Repræsentantskabsmøde udskydes
Repræsentanter fra Brabrand Boligforenings afdelinger må vente til efter sommerferien med at mødes
Det ordinære repræsentantskabsmøde skulle ellers have været holdt den 28. maj. På grund af corona-situationen udskydes mødet, og vil sandsynligvis kunne afholdes i august efter skolernes sommerferie.
I et brev til repræsentantskabet skriver Brabrand Boligforenings direktør Keld Laursen bl.a.:
Afstandskrav og ældre medlemmer
Det er sundhedsmyndighedernes meget klare anbefaling, at alle udviser stor omhyggelighed med overholdelse af anbefalingerne om at holde afstand (to meter), og det vil ikke være praktisk muligt at overholde dette afstandskrav i boligforeningens administrationsbygning (og det er ikke muligt at leje et egnet lokale p.t.).
Samtidig har en væsentlig andel af repræsentantskabets medlemmer en alder, der betyder, at man anses for at være særlig sårbar over for covid-19.
På baggrund af denne usikkerhed og hensynet til hele repræsentantskabet har foreningsbestyrelsen fundet det mest korrekt at udskyde det ordinære repræsentantskabsmøde.
Uden unødig ophold
Boligministeren har udsendt en bekendtgørelse, som muliggør en sådan beslutning (https://bl.dk/media/12660/cz167.pdf).
Bekendtgørelsen, som ophæves den 1. juli 2020, fastslår, at der uden unødigt ophold skal indkaldes til repræsentantskabsmøde, når det atter bliver muligt at forsamles.
Det forudses derfor, at der ved udgangen af juni udsendes indkaldelse til ordinært repræsentantskabsmøde i august 2020 efter skolernes sommerferie.
Bekendtgørelsen fastslår endvidere, at medlemmer af foreningsbestyrelsen, som er på valg, kan fortsætte deres hverv, indtil ordinært repræsentantskabsmøde er afholdt.
Beboermøder helt aflyst
Endelig kan det oplyses, at foreningsbestyrelsen tidligere har besluttet at aflyse afdelingsmøderne i april måned i afdeling 4, 5, 6, 7 og 22.
De pågældende afdelingers repræsentanter kan ifølge bekendtgørelsen fortsætte deres hverv, til næste afdelingsmøde er afholdt.
Afdelingerne er 4: Gellerupparken, 5: Toveshøj, 6: Holmstrup, 22: Sonnesgården.
Læs også
▮ Skræppebladets blog,