Film optaget på Gellerup Museum havde premiere i Øst for Paradis
Gellerup Museum var en synlig kulisse i filmen
Af Elsebeth Frederiksen Fotos fra optagelser af Mathias Stephansen

Der var både genkendelige omgivelser og stor applaus, da kortfilmen Den Røde Tråd havde premiere ved en særvisning i Øst for Paradis den 2. maj. Filmen er blandt andet optaget på Gellerup Museum og i opgangen på Gudrunsvej 16, hvilket giver fortællingen en tydelig lokal forankring.
I efteråret 2025 var der livlig aktivitet omkring Gellerup Museum, hvor dele af filmen blev optaget. For lokale beboere vil omgivelserne være lette at genkende – fra udsigten fra altanen til de karakteristiske 1970’er-møbler, som er med til at skabe filmens autentiske stemning.
Instruktør Oskar Hammar Linnemann fortalte efter visningen, at valget af lokation havde stor betydning for filmen: ”Vi var glade for at få lov at bruge Gellerup Museum, for det har den helt rigtige stemning. Det var helt sikkert ikke blevet den samme film, hvis det var optaget et andet sted.”
En fortælling om vrede og tilgivelse
Den Røde Tråd følger Harald, spillet af Lars Bom, der opsøger sin datters opgang, efter hun har aflyst et møde med ham. På vej gennem opgangen møder han forskellige mennesker og situationer, som spejler hans eget liv og de konflikter, han bærer rundt på.
Filmen tager fat på temaer som vrede, skyld og relationer mellem forældre og børn. Undervejs møder Harald blandt andet en lille dreng med et blåt øje, et kærestepar præget af psykisk vold og en ældre dement kvinde, som bor i lejligheden på Gellerup Museum. Samtalen med hende bliver et afgørende øjeblik i fortællingen.
Instruktøren og manuskriptforfatterne har arbejdet sammen med organisationen Dialog Mod Vold for at sikre en troværdig skildring af mænds følelsesmæssige udfordringer og vold i nære relationer.

Stor respons fra publikum
Efter visningen kvitterede publikum med stor applaus, og særligt ét citat fra filmen skabte tydelig resonans i salen: ”Det er for sent at ændre fortiden, men måske kan du blive en, man kan tilgive.”
Lars Bom leverer en sårbar og intens præstation som Harald, og filmen formår på blot 18 minutter at fortælle en historie med både følelsesmæssig tyngde og social relevans.

Læs også
▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2026-02 Maj

