Mad og fællessang på Fredspladsen

Liv Stenstrup fra Skovgårdsparken får varm
suppe serveret.
tekst og foto Helle Hansen
Hvis temperaturen kun er nogle få grader over frysepunktet, så kan man godt synge sig til varmen, og hvis ikke det virker, så kan man helt sikkert få varmen af at spise en dejlig skål varm linsegrød med godt med kokosmælk i. Det kunne de fremmødte på Fredspladsen konstatere, da der sidste onsdag i måneden blev taget hul på et nyt initiativ, der hedder ”Spis og Syng”.
Det er Gellerup Kirke og Livsværkstederne, der er resten af året inviterer på fællesmad og fællessang hver den sidste onsdag i måneden fra kl. 13.00-14.30, undtaget er juli og december.
Måltidet er lavet af Gellerup Kirke og serveres fra en store gryde, der hænger over et bålfad, som man så også kan lune sig ved. Musikken bliver leveret af kirkemusiker Martin Hornstrup, som drysser sange over arrangementet i løbet af den halvanden time, det varer.
Livsværkstedernes Social Drive Out er også på pladsen med vognen fuld af kaffe, te, kager, boller og andre gode ting, som man kan fylde maverne med.
I det kølige vejr var der mulighed for de forfrosne at fortrække ind i Grundtvigssalen på Gellerup Højskole, og for at de ikke skulle gå glip af fællessangen, blev en enkelt sang sunget indenfor.
Næste Spis og Syng-arrangement er onsdag den 22. februar kl. 13.00 – 14.30.

De forfrosne fortrak ind på højskolen.

Kirketjener og kok Jürgen Schulze varmer suppen over bål.

Social Drive Out er på Fredspladsen hver onsdag.

Fællessangen på pladsen synges med bevægelse for at holde varmen.
Læs også
▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2023-01 Februar

