Repræsentantskabet skal tage sig sammen angående samarbejdet med kommunen

Af repræsentantskabsmedlem Laurits Bloch fra Søvangen

Her i Søvangen står vi over for en større renovering af vore 444 boliger for skønsmæssigt trekvart milliard kroner. Jeg har gennem de seneste ti år fulgt forløbet både af denne opgave og boligforeningens ageren i andre sager og føler anledning til at foretage en art opsummering af noget af det, som jeg har lært herom.

Samarbejdet mellem Aarhus Kommune og Brabrand Boligforening

I Skræppebladets nummer 6 fra oktober 2019 side 10 er en artikel omhandlende foreningsbestyrelsens holdning til at ”Samarbejdet med Aarhus Kommune har udviklet sig negativt”, og i Skræppebladets nummer 11 fra december 2019 side 10 er et læserbrev fra kommunens rådmand for blandt andet boligområdet omhandlende samme emne under overskriften ”Boligforeningens handlinger kan ramme beboerne”.

Ifølge lovgivningen er kommunerne indsat af staten til at varetage styringen af almenboligområdet i kommunen og har også tilsynsforpligtelsen.

Kommunen disponerer direkte over en stor andel af ledigblevne boliger og har indflydelse på den boligtildeling, foreningen selv varetager, og har dermed også afgørende indflydelse på beboersammensætningen. Kommunen medfinansierer nybyggeri og større renoveringer og kan således godkende eller afvise forslag herom fra boligforeningen. Herudover fører kommunen en driftsdialog med foreningen blandt andet for at sikre gennemførelsen af de mellem stat og kommuner aftalte rationaliseringer og huslejereduktioner.

Herudover varetager kommunen en række yderligere opgaver af afgørende betydning for boligforeningen, blandt andet byplanlægning, institutionsetableringer og drift heraf, veje, kloak og vandforsyning og meget, meget mere.

Kommunens interesser for varetagelse af den samlede kommunes vé og vel vil af og til være i modstrid med en boligforenings egne eller lokale interesser. Og for at boligforeningen skal have en chance for at komme igennem med bare nogle af egne synspunkter, er det indlysende, at det kun kan ske i et tillidsfuldt, sagligt og effektivt samarbejde mellem parterne, der respekterer hinandens funktion i samfundet.

udviklingsplanen med beslutning om nedrivninger kunne have taget mere hensyn til boligforeningens interesser, hvis samarbejdet mellem parterne havde været bedre

Ikke godkendt disposition af 108 millioner kroner

Disputten sidste år mellem parterne tog udgangspunkt i et renoveringsprojekt i afdeling 5, Toveshøj. Brabrand Boligforening havde igangsat udførelsen uden forudgående godkendelse fra kommunen som foreskrevet.

Til sidste ordinære repræsentantskabsmøde blev forholdet nævnt. Foreningsledelsen anførte, at sådan havde man gjort i en årrække, så man mente, at der næsten var tale om en anerkendt praksis, en præcedens. Men det anførtes også, at man ikke kunne leve med en ”nul-fejlskultur” i administrationen. Og i øvrigt var kommunen heller ikke fejlfri, idet der var stor træghed med at gennemføre nogle foreskrevne dialogmøder. Boligforeningen har bestilt ”en stor advokatundersøgelse” for at få afklaret, hvad der er gået galt.

Både byråd og Landsbyggefonden har skarpt kritiseret boligforeningens ageren og præciseret, at dokumentationskravene fremover skal efterleves.

Kommuner er også underlagt tilsyn, og en utilstrækkelig efterlevelse af dispositionsreglerne kan antages at kunne medføre indgreb også overfor kommunen.

I yderste konsekvens kan det koste lejerne mange penge, så boligforeningen har ikke andet at gøre, end at boligforeningen fremover efterlever reglerne og holder sin sti ren.

Efterlevelsen af dispositionsregler inden for det offentliges forbrug er en altafgørende del af grundlaget for al offentlig og halvoffentlig virksomhed i landet, så der er for mig at se ingen grund til dårlige undskyldninger, fornærmethed og kostbare advokatundersøgelser, som lejerne også skal betale.
At boligforeningen så i denne forbindelse søger at finde ”hår i suppen” ved overfor lejerne at anskueliggøre en botanisering efter andre fejl i kommunens forvaltning af boligområdet, såsom træghed i dialogmøder og slet skjulte beskyldninger om overdreven magtudøvelse, kan kun virke som barnligt og ganske uegnet til at skabe et sundt samarbejdsklima.

Set i bagklogskabens klare lys mener jeg, at den sidste år vedtagne udviklingsplan med dens beslutning om nedrivninger kunne have taget mere hensyn til boligforeningens interesser, hvis samarbejdet mellem parterne havde været bedre.
Hvor alvorligt kunne kommunen egentlig tage en boligforening, der agerer så dårligt som beskrevet ovenfor?

Gennemsigtighed søges

Rådmanden beklager sig også over mangel på gennemsigtighed, og han anfører, at man bør handle åbent og ærligt.

Hvad præcist det dækker over i samarbejdet mellem kommunen og boligforeningen, fremgår ikke klart for mig.

Men jeg genkender problemet både fra vores repræsentantskabsmøder og i vort samarbejde med foreningsledelsen og administrationen i forberedelsesarbejdet gennem ti år af vort forestående renoveringsprojekt i Søvangen.

Repræsentantskabet bør sikre oprydning og genetablering af et reelt samarbejde mellem Aarhus Kommune og Brabrand Boligforening

Repræsentantskabets ansvar

Repræsentantskabet har som boligforeningens højeste myndighed ansvar for at sikre oprydning og at søge en genetablering af et reelt samarbejde mellem Aarhus Kommune og Brabrand Boligforening.

Disse opgaver bør repræsentantskabet tage i betragtning blandt andet ved behandlingen under de kommende repræsentantskabsmøder af foreningens beretning og valg af formand og bestyrelsesmedlemmer og øvrige dagsordenspunkter.

Det er mit håb, at det lykkes for repræsentantskabet at sammensætte en kompetent bestyrelse, der magter genetablering af dette samarbejde, da det ellers vil se sort ud for boligforeningens fremtid.