I poesi er alt tilladt: Kæder hopper af, og øretæver falder tungt

Gellerup Bibliotek inviterede torsdag til poesi, prosa og performance og næste torsdag og næste igen gentager de succesen med nye kunstnere

Tekst og foto Irene Brandt-Møller

ANMELDELSE:
Der var med arrangørernes egne ord fokus på grænsen – både den litterære genres grænser og de geografiske ditto – på Gellerup Biblioteks første På grænsen-arrangement torsdag eftermiddag, hvor otte poeter og en cellist foredrog deres værker for et publikum, som pænt fyldte stolerækkerne op.

Henrik Platz spillede guitar til knækprosa om ulykkelig kærlighed og længslen efter at forsvinde ind i en beskyttende kuvøse og frustrationer over at ungdomskæresten lykkes med at snyde sig så lækker, at hun er på den grønne gren i den skov, hvor forfatteren sidder og er fortabt. To banale emner og en skarp og samfundskritisk. Den ene banale var rørende, den anden selvudleverende; men det kræver jo også mod.

Stenkast på Toushøjskolen
Min favorit var helt klart Elias Sadaq, der selv er vokset op her i Gellerup, og som skriver digte om blandt andet sine barndomsminder fra Toushøjskolen, hvor hans bedste ven i frikvartererne forvandlede sig til en stenkastende dreng fra Vestbredden eller Gaza, og i mangel på israelere, han kunne kaste mod, blev Elias skolegårdens IDF-soldat. Cowboys og indianere i den multikulturelle skolegård, og legen fortsætter til en sten rammer, og angeren lægger sig ved siden af den faldne.

Den faldne er også fældet af de trosfælder, som ikke tolererer kærlighed mellem mennesker af samme køn. Det giver ord til endnu flere digte, og jeg glæder mig allerede til at læse flere af Elias Sadaqs digte.

Elias Sadaq var rørende uden at være sentimental, dramatisk uden at være kulørt og sårbar uden at være klynkende. En helt igennem vellykket optræden på Gellerup Bibliotek torsdag eftermiddag i forbindelse med arrangementet ’På grænsen – poesi, prosa og performance’.

Listige lister
Tobias Dalager – den ene af dagens to uannoncerede kunstnere – læser sit digt om lister op, mens Claus Breiner Petersen spiller på en vemodig cello. Digtet er umiddelbart ikke vemodigt. Det er vittigt, og finurligt; men viser sig alligevel at være alvorligt, og jeg sidder tilbage og tænker, at vi burde tage Tobias på ordet og lave ’not to do-lister’. Tobias dukker op flere gange i løbet af eftermiddagen, og han afslører hen ad vejen en forkærlighed for at finde et emne, og så vende det op og ned og beskrive det forfra og bagfra og oppefra og ned.

En klovn?
Den anden uannoncerede kunstner er PernillePoet. Hun dukker op på scenen formummet bag et klovnekostume – sødt men distanceret, og hun når aldrig rigtig ud over scenekanten og hen til mig, der ellers sidder ret tæt på, for kostumet distraherer mig, og jeg hører ikke rigtig, hvad hun egentlig vil fortælle mig om de problemer, hun har med sin cykelkæde, der hele tiden hopper af.

Fuglesprog
Hvis du hører til dem, der har spekuleret på, hvad det egentlig er, fuglene taler om i hønsegården, i skoven, i mosen og ude på søen, så kan du finde svaret hos Ian Lukins, som med stort vid har nedskrevet de ikke spor idylliske samtaler, man kun forstår, når man, som Ian Lukins, taler fuglsk.

Poesi som terapi
Poul G. Exner havde taget turen fra Odense til Århus for at læse nogle af sine digte op. Det var en foruroligende oplevelse. Det er svært så direkte at blive konfronteret med dybt personlige, grænseoverskridende oplevelser, som har efterladt et andet menneske i dyb bitterhed; men at skrive poesi er sikkert også en terapeutisk og helende proces.

Tæsker min luder
Men inden jeg rigtig fik fordøjet Poul G. Exners vrede, blev jeg ramt af akut forstoppelse, da en spinkel mand uden erotisk udstråling entrede scenen og lagde ud med et roser er røde og violer er blå-digt om den eneste ene, hvor rimene var søde og kærligheden stor. ”Banalt,” når jeg arrogant at tænke, inden den undseelige på scenen, som først og fremmest ses på grund af sin Lapland-T-shirt, skifter emne. Han fortsætter med at rime, så det ruller fra strofe til strofe, men nu er det ikke længere det rene hjerte, der taler. Nu rimer det på frække møder i swingerklubben, analsex og lolita-dukken, der både skal lægge mund til urinsex og kind til tæv (Gad vide, hvad den unge kvinde, der tilfældigvis er på biblioteket for at benytte kopimaskinen, tænker. Hun står med ryggen til, så det er svært at vide); men jeg krymper mig af væmmelse over, hvor råt og uskønt, sex kan beskrives.

Det er bare for meget
Sean Ryan Bjerremand er også ’en af vores egne’ fra Gellerup. Han fortæller om Mandags trængsler med alle de andre ugedage (bortset fra Søndag). Og så har han hugget fra Lars Hougaard Klausen, for han har hugget fra Dan Turrell, og i et rablende digt om, hvor svært det er, når det ikke er let, og det hele bare er for meget, forsvinder han ind i et univers, hvor jeg slet ikke kan følge med; måske bliver jeg også distraheret af, at jeg netop modtager en tekstbesked fra min svigerdatter, der har lånt min bil. ’Jeg kører fra Herning nu,’ skriver hun.

’På grænsen – poesi, prosa og performance’ er arrangeret af Gellerup Bibliotek i samarbejde med Daniel Mantel .

Næste torsdag – 21. november – er der fokus på prosa. Og tordagen efter – 28. november – er der fokus på performance.

Begge dage fra kl. 16-18.

 

 

Blogartiklen er oprettet: 16. nov 2019. Opdateret 18. nov 2019 kl. 12:03


Del eller print denne side:  

Skriv en kommentar til denne side (artikel) LÆS VILKÅR FOR DEBAT


 
 


Blog-arkiver: 2007 | 2008 | 2009 | 2010 | 2011 | 2012 | 2013 | 2014 | 2015 | 2016 | 2017 | 2018 | 2019 | jan | feb | mar | apr | maj | jun | aug | sep | okt | nov | dec | 
© 1970-2019
Skræppebladet - E&P Huset - Karens Blixens Boulevard 39 - 8220 Brabrand
| Vilkår for debat | Privatlivspolitik | Kontakt