Repræsentantskabet skal tage sig sammen angående samarbejdet med kommunen

Samarbejde mellem Aarhus Kommune og Brabrand Boligforening

Tekst Laurits Bloch, repræsentantskabsmedlem

I Skræppebladets nummer 6 fra oktober 2019 side 10 er en artikel omhandlende foreningsbestyrelsens holdning til, at ”Samarbejdet med Aarhus Kommune har udviklet sig negativt”, og i Skræppebladets nummer 8 fra december 2019 side 10 er et læserbrev fra kommunens rådmand for blandt andet boligområdet omhandlende samme emne under overskriften ”Boligforeningens handlinger kan ramme beboerne”.

Renoveringen af A17 i Toveshøj blev forsinket på grund af manglende godkendelse fra kommunen.

Ifølge lovgivningen er kommunerne indsat af staten til at varetage styringen af almenboligområdet i kommunen og har også tilsynsforpligtelsen. Kommunen disponerer direkte over en stor andel af de ledige boliger og har indflydelse på den boligtildeling, som boligforeningen (AARHUSbolig) selv varetager, og har dermed også afgørende indflydelse på beboersammensætningen.

Kommunen medfinansierer nybyggeri og større renoveringer og kan således godkende eller afvise forslag herom fra boligforeningen. Herudover fører kommunen en driftsdialog med foreningen, blandt andet for at sikre gennemførelsen af de mellem stat og kommuner aftalte rationaliseringer og huslejereduktioner.

Desuden varetager kommunen en række yderligere opgaver af afgørende betydning for boligforeningen, blandt andet byplanlægning, institutionsetableringer og drift heraf, veje, kloak og vandforsyning og meget, meget mere.

Kommunens interesser for varetagelse af den samlede kommunes ve og vel vil af og til være i modstrid med en boligforenings egne eller lokale interesser. Og for at boligforeningen skal have en chance for at komme igennem med bare nogle af sine egne synspunkter, er det indlysende, at det kun kan ske i et tillidsfuldt, sagligt og effektivt samarbejde mellem parterne, der respekterer hinandens funktion i samfundet.

Lavpunktet i samarbejdet 2019

Disputten sidste år mellem parterne tog udgangspunkt i et renoveringsprojekt i afdeling 5 Toveshøj til 108 millioner kr.

Brabrand Boligforening havde igangsat udførelsen uden forudgående godkendelse fra kommunen som foreskrevet. Til sidste ordinære repræsentantskabsmøde blev forholdet nævnt. Foreningsledelsen anførte, at sådan havde man gjort i en årrække, så man mente, at der næsten var tale om en anerkendt praksis, en præcedens. Men det anførtes også, at man ikke kunne leve med en ”nul-fejlskultur” i administrationen. Og i øvrigt var kommunen heller ikke fejlfri, idet der var stor træghed med at gennemføre nogle foreskrevne dialogmøder. Boligforeningen har bestilt ”en stor advokatundersøgelse” for at få afklaret, hvad der er gået galt.

i øvrigt var kommunen heller ikke fejlfri, idet der var stor træghed med at gennemføre nogle foreskrevne dialogmøder

Både byråd og Landsbyggefonden har skarpt kritiseret boligforeningens ageren og præciseret, at dokumentationskravene fremover skal efterleves. Kommuner er også underlagt tilsyn, og en utilstrækkelig efterlevelse af dispositionsreglerne kan antages at kunne medføre indgreb også overfor kommunen.

I yderste konsekvens kan det koste lejerne mange penge, så boligforeningen har ikke andet at gøre, end at boligforeningen fremover efterlever reglerne og holder sin sti ren.

Efterlevelsen af dispositionsregler inden for det offentliges forbrug er en altafgørende del af grundlaget for al offentlig og halvoffentlig virksomhed i landet, så der er for mig at se ingen grund til dårlige undskyldninger, fornærmethed og kostbare advokatundersøgelser, som lejerne også skal betale.

Sådan kritik kan fremføres i samarbejdet; men ikke som forsvar for foreningens konkrete dispositionsfejl

At boligforeningen så i denne forbindelse søger at finde ”hår i suppen” ved overfor lejerne at anskueliggøre en botanisering efter andre fejl i kommunens forvaltning af boligområdet, såsom træghed i dialogmøder og slet skjulte beskyldninger om overdreven magtudøvelse.

Sådan kritik kan fremføres i samarbejdet; men ikke som forsvar for foreningens konkrete dispositionsfejl, da det kan fordrejes til, at boligforeningen indtager en lidt barnlig ”gengældelses-attitude”, der ikke fremmer et respektfuldt syn på boligforeningen.

Ghettolov og udviklingsplan

At disputten tidsmæssigt faldt sammen med forhandlingerne om den i 2019 vedtagne udviklingsplan, kan have været uheldigt. Folketinget havde vedtaget ”Ghettoloven”, der omhandlede almenboliger i de særligt belastede boligområder.

Kommunen blev pålagt, at et antal familieboliger i blandt andet to af afdelingerne i Brabrand Boligforening skulle skæres ned, og at der blev vedtaget en udviklingsplan herfor. Aarhus Kommune tvang boligforeningen til at tilslutte sig en plan, der gik videre end lovgivningen krævede. Der skal nedrives mange flere boliger, end man behøvede efter lovgivningen, og langt flere familier end nødvendigt skal derfor tvangsflyttes. Via lejernes opsparing i Landsbyggefonden påføres lejerne en unødvendig udgift på en hel del millioner, der ellers kunne være brugt samfundsmæssigt fornuftigere.

Der skal nedrives mange flere boliger, end man behøvede efter lovgivningen

Herudover sker der med nedrivningen af de rimeligt sunde boligblokke et stort offentligt værdi-spild.

I kraft af sin lovgivne magtposition tvang kommunen boligforeningen til at acceptere planen, da en afvisning af planen kunne få værre konsekvenser for boligforeningen og også samfundsøkonomien. Boligforeningen brugte rigtigt mange kræfter på gennem forhandlinger på yderst saglig måde at formå kommunen til at gøre udviklingsplanen mindre urimelig; men forgæves.

Set i bagklogskabens klare lys: Såfremt samarbejdsforholdet mellem kommune og boligforening havde været ideelt, kan det ikke udelukkes, at foreningen i forhandlingssituationen kunne være kommet igennem med flere af sine synspunkter.

Repræsentantskabet stemte sidste år, med et snævert flertal, ja til udviklingsplanen for Gellerup og Toveshøj.

Repræsentantskabets ansvar

Repræsentantskabet har som boligforeningens højeste myndighed ansvar for at sikre oprydning og at søge en genetablering af et reelt samarbejde mellem Aarhus Kommune og Brabrand Boligforening.

Disse opgaver bør repræsentantskabet tage i betragtning blandt andet ved behandlingen under de kommende repræsentantskabsmøder af foreningens beretning og valg af formand og bestyrelsesmedlemmer og øvrige dagsordenspunkter.

Det er mit håb, at det lykkes for repræsentantskabet at sammensætte en bestyrelse, der bedre magter en effektiv og sikker ledelse og et respektfuldt samarbejde, da det ellers vil se sort ud for boligforeningens fremtid.