Lokale skoleklasser finder mødesteder i Gellerup

Skoleelever laver kunstværker, der skal udsmykke tunnelen under Gudrunsvej

Tekst og fotos Helle Hansen

Når elevernes fliser er helt færdige, kommer de op at hænge i tunnelen under Gudrunsvej bag Gellerup Kirke.

Når elevernes fliser er helt færdige, kommer de op at hænge i tunnelen under Gudrunsvej bag Gellerup Kirke.

Det er en tidlig torsdag morgen i Gellerup uden for kunstplatformen Sigrids Stue, der nu bor lige ved siden af Nordgårdhallen midt i Gellerup. Eleverne fra 5. A på Sødalskolen lytter spændt på kunstneren David Ramirez Gomez, der er i gang med at fortælle om dagens opgave. Foran sig har han et halvt hundrede fliser, der senere på året skal ende som udsmykning i en tunnel i Gellerup.

Dagens opgave går ud på, at eleverne skal ud og finde ting i naturen, som kan lave aftryk i de mange fliser, David har lavet klar til dem. Fliserne skal derefter brændes, og om nogle uger skal eleverne være med til at farvelægge dem med glasur. Så skal fliserne brændes endnu en gang, før de til sidst ender med at være fine små kunstværker.

Kunstneren David Ramirez Gomez fortæller om dagens opgave med at finde ting, som kan lave aftryk i fliserne.

Kunstneren David Ramirez Gomez fortæller om dagens opgave med at finde ting, som kan lave aftryk i fliserne.

Projektet hedder Mødesteder II
Deltagerne er elever fra tre lokale femteklasser, en klasse fra Engdalskolen og to fra Sødalskolen. I løbet af efteråret er klasserne på besøg seks gange i Gellerup. De lagde ud med at være på en vandring i området med kunstner Didde Rose Thomsen og byvandrer Pernille Helberg Stentoft, der de seneste 13 år har arrangeret vandringer blandt andet i Gellerup.

Senere skal eleverne igen møde Didde og lave en kunstworkshop i E&P Huset. Og de skal også på besøg på Brabrand-Årslev Lokalhistorisk Arkiv og Gellerup Bibliotek, hvor de blandt andet skal se gamle arkivbilleder af deres egne skoler og billeder fra dengang, Gellerupparken var helt ny.

Eleverne kom forbi haveforeningen Grønærtens små nyttehave på Dortesvej, hvor de fandt mange spændende ting, der kunne laves aftryk af.

Eleverne kom forbi haveforeningen Grønærtens små nyttehave på Dortesvej, hvor de fandt mange spændende ting, der kunne laves aftryk af.

Fra den 6. til den 18. november kommer elevernes arbejde på udstilling i E&P Huset. Her er alle meget velkomne til at komme forbi og se resultatet.

Til sidst skal alle fliserne hænges op på væggen i tunnelen under Gudrunsvej, hvor der allerede hænger fliser for det først projekt Mødesteder.

Kunstprojektet er blandt andet støttet af Gellerup Kulturmidler, Huskunstnerordningen, Børnekulturhuset Aarhus.




Del eller print denne side:  


Skriv en kommentar til denne side (artikel) LÆS VILKÅR FOR DEBAT


 
 
© 1970-2020
Skræppebladet - E&P Huset - Karens Blixens Boulevard 39 - 8220 Brabrand
| Vilkår for debat | Privatlivspolitik | Kontakt