Støttepulje samler igen beboere på tværs
Interessen for Brabrand Boligforenings ”Vær Sammen-pulje” har igen i år været stor. Ansøgningerne vidner om et stærkt lokalt engagement og en tydelig lyst til at skabe aktiviteter, der bringer beboere tættere sammen på tværs af afdelingerne
Af Peter Friis Mikkelsen / Fotos Anna Fitzgerald

Skraldeindsamling i Sonnesgården
Puljen, der giver en økonomisk håndsrækning, blev etableret i forbindelse med boligforeningens 75-års-jubilæum i 2023 og har siden sat gang i en række initiativer, der styrker fællesskabet på tværs af alder, kultur og interesser.
Mad som samlingspunkt
Flere af årets aktiviteter havde fællesspisning som omdrejningspunkt. I Hans Broges Parken har man fået midler til arrangementet ”Verdensmad” med fælles retter og hjemmebagte desserter fra forskellige kulturer.
I Holmstrup gik flere afdelinger – Holmstrup, Odinsgård og Thorsbjerg – sammen om aktiviteter som vegetarisk folkekøkken, banko, påskearrangementer og vinsmagning. Samarbejdet på tværs var med til at skabe nye møder og styrke relationerne mellem beboerne.
I Seniorbo Voldbækhave i Brabrand mødtes beboerne til en hyggefrokost med fokus på samvær og dialog om fremtiden. Her var målet både at fastholde det gode sammenhold og byde nye beboere velkommen.
Fællesskab med ansvar
Puljen har også støttet aktiviteter med fokus på fælles ansvar. I Sonnesgården i midtbyen blev der afholdt et arrangement med fokus på skraldeindsamling med besøg af foreningen ”En for holdet – Vi tager skraldet”, efterfulgt af en fælles indsats i området. Endelig gik beboerne i Østergårdsparken i Tranbjerg sammen om en fælles indsamling af storskrald.
Årets aktiviteter viser, hvordan både små og store initiativer kan skabe nye relationer og styrke eksisterende fællesskaber.
“Vær Sammen-puljen” medvirker dermed til at understøtte det lokale engagement og sikre, at fællesskabet fortsat spiller en central rolle i boligforeningens hverdag.

Vegetarisk frokost med 15 glade beboere.

Læs også
▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2026-02 Maj

