Afd. 29: Valdemarsgade fik valgt en afdelingsbestyrelse
Afdeling 29 – Valdemarsgade (kasernehospitalet)
Boligforeningens nyeste afdeling, nummer 29, holdt et engageret stiftende beboermøde
Tekst og foto Bo Sigismund
Der var 17 deltagere fra afdelingens i alt 22 boliger, som deltog i det stiftende møde for afdeling 29, Valdemarsgade. Så de mange nye beboere deltager gerne i beboerdemokratiet.
Skræppebladet har fulgt afdelingens noget omstændelige tilblivelse, blandt andet med undersøgelser for skimmelsvamp i taget, men nu er der for alvor flyttet nye aktive folk ind, som mødte frem, selv om mødet i mangel af egne(de) lokaler var henlagt til administrationens kantine i Brabrand.
Efter en indledende præsentationsrunde var det dirigent og foreningsbestyrelsesmedlem Mathias Kofoed-Ottesen, der præsenterede foreningen og arbejdet med beboerdemokratiet. Det vakte åbenbart straks interesse, for der var adskillige spørgsmål, og den nye afdelingsbestyrelse vil straks få opgaver at tage fat på.
Højeste husleje i foreningen
Huslejen i den nye afdeling bliver høj: 1269 kr. pr. m2 – faktisk er det den højeste i foreningen – og der var adskillige indlæg om fordelingen af begrebet ”det lejedes værdi”, hvor administrationen blev bedt om en bedre præcisering af de justeringer, der er sket efter indflytningen. Der var også kritik af en langsom færdiggørelse. Men budgettet blev til slut godkendt efter flere spørgsmål.
Et forslag om at få lagt fliser i gården blev til gengæld forkastet som følge af den høje pris, så der skal nu findes andre løsninger og indhentes flere tilbud. Den nærmere udformning bliver en opgave for afdelingsbestyrelsen.
A-ordning, ordensregler og vedligeholdelsesreglement blev ligeledes godkendt efter spørgsmål om A- eller B-ordning.
Der var fem beboere, der stillede op til valget til afdelingsbestyrelsen, og de blev alle valgt ved fredsvalg – desværre blev ingen valgt til Skræppebladets redaktion. Dog talte Skræppebladets udsendte med et par beboere, så der er kontakt til fortsat at dække livet i Valdemarsgade.
Læs også
▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2020-05 September