1001 blog-artikler på Skraeppebladet.dk
Du læser netop nu Skræppebladets blog-artikel nummer 1001. I løbet af cirka to år har skribenter på Skræppebladets blog-redaktion rapporteret om stort og småt, sat debat i gang og suppleret det trykte månedsmagasin* med dagsaktuelle nyheder.
Blogredaktionen er en mindre gruppe end redaktionen for det trykte magasin. Der er selvfølgelig gengangere mellem grupperne, men en del skriver kun på bloggen.
Det er gruppernes størrelse taget i betragtning ikke overraskende, at der i samme periode er udgivet flere magasin-artikler end blogindlæg.
Tak til skribenter
Det er en note værd, at vi har rundet de tusinde blog-indlæg. De mest aktive blogskribenter har leveret flere hundrede indlæg, så stor tak til alle.
Også tak til de mange, som har kommenteret Skræppebladets artikler, hvor det især er aktuelle blog-indlæg, der får en sætning eller to med på vejen.
Skræppebladets blog er vigtig for Skræppebladets hjemmeside, for oftest er det en blog-nyhed der trækker internet-læsere til, og typisk bliver læserne hængende for at se lidt mere. Dette fremgår af Googles statistik for Skræppebladet.
Skræppebladets internetlæsere bor især i de områder, hvor Brabrand Boligforenings afdelinger ligger. Dermed er der ualmindelig god geografisk match mellem internetbrugere og beboerbladets målgruppe.
Måned for måned stiger antallet af besøgende og fremviste sider på Skræppebladets hjemmeside. Læs mere i det kommende nummer af Skræppebladets, der udkommer omkring 1. november. Du kan også kontakte webmaster for nærmere tal og statistik.
*) Skræppebladet udkommer 10 gange om året. Hver måned omkring den første undtaget januar og august.
Læs også
▮ Skræppebladets blog,