Borgerportal fejrer sig selv
Med en stor fest i Globus1 på torsdag den 13. december vil borgerportalen i Århus Vest markere, at projektets borgerjournalister har gennemført tre måneders forløb. Ved festligheden vil borgmesteren uddele diplomer til borgerjornalisterne, som vil vise Århusvest.dk på storskærm. Der er også underholdning fra ungdomsteateret Forskellighed og den lokale rapper Negash Ali.
Det er første gang i danmarkshistorien, at der er uddannet borgerjournalister i et millionprojekt, og Århus Vest har som det første sted i landet uddannet borgerjournalister til at varetage formidlingen på portalen for bydelen, der inkluderer Gellerup og Herredsvang.
Det er planen, at der efterfølgende skal uddannes flere borgerjournalister og oprettes portaler for andre bydele i Århus, som også er “trætte af den overvægt af negative historier, der ofte fortælles i pressen”, som det fremgår af pressemeddelsen fra projektet i anledningen af festen. Her fortælles også at det er foreningslivet, der har skaffet midler til at oprette sin egen nyhedsformidling.
Projektet støttes med i alt 2,7 milioner kroner, der især kommer fra Det boligsociale Fællessekretariat, der bestyrer mange millioner fra Landsbyggefondens ghetto-pulje. Projektet er også støttet af Urbanprogrammet, der snart er lukket ned, og af Integrationsministeriet.
Program:
Kl. 14: Borgmester Nicolai Wammen uddeler diplomer
Kl. 14.30 Ungdomsteatret Forskellighed
Kl. 15 Borgerjournalisterne arbejder på storskærm
Kl. 15.15: Kaffe, kage og sodavand
Kl. 15.30 Afsløring af HAVA-projektets filttæppe
Kl. 15.45 Rapperen Negash Ali
Kl. 16.30 Afsløring af vinder i fotokonkurrence
Kl. 17 Slut for arrangementet
Dette indlægs illustration er arkivtofo fra borgmesterens første besøg på projektet hvor borgerjournalister interviewer ham om bl.a. helhedsplan, byens udvikling og borgerindflydelse.
Hjemmeside for Århusvest.dk: http://aarhusvest.dk
Læs Skræppebladets blog om borgerjournalistik, aarhusvest.dk, Nicolai Wammen.
Læs også
▮ Skræppebladets blog,