Politi og kommune bag nyt ungdoms-team for Gellerup og Holmstrup

Østjyllands Politi og Århus Kommune er gået sammen om at etablere et ungdoms-team, der med fysisk base i Gellerup skal bekæmpe kriminalitet blandt de 14-18-årige.

Det nye team kaldes fælles Youth Offending Team (YOT), og kommer til at bestå af medarbejdere på tværs af myndigheder og afdelinger.
Indsatsen bygger videre på det eksisterende SSP-samarbejde (skole, sociale myndigheder og politi), der fortsætter uændret. Teamet dækker boligområderne Gellerupparken, Bispehaven og Holmstrup.

Arkivfoto af Ulrik Ricco Hansen

Arkivfoto af Ulrik Ricco Hansen

Hurtig, koordineret indsats
“Den hurtige og koordinerede indsats er afgørende, når vi skal stoppe ungdomskriminaliteten. Det viser både undersøgelser og erfaringer. Derfor giver det god mening at politi og kommune går sammen i en ny enhed. Vi skal sætte mere effektivt ind over for den enkelte unge, der er på afveje. Både af hensyn til samfundet og den unge selv,” siger politidirektør Jørgen Ilum ifølge politiets hjemmeside.

Forskellige medarbejdere
Målgruppen er unge mellem 14 og 18 år, der har begået førstegangskriminalitet, gentagen alvorlig kriminalitet, personfarlig kriminalitet, eller som medvirker til at anstifte uro.
Teamet sættes sammen af en politibetjent, 2-3 socialarbejdere, en UU-vejleder (Ungdommens Uddannelsesvejledning) og en PPR-medarbejder (pædagogisk, psykologisk rådgivning). Jobcenter Vest tilknyttes i forhold til beskæftigelsesindsatsen.

Bøller tilbage på sporet
“Uddannelse er vejen ud af kriminalitet. Derfor er det vigtigt, at vi fastholder de unge kriminelle i skolen, og det kræver en helhedsindsats mellem skole, politi og sociale myndigheder. Youth Offending Team skal gøre det nemmere at få de unge bøller tilbage på sporet,” siger Rådmand for Børn og Unge, Jacob Bundsgaard Johansen ifølge kommunens hjemmeside.

London-model
YOT etableres efter inspiration fra den såkaldte London-model, hvor myndighederne har gode erfaringer med at organisere indsatsen mod ungdomskriminaliteten i Youth Offending Teams.
Viften af redskaber dækker blandt andet:

  • Konfliktråd, hvor offer og gerningsmand mødes under tilstedeværelse af neutral mægler
  • Skadeudbedring, hvor gerningsmand indvilger i fx afvaskning af graffiti
  • Mobil misbrugsbehandling, så kriminelle med misbrugsproblemer får let adgang til behandling i nærmiljøet
  • Kognitive adfærdsprogrammer, fx undervisning i at kontrollere sin vrede (anger management)
  • Ungdomskontrakter, som vil blive brugt i videst mulig omfang efter gældende lovgivning

Læs mere:
Hjemmeside for Østjyllands Politi: http://www.politi.dk/Oestjylland
Politi og kommune går sammen i nyt unge-team

Hjemmeside for Århus Kommune: http://aarhuskommune.dk
Politi og kommune går sammen i nyt unge-team

Blogartiklen er oprettet: 04. feb 2010


Del eller print denne side:  


 
 


Blog-arkiver: 2007 | 2008 | 2009 | 2010 | 2011 | 2012 | 2013 | 2014 | 2015 | 2016 | 2017 | 2018 | jan | feb | mar | apr | maj | jun | aug | sep | okt | 
© 1970-2018
Skræppebladet - E&P Huset - Karens Blixens Boulevard 39 - 8220 Brabrand
| Vilkår for debat | Privatlivspolitik | Kontakt