Regnvejr satte ikke en stopper for festival ved Kløverskolen
Festival for Børns Rettigheder samlede børn og familier i Gellerup til en sjov dag med kreativitet og børnerettigheder
Af Elsebeth Frederiksen
Onsdag den 3. juni 2026 stimlede børnehavebørn, elever i 0.–3. klasse på Kløverskolen og interesserede udefra, som lige skulle se, hvad der foregik. Regnen silede ned udenfor men det holdt i børnene fra at deltage i de kreative ting – og de aktiviteter, der bare var for sjov. Der var nemlig Festival For Børns Rettigheder udenfor skolen.
Midt i det hele stod de pædagogstuderende klar med kreative workshops, hvor børnene både kunne udfolde sig kreativt og lære, hvordan de selv kan gøre en forskel.

Pædagogstuderende havde sat et telt op, hvor børn kunne komme ind i ly af regnen og tegne en t-shirt, som skal gives til et barn i nød.
”Folk glemmer ofte, at børn også har rettigheder, og det vil vi gerne sætte fokus på her,” sagde Lone Norlander Smith fra Aarhus Forældreorganisation. Det er niende år festivalen finder sted, men første gang i Gellerup.
Hun fortæller, at festivalen bevidst er placeret tæt på Grundlovsdag, som traditionelt handler om voksnes rettigheder. ”Vi vil gerne minde om, at børn også har rettigheder og en stemme,” sagde hun.
At festivalen i år blev afholdt i Gellerup, var også et bevidst valg. ”De pædagogstuderende skal lære det nye Gellerup at kende, hvis de en dag skal arbejde i området. Samtidig er Kløverskolen næsten lige åbnet, så det var oplagt at holde festivalen her,” forklarede Lone Norlander Smith.
Kreativitet i alle afskygninger
Festivalen bød på seks kreative stationer, hvor børnene kunne udforske temaer som retfærdighed, mangfoldighed og bæredygtighed. Et af de meget besøgte stationer var flagworkshoppen. Her kunne børnene tegne flag alle verdens farver. 
Efter flagene var færdige, blev de hængt op på en snor, så de kan pynte i området.

Ved T-shirt-workshoppen tegnede børnene på hvide T-shirts med tekstiltuscher. Tøjet skulle efterfølgende gives videre til børn, der har brug for det. Flere børn var optagede af idéen, og et barn spurgte nysgerrigt, om modtagerne så også skulle give T-shirten videre igen. Her fik han dog at vide, at det næste barn gerne måtte beholde den.

Der var også ansigtsmaling, hvor børnene fik malet regnbuer, dyr og blomster i ansigtet. Ved genbrugsworkshoppen fik gammelt tøj nyt liv med maling og tegninger. Her handlede det både om kreativitet og bæredygtighed.
”Genbrug er en måde at passe på jorden på, og samtidig sikre, at alle børn har adgang til tøj,” forklarede de pædagogstuderende.
Derudover kunne børnene og nogle lidt ældre lave badges og deltage i en pas-workshop.

Det var ikke kun børn, der deltog i workshops.
Mad og musik
Ud over de kreative aktiviteter var der musik fra Aarhus Musikskole, mens Bydelsmødrene serverede suppe til alle fremmødte.
Trods regnen så børnene ud til at hygge sig og arrangørerne håber på at kunne fejre 10 års jubilæum næste år med et større arrangement.
Læs også
▮ Skræppebladets blog,
I kategorierne:
