Minder om fælleshaverne foreviges med linoleumstryk
Med Gellerup under forandring forsvinder mange minder, nu prøver Sigrids Stue at forevige dem
Af Elsebeth Frederiksen
Det er fredag eftermiddag og ved nyttehaverne på Dortesvej er der slået en pavillon op og dansk bliver blandet med engelsk ved bordet under pavillonen.
Der ligger bunker af linoleum og et klæde med grøn maling mens snakken går ved bordet. Rundt om pavillonen hænger der små lapper med grønne motiver på. Det er dem, der er det spændende i dag. De to arkitekter, Mother Tounges, fra London, der i samarbejde med Sigrids Stue, er i gang med at lave tryk på stof for at forevige genstande, de har fundet i haverne. Nyttehaverne på Dortesvej forsvinder snart, da blokkene skal rives ned og der lyder hele dagen en summende lyd fra en af blokkene, hvor miljøsaneringen er i gang.
Her er haveredskaber, kapsler, etiketter, kviste og blomster, som bliver skåret ud og derefter skåret ud i linoleum, malet over med grøn maling og presset ned på et stykke stof. Derefter kommer der motiver på stoffet, som på den ene eller anden måde har tilknytning til haverne omkring. Omkring pavillonen hænger de små stykker stof til tørre og derefter skal de foreviges i en lille bog, som holder fast på minderne.

Den færdige bog.
Værdien af offentlige byrum
I samarbejde med det London-baserede kollektiv Mother Tongues, Kaya Birch-Skerrit og Vania Gonzales Rodriguez har Sigrids Stue sat fokus på værdien af offentlige tilgængelige byrum. ”Flere og flere offentlige byrum forsvinder,” forklarer Kaya og fortsætter ”Når man som i Gellerup river almene boliger ned og erstatter dem med private, kommer der ofte mere lukket af for folk, som ikke bor i området og dermed forsvinder det fællesskab, som man ofte har i det offentlige rum. Projektet skal understrege, at de offentlige rum er vigtige, fordi de giver fællesskab og mulighed for at sætte farten ned fordi alting i dag går virkeligt hurtigt.”

Vania og Kaya viser den færdige bog frem.
Indsamlet minder fra haverne
De ting, som bliver skåret ud i linoleum, er fundet omkring i nyttehaverne. Det ting de har samlet sammen i haverne. Det giver også nogle spændende aftryk. Flere af dem, der sidder med trykket, har prøvet det samme motiv flere gange, fordi det er ikke nemt at skære det ud, så det komme til at se godt ud på tryk.

Et udsnit af ting, de har fundet i haverne.
Udgravning af jorden
I den næste have er der gravet et hul. Det er ikke til at begrave nogen men derimod for at udforske, hvad jorden kan fortælle om stedet og de mennesker, der bor i området. Sigrids Stue har haft et samarbejde med en arkæolog, som har lært fra sig om hvordan man udgraver og de har udvekslet erfaringer.
Øverst er der muldjord. ”Vi har fundet ting der fortæller en historie,” siger Lars Henningsen, ting vi fandt var ting som havefolkene brugte, og så har vi fundet en plastik kamæleon, vi fandt ting af jern, flamingo, handsker. Der var sandkasse og børn har leget der og tabt deres legetøj.
Men ingen skat med guld. Men som Lars forklarer, har det levede liv og fællesskaberne ofte større værdi end den værdi, som investorerne lægger i det.
”Når der sker noget (som i Gellerup, hvor blokke rives ned), så har man en tendens til, i de forskellige systemer, politisk, entreprenører, investorer og borgere, siger, at nu får vi bygget noget nyt, der er bare jord her og der er ikke noget men der har altid været noget før. Der har været nogle mennesker, der har haft deres liv her, enten har de gået og pløjet i Tovsgaardens marker, som dette var engang eller også har man haft have her. I alt deres ubemærkethed men med samme værdi, som har været vigtig for mange mennesker, at passe den og at have den sammen med nogen. Den har også været et supplement til folks husholdning i mange år, men det passer ikke, her har altid boet nogen her.”

Til “ferniseringen” tirsdag fortalte Lars Henningsen om udgravningen.
De har ikke kunnet grave så langt ned fordi der er ler i bunden, men de var overrasket over, hvor meget liv, der var i jorden. ”Insekterne væltede bare op og kravlede nærmest op ad armene på os,” lyder det fra Kaya.
Det har derfor været et spændende eksperiment, som har lært dem meget om de mennesker, der bor i området men også om fortiden og områdets historie.
Læs også
▮ Skræppebladets blog,