Afd. 15: En stærk kraft i boligforeningen er død
Afdeling 15 – Hasselengen
Poul Erik Nielsen, afdelingsformand for afdeling 15 Hasselengen, døde i sommer efter lang tids alvorlig sygdom. Hans indsats og motivering varede så længe, han overhovedet kunne
Tekst og foto Bo Sigismund
Poul Erik Nielsen, afdelingsformand for afdeling 15 Hasselengen, er død efter lang tids alvorlig sygdom. Hans indsats og motivering varede, så længe han overhovedet kunne.
Poul Erik var i mange år en stærk kraft i afdelingslivet og i beboerdemokratiet. Hans naturlige væsen gjorde, at han let opfangede, hvad der rørte sig blandt beboerne, og han var også en person med egne meninger.
I en periode havde afdeling 15 endda et eget blad, Hasselnyt. Sammen med et oprigtigt engagement i den beboerdemokratiske proces resulterede det i en lang periode som bestyrelsesmedlem og afdelingsformand.
I en forholdsvis lille afdeling må man se udad for at samarbejde, samtidig med at man fastholder sin profil, og det er sådan, man må karakterisere det indtryk, som Poul Erik efterlader sig.
Poul Erik efterlader sig sin ægtefælle Jytte, som han holdt sammen med siden skoletiden. Vi øvrige, der kendte ham, husker ham som en driftssikker og pålidelig samarbejdspartner.

Poul Erik Nielsen var en stor kapacitet i afdelingens beboerdemokrati.
Læs også
▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2020-06 Oktober

