Tunnelen under Silkeborgvej fik nyt liv
Skolebørn fra Sødalskolen og forbipasserende hjalp med at gøre tunnelen syd for City Vest pænere med to vægmalerier, som blev afsløret i Aarhus Festuge
Tekst og foto Helle Hansen
Der var fest og flag og masser af glade ansigter, da der i festugen blev holdt fernisering for to nye vægmalerier i tunnelen under Silkeborgvej.
Skolebørn og forældre, beboere fra Søvangen og tilfældigt forbipasserende var sammen med inviterede fra kommunens Teknik og Miljøforvaltning og Gellerup Sekretariatet med, da forhænget blev strøget, og de to kunstværker blev afsløret.
På den vestlige side af tunnelen har 6.-klasseseleverne på Sødalskolen malet på tre træplader, som er blevet boret op på væggen. Temaet er inspireret af Aarhus Festuges motto ”Tegn på liv – i en ny virkelighed”, og der er både malet robotter og rumraketter.
Graffiti-genbrug
På den anden side af tunnelen er der på tre betonfag blevet malet direkte på væggen af kunstneren Niels Rahbæk, som undervejs fik hjælp af den russiske maler Irina Kazachkova og mange af tunnelens forbipasserende, som var med til at sætte deres præg på værket med pensel og farver.
Den originale graffiti på væggene er nu blevet til en del af maleriet, som forestiller en slags ordleg. Der står ”No parking” med to store røde kryds malet hen over ”No” og ”ing”. Og så er afsnittet med ”park” blevet pyntet med blomster og træer, blade, bier og mariehøner samt en enkelt regnbue.
Pilotprojekt
Festugens male-happening er formentlig kun den første af en række initiativer i tunnelen, hvor der fortsat er masser af betonfag, som kan udsmykkes. Men først skal erfaringer fra pilotprojektet evalueres – og over en uge efter at malerierne var afsløret, hang de fortsat urørte uden hærværk eller ny graffiti, så det tegner godt.
Initiativet er støttet af den lokale Her og Nu-kulturpulje i Gellerup, Sødalskolen og Gellerup Fællesråd. Maling og pensler blev sponseret af Farver i City Vest.
Læs også
▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2013-08 Oktober