Grimfest er et fællesskab, et familieforetagende

Det er et sted, hvor man aldrig er helt alene

Tekst og fotos Elsebeth Frederiksen

I backstagebaren på Grimfest har Trine Mukvad, der bor i Søvangen, taget en dobbeltvagt, så hun har fri de to andre festivaldage og kan nyde musikken. Rundt omkring hende er der liv og bevægelse. Indimellem kommer der en forbi, måske en musiker, måske en fra et band, det er ikke altid til at vide. Trine har været gæst på Grimfest i mange år, men blev frivillig efter et arrangement med UngiAarhus, hvor hun arbejder som pædagog. “Vi fik lov til at komme lidt bag kulisserne, og jeg talte med nogle af de frivillige, der foreslog, at jeg selv skulle prøve det,” fortæller hun. Første gang, hun deltog, var i 2012 – som 16-årig på campingpladsen. “Dengang var jeg mest bare fuld og forvirret. Det her er en helt anden måde at opleve festivalen på.” Siden dengang er Grimfest vokset. Festivalen er blevet større, mere professionel og langt mere organiseret. “Det hele er sat i system og meget mere overskueligt end før. Barerne er faste, koncepterne kører, og Aage Stockholm har fundet en opskrift, der virker – nu skal der bare finjusteres.”
I år er nogle af barerne blevet flyttet for at gøre pladsen mere tilgængelig. Hvor der før var en flaskehals mellem den store Bøgescenen og Bonzaiscenen, er det nu nemmere at komme rundt – især fordi en af barerne er rykket op i skoven.

Tæt på sin kapacitetsgrænse

Med 5000 deltagere er festivalen tæt på sin kapacitetsgrænse, men det er tydeligt, at der er taget højde for det. “Det kan være svært at finde et sted at sidde ned, men musikoplevelsen er tilpasset, og det fungerer godt. De har endda flyttet taget på lydhuset, så man nu kan se scenen fra baren på bakken – det kunne man ikke før, fortæller Trine.” Mange bemærker ventetiden på mad, især omkring aftensmadstid. “Men det er stadig bedre end på Smukfest – der er det ti gange værre,” griner Trine. Sammenlignet med Northside er logistikken også langt lettere. “Jeg bor i Søvangen, og det tager fem minutter at cykle hjem. På Northside er det umuligt – folk går midt på cykelstien. Her suser jeg bare lige hjem.”
Den korte afstand gør det også nemt at tage hjem og tørre sig, hvis det regner – som det gjorde flere gange under årets festival. Men det vigtigste for Trine er fællesskabet: “Jeg møder hele tiden nogen, jeg kender. Kollegaer, naboer, gamle venner. Det føles virkelig som vores festival. Det er en Brabrandfest.” Det er en følelse, mange deler.

Trine mødte Marta Szapiel og Lena Lundager som frivillige på Grimfest og fandt senere ud af,
at de boede i samme afdeling i Søvangen. Lena er siden flyttet til Lolland, men blev set på årets festival, mens hun løb fra det ene sted til det andet, som travl frivillig. De startede også en madklub sammen, inden Lena flyttede til Lolland. “Det er lidt sjovt – vi mødte hinanden her og ikke derhjemme. Men der er ikke så mange steder at mødes i Søvangen, især ikke nu hvor de renoverer.”

Gellerup er godt med

Jeppe Just, Amalie Spaabæk Schmücker og Sidsel Louise Dahl, bofæller fra Gellerup, arbejder frivilligt i baren ved UnderGrim. De valgte, ligesom Trine, dobbeltskift, så de kunne have fri til musik senere. Tidligere har de været betalende gæster, men i år ville de gerne være en del af maskinrummet. “Vi skal helt sikkert være med igen næste år,” siger de.

Så er der Ingrid Kristiansen, som ikke har været på festival siden 2013, hvor hun sidst deltog i Smukfest. I år fik hun billetter af familien, som altid gør Grimfest til en fælles udflugt, noget vi også beskrev i sidste års reportage. Hun mødte flere frivillige, hun kendte, og efter festivalen besluttede hun sig for, at næste år skal hun også være med som frivillig. Sådan ender det vist tit. Man starter som gæst, og så bliver man en del af det. Grimfest er ikke bare en musikfestival. Den er lokal, og den er personlig. Selv dem, der ikke deltager aktivt, hører musikken fra deres altaner og terrasser med en øl i hånden. “Folk føler, det er deres fest,” siger Trine. Og det er det. Grimfest er et fællesskab, et familieforetagende og et sted, hvor man aldrig er helt alene.