Helhedsplanen for Gellerup på ny hjemmeside

Århus Kommune har for seks millioner kroner lavet om på sin hjemmeside, der åbnede i dag. Blandt de nye tiltag er en sektion med helhedsplanen for Gellerupparken og Toveshøj, der kan ses på helhedsplangellerup.dk.

På den nye helhedsplan-hjemmeside kan du bl.a. følge med i den høringsfase, der indledes den 11. marts og se den seneste 3D-amnimationsfilm om fremtidens Gellerup.

Høringsfase på web
“Vi vil høre din mening!” Lyder der bl.a. fra borgmester Nicolai Wammen og bestyrelsesformand for Brabrand Boligforening Jesper Pedersen. De opfordrer alle borgere i Århus til at deltage aktivt i høringen af den ny plan for Gellerup. I høringsfasen kan alle århusianere komme med forslag, kommentarer og indsigelser.

helhedsplan-ny-hjemmeside

Ingen spørgsmål ved helhedsplanen
Den nye hjemmeside har også forberedt en side med spørgsmål og svar, men indtil videre er der ifølge hjemmesiden ingen, der har stillet spørgsmål ved helhedsplanen.

Flottere grafisk
Det nye ved helhedsplanens hjemmeside og Kommunens nye hjemmeside generelt er brug af flere billeder. Der er bl.a. kommet en lang række stemningsbilleder fra Gellerup med på siderne, hvor legende, glade børn dyrker sport, er aktive på legepladser eller på vej til indkøb i City Vest.

Mindre indhold
Selv om der er flot grafik og flere fotos er den nye hjemmeside historie-/ oplysningsmæssigt dårligere end den gamle, idet mange oplysninger og materialer ikke længere er tilgængelige. Forhåbentlig bliver det tilføjet, f.eks. var der flere pdf-dokumenter til download tidligere, ligesom de to tidligere visualiseringsvideoer er forsvundet.

Problemer med links og søgning
En ulempe ved den nye kommunale hjemmeside er, at alle tidligere links til siderne ikke længere virker. F.eks. links på Skræppebladets blog til diverse nyhedsartikler. Her er du nødt til at prøve at søge på titlen og se om den nye søgefunktion kan finde siden.

Søgningen virker ualmindelig ringe. Hvis man f.eks. søger på “Gellerup” kan siden kun vise to søgeresultater frem, men påstår at der er 37. Og søgeteknologien skulle ovenikøbet være købt hos Google, der tidligere kunne finde mellem 1.000 og 2.000 sider på kommunens hjemmeside aarhuskommune.dk hvor “Gellerup” optræder.

Læs mere:
Ny hjemmeside for Helhedsplanen: http://helhedsplangellerup.dk

Hjemmeside for Århus Kommune: http://aarhuskommune.dk

Hjemmeside for Brabrand Boligforening: http://bbbo.dk

Hjemmeside for Jyllands-Posten: http://jp.dk
Kommunens nye hjemmeside (4. marts)

Blogartiklen er oprettet: 01. mar 2010. Opdateret 07. mar 2010 kl. 12:31


Del eller print denne side:  


 
 


Blog-arkiver: 2007 | 2008 | 2009 | 2010 | 2011 | 2012 | 2013 | 2014 | 2015 | 2016 | 2017 | 2018 | jan | feb | mar | apr | maj | jun | aug | sep | okt | nov | dec | 
© 1970-2018
Skræppebladet - E&P Huset - Karens Blixens Boulevard 39 - 8220 Brabrand
| Vilkår for debat | Privatlivspolitik | Kontakt