Unge 4 Unge hædret med flot pris
Frivillige unge, der hjælper andre unge i Gellerup under navnet “Unge 4 unge” modtog i går Det Kriminalpræventive Råds pris på 50.000 kr. Prisen blev overrakt af justitsminister Brian Mikkelsen i København, og den uddeles hvert år til et lokalt kriminalitetsforebyggende projekt.
Unge 4 Unge modtager prisen med bl.a. følgende begrundelse: “Projektet er et fint eksempel på, at unge virker som positive rollemodeller for udsatte unge, og at det nytter at inddrage lokalbefolkningen i det kriminalpræventive arbejde.”
“Jeg føler i høj grad, at jeg gør en forskel ved at være med i Unge 4 Unge. Det betyder virkelig meget, at vi får den anerkendelse. Det er vi superglade for,” siger 22-årige Nadia Boukaddid ifølge Århus Stiftstidende. Nadia er meget aktiv i projektet, hun var med til prisoverrækkelsen i København og er jublende glad for hæderen.
Aktivisterne i projektet har besluttet, at prisen på 50.000 kroner skal bruges til gavn for de unge i Gellerup, sandsynligvis til at arrangere en stor koncert i Gellerup til sommer.
I projektet Unge 4 unge fungerer 40-50 unge frivillige fra hele byen som rollemodeller for de jævnaldrende i Gellerupparken. Blandt aktiviteterne er ugentligt fodbold- og danseundervisning, musikarrangementer og ture væk fra lokalområdet.
Sidste år blev projektet også hædret af Århus Kommune og modtog kommunens Integrationspris. Også den hemmelige millionær Asger Jensby valgte at støtte projektet, da han sidste år besøgte Gellerup.
LÆS MERE:
Hjemmeside for Unge 4 Unge: http://www.unge4unge.dk
Hjemmeside for Århus Stiftstidende: http://stiften.dk
Fornem pris til unge i Gellerup
Hjemmeside for Jyllands-Posten: http://jp.dk
Ungdomsprojekt i Gellerup vinder pris
Skræppebladet:
”Unge 4 Unge” fik Århus integrationspris
Pengeregn over Gellerup
Læs også
▮ Skræppebladets blog,