Nye tider på Skræppebladets redaktion
I 2025 holder Skræppebladet åbent på redaktionen hver anden torsdag
af Helle Hansen, redaktørteamet
Skræppebladets redaktion fik kort efter sommerferien at vide, at budgettet til produktionen af beboerbladet i 2025 vil blive forøget. Det skete, efter et flertal i foreningsbestyrelsen fulgte en opfordring fra boligforeningens repræsentantskab om at hæve beløbet til den beboerdrevne redaktion.
Det højere budget sikrer, at Skræppebladet i 2025 kan udkomme i syv trykte udgaver i et oplag, der er tilpasset ønskerne i de enkelte afdelinger.
Bladet vil også udkomme elektronisk på hjemmesiden og som en PDF, der kan læses på skærmen hos de beboere, der måtte ønske det.
Der vil desuden være råderum til, at Skræppebladets redaktionssekretær, Elsebeth Frederiksen, kan øge sit timeantal, hvilket giver mulighed for at få hjælp til at skrive artikler og indlæg til både bladet og hjemmesiden.
Åben redaktion fra 23. januar
Som et nyt initiativ har den beboerdrevne Skræppe-redaktion planlagt, at der i 2025 skal være åbent på redaktionens kontor hver anden torsdag – i lige uger – fra klokken 16 til 17.30. Kontoret ligger på 3. sal i Kollektivbyen, over det gamle Gellerup Bibliotek, Gudrunsvej 78.
Værelse nummer 29 er redaktionssekretærens arbejdsplads, og her er også plads til, at redaktionsmedlemmer og andre, der gerne vil have noget med i bladet eller på internettet, kan kigge forbi og aflevere indlæg.
Skrivelørdage rundt omkring
Skræppebladet er både et beboer- og foreningsblad, og redaktionens medlemmer vælges på afdelingernes beboermøder. Der er ikke krav om, at man skal kunne skrive, men man skal have lysten.
Fremover håber redaktionen også at kunne få almindelige beboere til at skrive om stort og småt. I den forbindelse vil der halvårligt blive holdt skrivedage rundt i afdelingerne, hvor beboere bliver inviteret til at komme og få tips til skriveprocessen. Hvis man slet ikke har mod på selv at skrive, kan redaktionssekretær Elsebeth Frederiksen hjælpe med at få ordene ned på papir.
Flere platforme på vej
I dag udkommer Skræppebladet både på tryk og digitalt, og så har bladet en hjemmeside. Derudover udsendes et nyhedsbrev, og Skræppebladet er også at finde på Facebook og Instagram.
På sigt vil redaktionen gerne begynde at fortælle historier om livet i boligforeningen med små videofilm, der kan lægges på nettet. I dag kan alle hurtigt lære at lave små videoer på mobiltelefoner, og små film kan være en god måde at formidle mange aktiviteter, der foregår i afdelingerne.

Mød Skræpperbladets redaktionssekretær Elsebeth Frederiksen på kontoret torsdag i lige uger.
Læs også
▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2024-07 December

