i en god almen lejlighed, og gøre noget for at andre også kan få de samme fordele.
Ny strategi giver godt afsæt
Hvis det ikke havde været for stifterne af Brabrand Boligforening, der tænkte visionært for 75 år siden, så havde jeg ikke en god bolig i dag i Hans Brogesparken, og Søvangen var der heller ikke. Måske der i stedet var blevet bygget kæmpevillaer på de attraktive grunde, ubetalelige for de fleste. I stedet kom der altså flotte og arkitekttegnede bevaringsværdier boliger, der gennem tiden har huset generationer af glade beboere og deres børn. God tænkt af stifterne. Det viser, at der er brug for at tænke langsigtet, og det har vi forsøgt i foreningsbestyrelsen med vedtagelsen af den nye strategi for Brabrand Boligforening 2023-2027, der har som ambition at være med til at sætte dagsordenen for, hvordan almene boligforeninger kan bidrage til såvel et socialt retfærdigt boligmarked i Aarhus som en bæredygtig omstilling i byudviklingen. Den udvikling vil jeg gerne være med til fortsat at præge, derfor stiller jeg op igen – med det håb at gøre en forskel.
Læs også
▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2023-03 Maj