Afd. 15: Hård kritik af tingenes tilstand i Hasselengen
Afdeling 15 – Hasselengen
Nye ekstra kræfter i Afdeling 15’s bestyrelse skal sikre et generationsskifte
Tekst Helle Hansen, foto Ole Ryolf
”Det har været det værste år i ti år,” lagde formand Poul-Erik Nielsen ud med at konstatere, da han holdt beretningen på Hasselengens beboermøde torsdag den 27. september.
”Ting bliver ikke lavet, og vi mangler stadig folk. Brevene omkring forhaverne skulle have været udsendt i foråret, dem har vi slet ikke modtaget endnu.
Robotklipperen er skyld i, at der ikke længere står fodboldmål på græsplænen, for maskinen kan ikke køre udenom, og så hænger den fast på muldvarpeskud. Forleden måtte der bruges næsten tre timer på at tømme robotten for græs…,” fortsatte formanden med at remse op.
Beretningen nåede også omkring tagsten, der ligger i tagrenden og venter, hækkehegn, der efter års kamp stadig ikke er blevet til noget, og så er der kampen mod rotter, som er grunden til forslaget om at forbyde udendørs kaniner.
Poul-Erik sagde, at han ikke var ude efter den nye serviceleder, Torben Lomborg, som deles med Harlev, men han håber snart at få flere folk, hvilket han med det samme blev forsikret om vil ske, når der har været holdt jobsamtaler i uge 41.
Herefter takkede formanden dartklubben, hundeklubben, Lunterne og petanqueklubben for alle de gode aktiviteter, de laver for afdelingen.
Til sidst kommenterede Poul-Erik på synsteamet med et ”Vorherre bevares – hvad koster det? Vi beboere bygger terrasser, og så kommer synsteamet og river det ned. Jeg plejer at være glad ved afdelingen, men det er skidt i år,” sluttede Poul-Erik beretningen, der blev godkendt uden debat.
Budget og råderet
Administrationschef Susanne Witting lagde i sin budgetgennemgang ud med at fortælle, at synsteamet syner efter det, beboermødet har besluttet.
Men hun indbød til, at der hen over vinteren skal arbejdes videre med at lave et råderetskatalog, og foreslog i den forbindelse, at der skal holdes spørgecafeer, hvor man blandt andet kan bese haverne og derefter få lavet nogle gældende aftaler.
Næste års budget viser et underskud på 45.000 kroner, og det betyder en stigning på fem kroner per kvadratmeter eller 0,5 procent. Men Susanne Witting kunne oplyse, at beløbet går direkte ind på lejemålets vedligeholdelseskonto, som sættes i vejret for at sikre bedre vedligehold.
Budgettet blev vedtaget med en enkel stemme imod.
Fri parkering, nej til kaniner
Beboermødet skulle derefter stemme om to forslag. Et forbud mod at have udendørs kaniner begrundet i, at det tiltrækker rotter, blev vedtaget.
Næste forslag, der gik på, at det skulle være muligt at leje en fast parkeringsplads til 37,50 kroner om måneden, medførte stor debat. Nogle advarede mod stikkeri og dårligt naboskab, andre ville få problemer med kærestebesøg. Forslaget blev stemt ned med kun en enkel stemme for.
Fem i bestyrelsen
Den siddende bestyrelse på tre stillede forslag om, at afdelingsbestyrelsen skulle udvides til fem medlemmer.
Motiveringen gik på, at der er behov for nye kræfter i bestyrelsen, som skal læres op, så de om føje år kan tage over.
Forslaget blev vedtaget.
Herefter skulle der findes fire nye medlemmer i stedet for to. Poul- Erik genopstillede, og efter lidt overtalelse lovede John Lindholm Nielsen, at han ville tage et enkelt år mere.
Herefter stillede Maria Torp Høgh og Sarah Bjørnhaug op, og så var der fire kandidater. Dirigent Bo Sigismund konstaterede herefter, at alle fire var valgt ved fredsvalg.
Femte medlem er Per Abild, der blev valgt sidste år.
Efterfølgende var der valg af suppleanter. Ole Ryolf genopstillede og blev enlig suppleant.
Afdelingsmøde Huslejeforhøjelse 0,5 %. Hasselengen består af 136 et- til femrums boliger fra 49 til 129 m22. Adresser: Hasselhøj og Hasselengen, 8361 Hasselager. |
Læs også
▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2018-07 November