Livlig debat om 2012-budgetter

Tre beboermøder krævede ændringer i det budgetforslag for 2011, som var udsendt af afdelingsbestyrelsen og boligforeningen

I de fleste afdelinger i Brabrand Boligforening godkendte beboermødet i september det forslag til budget, som var udarbejdet af afdelingsbestyrelsen og boligforeningens administration. Men i tre afdelinger krævede beboermødet ændringer. På Toveshøj skete dette på den måde, at budgetforslaget simpelthen blev nedstemt efter kritik af to poster i forslaget. Udover Toveshøj drejer det sig om Gellerup og Sonnesgården. I disse to afdelinger vedtog beboermødet konkrete ændringer af budgettet.

I Gellerup og på Toveshøj var der tale om huslejestigninger på ca. 7½ % og 7 % – og derfor er det næppe overraskende, at budgetforslagene blev mødt med kraftig kritik. Men desværre er situationen den, at selv med disse stigninger er der tale om meget skrabede budgetter, som kun dækker det allermest nødvendige. En væsentlig del af huslejestigningerne i mange afdelinger skyldes bl.a. stigende ejendomsskatter og aftrapning af støtte. Det skyldes, at boligpolitikken er udformet til gunst for den bedst stillede halvdel af boligejerne og til ugunst for os andre.

Nej til indeksering af henlæggelser

I Gellerup og Sonnesgården sagde man nej til at indeksere henlæggelserne i 2012. Henlæggelserne er vores opsparing til istandsættelser, ny vinduer og køleskabe o.s.v. Disse penge taber værdi, når priserne stiger. Derfor har vi et princip om, at vi hvert år over huslejen indbetaler et beløb, der kan genskabe den fulde realværdi af vores opsparing. Dette beløb beregnes efter et såkaldt byggeindeks.

I Gellerup medfører det en huslejestigning i 2012 på ca. 2 millioner kr.

Man kan diskutere, om vi henlægger for meget eller for lidt. Men i mange afdelinger har vi desværre brug for en del penge i fremtiden, f.eks. til udskiftning af dårlige vinduer. Derfor er der i foreningsbestyrelsen betænkelighed ved at slække på indekseringen. I Holmstrup var der forslag om at nedsætte beløbet, men et snævert flertal forkastede dette forslag. Her forventes betydelige udgifter til vinduespartierne. I Gellerup vil renovering af vinduespartierne koste mere end 800 millioner kr., så selvom Landsbyggefonden forventes at gå ind i den sag, så vil det være klogt at spare noget op.

Istandsættelse ved nyudlejning

På Toveshøj og i Gellerup ønskede man at fjerne udgifterne til istandsættelse af de lejligheder, der fraflyttes og skal udlejes igen. Det er 1,7 millioner kr. i Gellerup og 900.000 kr. på Toveshøj. Også på dette punkt er foreningsbestyrelsen betænkelig ved at spare. Hvis lejlighederne udlejes i dårlig stand, så bliver de sværere at udleje, og det kan give huslejetab.

Desuden kan vi af myndighederne blive pålagt at istandsætte. Så reelt kan der ikke spares penge på den konto. Hertil kommer, at vi har aftalt med Aarhus Kommune, at huslejetabene i Gellerup og på Toveshøj skal dækkes i forbindelse med Helhedsplanen på en sådan måde, at beboerne i Brabrand Boligforening ikke kommer til at betale dette tab over huslejen. Derfor kan vi dårligt træffe beslutninger, der kan forøge huslejetabet.

Når et beboermøde forkaster eller ændrer et budgetforslag, så skal foreningsbestyrelsen tage stilling til sagen. Foreningsbestyrelsen har besluttet, at den ikke kan støtte de ændringer, der blev vedtaget på beboermøderne. Da der således er en uenighed, må vi nu vente på, at Tilsynet – altså kommunen – skal træffe den endelige beslutning om de tre afdelingers budgetter for 2012.

Huslejestigninger er varslet i overensstemmelse med afdelingsbestyrelsernes forslag. Dette har vi gjort for at hindre, at vi senere skal varsle endnu større stigninger. Hvis kommunen nedsætter de varslede stigninger, vil huslejen naturligvis straks blive sat ned.

Og for Sonnesgården gælder det særlige, at boligforeningen vil drøfte en række spørgsmål om budgettet med afdelingsbestyrelsen, og derfor kan der måske findes løsninger, så sagen ikke går til afgørelse i Tilsynet.

Læs også

▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2011-09 November

Rating

Synes du om artiklen?

Hjælp Skræppebladet med at blive bedre - giv en hurtig feedback.

  • Øv - ikke god
  • Nogenlunde
  • OK
  • Cool - god artikel
  • Kan anbefales
Klik på en smiley - du kan skifte mening bagefter.
Kommentar

Deltag i debatten og skriv kommentar som vises til alle

Skriv en kommentar

Denne side:

Kilde

Denne artikel er bragt i
Skræppebladet
2011-09 November side 12
i sektionen Foreningen

forsiden af magasinet 2011-09 November

©Copyright

Skræppebladet har copyright til denne artikel.

Det er ikke tilladt at kopiere eller viderebringe elementer uden skriftlig aftale.

Den eksklusive copyright tilhører de originale bidragsydere fx skribent og fotograf.

Læs mere om copyright på Skræppebladet

Kontakt

Skræppebladet er forenings- og beboerblad i Brabrand Boligforening

Skræppebladet
Kollektivbyen
Gudrunsvej 78, 2.-3.sal
8220 Brabrand

Se seneste kolofon og kontakt redaktionen for nærmere information om denne artikel.

Web-sektioner

Nyheder

Magasin

Aktiviteter

Afdelingerne

Foreningen

Debat

Mine bogmærker

henter data

Mine seneste artikler

henter data