Et trut i trompeten for Sonnesgården
I Sonnesgården er alle på fornavn med hinanden, nærmiljø og naboskab trives og emmer tryghed og omsorg
Læserbrev
Med alderdommens pubertet lige om hjørnet vil jeg kippe med flaget og lette på hatten for Brabrand Boligforenings Afdeling 22 –Sonnesgården. Og ydmygt hylde beboere og serviceleder i det unikke seniorbofællesskab, der siden 2002 har budt på et væld af glade farver på paletten og forlènet også mig med veneration, anerkendelse og respekt.
Med Sonnesgården blev jeg forundt en trædesten til det gode liv i den tredje alder – hér slog jeg rod, hér fik jeg hjemme, og hér vederkvæges jeg et rigt og privilegeret otium. Gyldne år i Sonnesgårdens grønne univers har ladet mig byde mine håb og drømme op til dans og beriget mit livs efterår med inspirerende mennesker og ildsjæle.
Med Sonnesgårdens seniorboliger skabte Brabrand Boligforening déngang rammerne for en grøn oase, centralt beliggende i det indre af Aarhus. I dag noget så sjældent i en fortravlet storby som et forjættet åndehul og fristed, der sår livsmod og livslyst omkring sig. I Sonnesgården er livet til for at leves – og ikke et spørgsmål om hvordan, hvornår og i hvilken rækkefølge.
Med få minutters gang kun et stenkast eller to fra en lang række attraktioner som Kunstmuseet Aros, Rådhusparken, Ridehuset, Musikhuset og mange flere med dem.
Sonnesgården fejrede 15-års jubilæum.
Foto Eigil Lyhne.
Med en gennemsnitsalder omkring de 75 år føler ikke så få af beboerne sig mere langtidsholdbare uden snak om plejehjem og ældrecentre, fordi Sonnesgårdens mange fællesarealer ude og inde er med til at bygge broer mellem mennesker. Man indgår naturligt i et stærkt socialt fællesskab med hinanden og forundes i rigt mål livskvalitet og nærvær.
Det idylliske og velfriserede haveanlæg er nærmest et kapitel for sig med sit væld af grønne farver, stauder, blomster, prydbuske og en stille bæk, Lundbækken, der sagte risler ned ad stensætningen til lyden af kåd fuglekvidder og vindens blide hvisken. I øvrigt opkaldt efter en af afdelingens mange ildsjæle Bent Lund.
I Sonnesgården er alle på fornavn med hinanden, nærmiljø og naboskab trives og emmer tryghed og omsorg. Man er sammen om at blive gammel, man føler ansvar for hinanden, man holder et vågent øje med hinanden og hjælper tíl, så godt man kan. Om det gælder at rulle en støttestrømpe på, at gå på apoteket, at køre til lægen eller måske at handle ind.
Det store Fælleshus med et stort køkken tilknyttet rummer et mindre bibliotek, et klaver og en stor fladskærm, og med Fælleshuset som omdrejningspunkt har Sonnesgårdens beboere etableret et stærkt socialt fællesskab med en lang række aktiviteter.
Man har ikke nødvendigvis de samme interesser, men der tør siges at være noget for de fleste: pensionistforeningen, kunstforeningen, petanque, kvindeforum, sy- og håndarbejdsklub, suppe-klubben Suppedasen, Madlavning for finere mænd, litteratur- og filmklub, billard, café. Ligesom der flittigt arrangeres udflugter, foredrag, fællesspisning, banko, underholdning med viser, sang og musikalske indslag med meget mere.
Læs også
▮ Skræppebladets blog,
I kategorierne: 
