Håb om mere alment nybyggeri


Lovændring på vej: De seneste fem år er der næsten ikke påbegyndt alment nybyggeri. Niveauet er sunket til det lavest i 38 år, bl.a. fordi det har været svært at opføre almene boliger under det minimumbeløb pr. kvadratmeter som er fastsat af Folketinget.
I går indgik Regeringen, Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre en aftale, som forhåbentlig sætter gang i byggeriet af 4-5.000 nye almene boliger om året. Lovforslaget forventes vedtaget snarest, så de nye regler kan gælde fra 1. juli.

Velfærdsminister Karen Jespersen, som også er minister for de almene boliger, er tilfreds. Hun er tidligere blevet kritiseret af bl.a. Boligselskabernes Landsorganisation (BL) for at sætte en stopper for alment boligbyggeri, og var glad for at præsentere aftalen, som hun mener også kan give boliger med en husleje, der er 1.000 kr. billigere om måneden.

“Den del af byggeriet, som kommunerne skal betale, grundkapitalen, bliver sat ned fra 14 procent til 7 procent, oplyser ministeren. Samtidig hæves loftet for, hvor dyrt det må være at bygge en kvadratmeter almenbolig. Loftet har betydet, at det var svært at få pengene til at slå til i områder med høje grundpriser. Endelig lægges der mere ansvar for byggeriet ud i det lokale område,” skriver Jyllands-Posten efter oplysninger fra Ritzau.

Det forlyder indtil videre ikke nærmere om, hvordan huslejen kan blive billigere, når kommunerne indskyder færre penge, når kvadratmeterprisen øges og der som følge af Regeringens forårspakke er blevet pålagt moms ved salg af byggegrunde.

LÆS MERE:
Hjemmeside for Jyllands-Posten: http://jp.dk
Nu skal der bygges almene boliger

FOTO: Karen Jespersen – Pressefoto fra Velfærdsministeriet

Blogartiklen er oprettet: 27. mar 2009


Del eller print denne side:  


 
 


Blog-arkiver: 2007 | 2008 | 2009 | 2010 | 2011 | 2012 | 2013 | 2014 | 2015 | 2016 | 2017 | 2018 | 2019 | jan | feb | mar | apr | maj | jun | aug | sep | 
© 1970-2019
Skræppebladet - E&P Huset - Karens Blixens Boulevard 39 - 8220 Brabrand
| Vilkår for debat | Privatlivspolitik | Kontakt