Unge og småbørnsforældre på glatis i Skjoldhøjkilen

Mange brugte muligheden for at nyde solen – susende hen over isen på en af søerne i Skjoldhøjkilen i weekenden. Aarhus Kommune har officielt givet tilladelse til færdsel på isen og markeret med skilte, hvor man helt trygt kan gå ud det stivfrosne vand.

is på Holmstrup Markdam

Holmstrup Markdam nedenfor den største bakke “Bjergkammen” i Hasle Bakker er godkendt til skøjteløb. I baggrunden ses boligafdelingerne Holmstrup (tv) og Bronzealdervænget.

“Dagens boringer har vist, at isen på søerne i Skjoldhøjkilen samt Hovmarken i Lystrup nu er tyk nok til, at søerne kan åbnes for skøjteløb,” skriver Aarhus Kommune i pressemeddelelser lørdag og søndag:

“Istykkelsen på søerne i Skjoldhøjkilen samt Hovmarken i Lystrup er nu tyk nok til, at skøjteglade aarhusianere kan bevæge sig ud på isen. Det opfordres kraftigt til, at man passer på sig selv og på hinanden, og at man husker, at færdsel på isen sker på eget ansvar. Der opfordres desuden til, at man overholder restriktionerne, og at man holder den nødvendige afstand.”

Kortudsnit. Klik på kortet for at downloade større kort i pdf.
A: Holmstrup Markdam. B: Holmstrup Bassin. D: Spiralsøen.
Det uofficielle navn “Svanesøen” bliver brugt om både A og B, dog især om den oprindelige sø, Holmstrup Markdam. Men der har ikke være ynglende svaner de seneste mange år.
Til gengæld er det her, der er flest på is i disse dage.

Populært udflugtsmål
Især mange børnefamilier havde fundet det varme tøj frem og pakket picnickurv med varm chokolade og kage. Og så kunne rollingerne få lov til at glide rundt og lege på isen. De nærmeste, offentlige parkeringspladser ved Tovshøjskolen (Lenesvej 23) og ved Gymnastikgården (Jernaldervej 41) blev fyldt helt op, og søndag eftermiddag måtte bilerne holde i rabatten uden for p-arealerne.

Dejlig udflugt på isen – med god afstand.

Mange unge havde fundet skøjterne frem og indrettede skøjtebaner i den ene ende af søen – i god afstand fra børnefamilierne.

Andre godkendte is-søer:
Aarhus Kommune måler løbende istykkelserne på følgende seks lokaliteter:

  • Vilhelmsborg Skov Beder: Beder Landevej nr. 6, 8330 Beder. (Parkering mulig langs vejen).
  • Klokkeskoven Stavtrup: Hjørnet af Klokkeskovvej og Jarlsmindevej, 8260 Stavtrup. (parkering ikke mulig).
  • Skjoldhøjkilen Brabrand: Lenesvej nr. 23, 8220 Brabrand. (God fin p-plads i gåafstand) man kan også kælke i området.
  • Hovmarken Lystrup: Sønderskovvej 140, 8520 Lystrup. (Ingen p-muligheder, skal gå/cykle).
  • Skødstrup Syd: Grenåvej 632, 8541 Skødstrup. (To store p-pladser tæt på).
  • Stadionsøerne: Stadion Allé 76, 8000 Aarhus C (Gode p-forhold).

Alle lokaliteterne (undtagen søen i Skødstrup og den store stadionsø over for Tivoli Friheden) er godkendt til færdsel på isen.

Selvom Kommunen melder at “søerne i Skjoldhøjkilen” er sikker, var det kun ved en enkelt sø, Holmstrup Markdam, man siden fredag har kunnet finde skilte. Alligevel var alle tre søer markeret på kortet længere oppe velbesøgte – dog især søen med skilte.

Hols øje med skiltene – der er kun skiltet hvis isen er sikker
Istykkelsen bliver løbende målt på de seks lokaliteter. Der bliver sat skilte op, når isen er tyk nok. Det er ikke tilladt at bevæge sig ud på isen på de seks lokaliteter, hvis der ikke er skiltet med, at det er tilladt. Det er heller ikke tilladt at bevæge sig ud på isen på de øvrige søer, regnvandsbassiner og vandhuller i kommunen.
Man kan holde sig orienteret på Facebooksiden ”Natur & Miljø i Aarhus” og på ”AarhusGuiden” samt aarhus.dk.

Blogartiklen er oprettet: 14. feb 2021. Opdateret 15. feb 2021 kl. 08:38


Del eller print denne side:  

Skriv en kommentar til denne side (artikel) LÆS VILKÅR FOR DEBAT


 
 


Blog-arkiver: 2007 | 2008 | 2009 | 2010 | 2011 | 2012 | 2013 | 2014 | 2015 | 2016 | 2017 | 2018 | 2019 | 2020 | 2021 | jan | feb | mar | 
© 1970-2021
Skræppebladet - E&P Huset - Karens Blixens Boulevard 39 - 8220 Brabrand
| Vilkår for debat | Privatlivspolitik | Kontakt