Unge i Gellerup skal ind i kampen
Et nyt idrætsprojekt i Gellerup skal få unge mellem 10 og 24 år, som ikke allerede er medlem af en idrætsforening, ind i foreningslivet og ud på banerne for f.eks. at sparke fodbold. Det to-årige sociale idrætsprojekt forventes at kunne samle 400 børn og unge i Gellerup-området, hvor også forældrene inddrages, så de lærer den danske foreningskultur at kende og aktivt kan støtte deres børn.
Projektet hedder “Kom nu ind i kampen”, og er startet af lokale unge gennem Somali Community. Kulturministeriet og Velfærdsministeriet har støttet projektet med til sammen 660.000 kr.
“Der har jo været mange idræts- og sociale projekter i Gellerup. Men de har været en bombe under de etablerede foreninger, for de har tilbudt gratis idræt og samvær, og de har på den måde trukket børn og unge fra foreningerne. Sådan vil vi ikke gøre,” siger en af initiativtagerne, Mohamed Suleban fra Somali Community ifølge Århus Stiftstidende.
Ideen er tvært imod at sluse unge ind i eksisterende idrætsforeninger.
Startskud i vinterferien
Allerede i vinterferiens første weekend 7. – 8. februar indleder 30-40 børn og unge projektet med billard, bordtennis og hygge i Tovshøjskolens ungdomskole, hvor projektet låner lokaler.
“Siden kommer der fodbold, basketball og håndbold på programmet, og det bliver i Globus1, på Tovshøjskolens baner og i Vibyhallen for de ældste,” oplyser Stiften.
Tidligere klubleder i Gellerup, Anders Glahn, der nu er fritids- og ungdomskonsulent, er også glad for projektet. Han synes, det er flot, at unge fra området selv har taget initiativet, i modsætning til de mange projekter, der er kommet udefra.
Læs mere:
Unge starter socialt idrætsprojekt i Gellerup: http://stiften.dk/apps/pbcs.dll/article?AID=/20090205/AAS/99940802
Hjemmeside for Århus Stiftstidende: http://stiften.dk
Læs også
▮ Skræppebladets blog,