Store opgaver venter forude
Brabrand Boligforening står i de kommende år overfor renoveringer og nybyggeri til en værdi af 4 milliarder kr
Af Keld Albrechtsen, formand for Brabrand Boligforening
Mens vi stadig sunder os over de meget indgribende forandringer og renoveringer, der er gennemført i tre blokke i Gellerup og Toveshøj og i Hans Brogesparken, så ligger der nu omfattende planer forude:
Omfattende renovering af Søvangen, renovering af de store blokke i Gellerup og nedrivning af blokke samt en ny Helhedsplan for Toveshøj, der vil betyde store forandringer. Alt i alt en ordentlig mundfuld. Vi vil selvfølgelig løbende her i Skræppebladet informere om dette arbejde.

Keld Albrechtsen.
Erfaringer skal bruges
Vi har lært meget af de projekter, vi har været igennem med alt det bøvl, som beboerne har måttet igennem – og ting, vi kan gøre bedre i fremtiden. De mange erfaringer skal bruges, og vi har nu ansat en direktør, en projektchef og har heldigvis stadig vores dygtige administrationschef, og de skal nu i gang med at forberede disse projekter i samarbejde med afdelingsbestyrelser og foreningsbestyrelsen. (Se artikel om den ny direktion på side 9).
Samarbejde med kommunen
Det er en forudsætning for løsningen af opgaverne, at vi udvikler vores samarbejde med Aarhus Kommune. Vi har sendt et stort tillykke med valget til rådmand for teknik og miljø til Steen Stavnsbo med ønsket om en god dialog om de opgaver, som ikke alene har stor betydning for beboerne og boligforeningen – men også for hele byens udvikling. Og vi har holdt et godt møde med Tilsynet for almene boliger, hvor vi mere praktisk har gennemgået de mange punkter, der indgår i den såkaldte styringsdialog mellem kommune og boligforening.
Udvikling i hele boligforeningen
Vi er i foreningsbestyrelsen meget opmærksomme på, at de store projekter ikke må bortlede opmærksomheden fra udviklingen af driften og beboerdemokratiet i hele vores forening – og at der er andre meget store tværgående opgaver, som venter forude. Økonomien kræver ekstra opmærksomhed, fordi verden er under forandring. Det kan ventes, at priser og lønninger begynder at stige – og at det bliver sværere at tjene penge på obligationer.
Vores henlæggelser og opsparing skal først og fremmest anbringes i obligationer. Udsigten til stigende udgifter og færre indtægter betyder, at vi skærper vores overvågning af boligforeningens og afdelingernes økonomi. Men jeg vil godt understrege, at økonomien er robust, og vi er langt fra nogen krise. Med rettidig omhu kan vi klare de udfordringer, der venter.
Klima
Til slut vil jeg nævne et tema, som tager stadig større plads i vores arbejde: klima. Vi har til vores kommende kursus i repræsentantskabet inviteret en repræsentant for Danmarks Naturfredningsforening til en diskussion om mulighederne på dette område, der bl.a. vil påvirke livet i vores afdelinger – f.eks. her og nu med nye ladestandere – og som også vil betyde, at vi skal bygge anderledes i fremtiden og undgå den massive anvendelse af beton, som koster så dyrt på CO2-regnskabet.
Faktisk synes jeg, at alt det, vi skal i gang med, er utrolig spændende og forhåbentlig medfører, at endnu flere vil engagere sig i vores beboerdemokrati.
Og så vil jeg slutte med at ønske alle vores beboere en glædelig jul og et godt nytår.
Læs også
▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2021-08 December

