EU peger på mulig diskrimination i “ghettoloven”
Beboere i Gellerup fulgte EU-Domstolens afgørelse om “ghettoloven”, som nu sendes tilbage til Østre Landsret for yderligere vurdering
Af Elsebeth Frederiksen
EU-Domstolen har afsagt dom i sagen om “ghettoloven”. Dommen betyder ikke, at loven ophæves her og nu. Domstolen slår dog fast, at der kan være tale om diskrimination, og sender sagen tilbage til Østre Landsret, som skal vurdere, om loven er i strid med EU’s regler om forbud mod diskrimination på baggrund af etnicitet.

Der var proppet i Samlingshuset, da dommen fra Luxembourg skulle læses op.
Beboerne i Gellerupparken har fulgt sagen tæt. Siden en delegation i oktober 2024 rejste til Luxembourg for at overvære høringen, har spørgsmålet været klart: Kan det være diskrimination at behandle mennesker forskelligt på grund af, hvor de bor, og hvilken baggrund de har?
Op til afgørelsen samledes beboere i flere dage foran en blok A4 på Jettesvej med bålfade, kaffe og kage. Lys og snefnug blev projiceret på betonfacaderne. Om aftenen tog folk i Samlingshus og hyggede, lagde planer og se dokumentaren Helbredelsen om Lundtoftegade i København og en dokumentar om Gellerup, som journaliststuderende havde lavet.
Torsdag morgen fulgte omkring 150 mennesker afgørelsen i Samlingshuset. Ezzeddine Azzam, beboer i en af de blokke, der er udpeget til nedrivning, deltog i radio og tv tidligt om morgenen. Senere medvirkede Helle Hansen, formand for afdelingsbestyrelsen, i flere liveinterviews.

Helle Hansen blive rher interviewet af DR.
Da dommeren læste afgørelsen op på engelsk, blev det stille i salen. Ordene om mulig diskrimination blev opfanget, og flere reagerede med klapsalver, kram og jubel.
EU-Domstolen påpeger, at beboere i omdannelsesområder kan have en større risiko for at miste deres bolig end andre med tilsvarende sociale udfordringer. Risikoen er især høj, hvor mange beboere har ikke-vestlig baggrund.
Ghettolovens konsekvenser har allerede været store. Over 1.000 boliger er revet ned, og hundreder af familier har måttet flytte. Sagen begyndte blandt andet med beboere i Mjølnerparken i København, men afgørelsen har betydning for flere områder i hele landet.
I Samlingshuset blev EU-Domstolens afgørelse fulgt nøje, og mange beboere deltog i diskussioner om de næste skridt. Helle Hansen sagde, at processen fremover skal sikre, at beboernes perspektiver bliver inddraget.
Sagen fortsætter nu ved Østre Landsret, som på baggrund af EU-Domstolens afgørelse skal tage stilling til, om ghettolovgivningen indebærer ulovlig forskelsbehandling.
Du kan læse mere om dommen her
Læs også
▮ Skræppebladets blog,
I kategorierne:
