Lys i vinterens mørke på Lokalcenter Brabrand

Fyraftenssang med Gellerups Kirkes organist, Martin Lysholm Hornstrup

Tekst Peter Holm Stampe, foto Bo Sigismund

En pæn flok mennesker mødte en relativt trist og mørk februar eftermiddag op på Lokalcenter Brabrand for at få rørt stemmebåndene. Og de blev sandelig motioneret. 16 sange blev der sunget over lidt mere end en time med god musikdeltagelse og indlevelse af publikum.

Gudskelov var der blandt publikum mange gode tenorer til stede, som gjorde sangene meget interessante. Og væsentligst, det hele foregik det under kyndig og munter ledelse af organist Martin Lysholm Hornstrup fra Gellerup Kirke.

Højskolesangene blev akkompagneret af Gellerup Kirkes organist, Martin Lysholm Hornstrup.

Højskolesangene blev akkompagneret af Gellerup Kirkes organist, Martin Lysholm Hornstrup.

Potpourri af sange
Sange om vinter, om foråret, oplysning samt til almindelig underholdning var på programmet. Her kan nævnes klassikere om vinter som ”I sne står urt og busk i skjul” og ”Den kedsomme vinter gik sin gang”. Om forårets snarlige komme ”Vintergæk er brudt af mulden”, ”Se hvilken morgenstund” og ”Det er i dag et solskinsvejr”. Om oplysning af alle sjæle ”Er lyset for de lærde blot” en virkelig god sang, og lidt i samme boldgade ”Vores modersmål er dejligt” og ”Jeg elsker den brogede verden”.

Til almindelig underholdning og moro blev der sunget ”Bedstefar, tag dine tænder på”, ”En sømand har sin enegang” og St. St. Blicher ”Mads Doss, han var en kon koltingsknejt”. Næstsidste sang var B. S. Ingemanns ”Der står et slot i vesterled”, hvor vejret, himlen og skyer bruges som metafor for sindet, og hvor lys er stemning sammen med musik.

Eftermiddagen blev sluttet af med den klassiske Benny Andersen og Povl Dissing-sang ”Go’ nu nat” med finurlige rim og midt i mellem lystig og sørgelig, som en fin afslutning på underholdning, som alle blandt publikum selv skabte ved at være til stede og synge.

Mission med fyraftenssange
Men uden organistens tilstedeværelse, viden og indlevelse havde publikum næppe fået samme fine oplevelse.

Martin Lysholm Hornstrup fortæller om baggrunden for ideen med fyraftensange. Oprindelig var han en del af et rytmisk kor, som mødtes hver 14 dag. Her blev medlemmernes antal blev gradvis færre og færre, og han ville gerne noget mere.

Opgaven var at finde sangene og minde folk om, at de eksisterer, og de kun vedbliver at eksistere, hvis de bliver sunget. Målet er at synge, uden etikette og uden kor.

At synge i en time, hvor det er helt uforpligtende at være med. Og så er det også en dejlig måde at være sammen, og det producerer mentalt og fysisk velvære.

Sang styrker fællesskab
”Vi har en stor og righoldig sangskat bestående af gammelt og nyt og fra forskellige epoker. Og via denne efterladte sangskat styrkes fællesskabet ved at synge sammen,” siger Martin Lysholm Hornstrup og fortæller, at sangene, som han vælger til de forskellige arrangementer, selvfølgelig stammer fra kirken i udgangspunktet, og udenfor kirken med Højskolesangbogen som den mest indlysende kilde, og hvad han ellers hører, der kan bruges til fællessange. Martin Lysholm Hornstrup siger, at han gerne kommer ud til så mange arbejdspladser og institutioner som mulig.

Glæde, der smitter
Martin Lysholm Hornstrup har nu 10 års jubilæum ved Gellerup Kirke, det troede han aldrig skulle ske. Foruden den stadige glæde ved at være organist i kirken, dirigere kor og spille de mange salmer, har han også erkendt, at han personligt har stor fornøjelse ved fyraftensarrangementerne, hvor den smittende glæde er absolut gengældt af publikum.

Musikken kan få det enkelte menneske til at sætte sig ud over selv, og musikken kan række ud til alle. Musikken rækker ud over forskelle, og interesserer sig mere for, hvad vi har til fælles, end hvad der adskiller. Musikken kan fange en stemning og rumme det, som man ikke kan sætte ord på. Og musikken fremkalder fysisk og mentalt velvære til glæde for det enkelte menneske i hver sin hverdag, mener Martin Lysholm Hornstrup.

Fyraftenssang er blot et af de mange tilbud, Lokalcenter Brabrand inviterer til. Alle er velkomne til centrets mange aktiviteter, som tit annonceres i Skræppebladet.

Fyraftenssang er blot et af de mange tilbud, Lokalcenter Brabrand inviterer til. Alle er velkomne til centrets mange aktiviteter, som tit annonceres i Skræppebladet.

Fyraftenssange må gerne forsætte
Som sidste krølle på historien fortæller organisten, at han har fået en trofast kerne af folk, som følger fyraftensarrangementerne rundt overalt. Og han har selv et ønske om, at fyraftenssangene fortsætter lang tid endnu.

Som en del af sangpublikummet kan Skræppebladets udsendte kun opfordre folk til at deltage i fyraftenssangarrangementerne. For når de gennemføres med en person som Martin Lysholm Hornstrup med hans store viden, glæde og indlevelse, så kan det ikke være andet end balsam for sjælen at deltage. Som det står i programmet: ”Alle, der kan lide fællesskabet omkring at synge sammen, er velkomne”.

Kommende arrangementerne kan findes her: https://www.gellerupkirke.dk/aktiviteter/fyraftenssang/ og kontakt til organist Martin Lysholm Hornstrup på organist@gellerupkirke.dk, på Facebook: https://www.facebook.com/gellerupkirkeliv/ og på YouTube: https://www.youtube.com/channel/UCdikO1BZcCZcjKm5CQHzuFA.

Efter fyraftenssang var der efterfølgende goumethotdog-spisning

Blogartiklen er oprettet: 21. mar 2019. Opdateret 08. okt 2019 kl. 10:37


Del eller print denne side:  

Skriv en kommentar til denne side (artikel) LÆS VILKÅR FOR DEBAT


 
 


Blog-arkiver: 2007 | 2008 | 2009 | 2010 | 2011 | 2012 | 2013 | 2014 | 2015 | 2016 | 2017 | 2018 | 2019 | jan | feb | mar | apr | maj | jun | aug | sep | okt | nov | 
© 1970-2019
Skræppebladet - E&P Huset - Karens Blixens Boulevard 39 - 8220 Brabrand
| Vilkår for debat | Privatlivspolitik | Kontakt