Familieskolen i Brabrand åbnet på Nordgårdskolen
Forældre tager med deres børn på skolebænken
af Helle Hansen
To rådmænd, en masse kolleger, naboer og familier mødte den. 10. november frem til den officielle indvielse af den nye Familieskolen i Brabrand, som har til huse på den nedlagte Nordgårdskolen. Familieskolen har base i et dejligt lyst klasselokale, som danner rammen om de indskrevne elever og deres familier.
Familieskolen i Brabrand er den tredje af sin slags i Århus Kommune. Og skolen er allerede kommet godt i gang siden åbningen midt i september.
12 uger i skole med mor og far
Familieskolernes formål er at bevare eleven i sin normalklasse og forebygge anbringelser.
Et forløb på en familieskole er på 12 uger. Familierne kommer i familieskolen fire formiddage om ugen, mens barnet i hele forløbet bliver ved med at gå i sin normalklasse om onsdagen.
På skolen understøttes og opbygges forældrenes kompetencer i forhold til deres eget barn gennem familiebehandling. Og de kan med egne øjne få lov til at se, hvordan deres børn fungerer på skolebænken. På den måde får mor eller far bedre indsigt i, hvordan de som forældre kan være med til at gøre en indsats for at hjælpe deres børn og dem selv.
Elever fra tre lokale skoler
Eleverne på den nye familieskole kommer primært fra Tovshøjskolen, Ellekærskolen og Sødalskolen og sammen med Tilst Familieskole dækker Familieskolen i Brabrand i dag hele Socialcenter Vests område.
Ligesom på de andre to familieskoler bliver børnene her i Brabrand i samarbejde med deres forældre hjulpet til at få et bedre liv i skolen. Og når skolen kommer rigtig op at køre, så vil der deltage 10 -12 familier ad gangen på de 12 ugers kurser, som et ophold på familieskolen består af.
Læs også
▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2009-10 December