Kan du stave til 50?

Skræppebladets sommerindlæg er blandt andet en lille serie om at stave korrekt ifølge retstavningsordbogen
Skal du skrive “50 års jubilæum” eller er det bedre at skrive “50-årsjubilæum”? Læs svaret her

Skræppebladets kontor i Gellerup Museum er ferielukket, og det meste af redaktionen er taget på ferie. Men frivillige passer butikken, og du kan som altid indsende indlæg til Skræppebladet.

I ferietiden vil frivillige underholde med at par artikler, og den første om svære ord kommer her:

Kan du stave til.. jubilæum?

Nu er det de færreste, der har problemer med at stave til jubilæum, fødselsdag eller bryllup. Så længe der kun er en af slagsen, eller det er først, er det nemt nok.
Men hvad sker der, når det gentages? Eller når vi vil fortælle, hvor længe siden det er siden første gang?

Bryllup
I dansk retskrivning vil vi gerne lave sammenhængende ord, når der kun er én betydning. Derfor skriver vi fx guldbryllup og ikke guld bryllup, hvor det sidste er svært og mystisk at læse.
Eksempel: De har været gift i 50 år og kan derfor fejre guldbryllup.

Fødselsdag
Når en person fylder år skriver vi fødselsdag og ikke fødsels dag – sidstnævnte er dog den konkrete dag i det konkrete år, hvor personen blev født, og den findes der kun en af. Hvorimod fødselsdag – det er der hvert år.

År
Nu kommer så det svære. Det med at angive år. Er det et eller flere ord?

Første eksempel: En person fylder fem år. Hedder det så fem års fødselsdag? Eller hedder det femårsfødselsdag?
Svaret kan være svært at regne ud: Har personen haft fødselsdag i fem år? Eller har personen en særlig dag som er femårsfødselsdag? Ja, når man ser sådan på det, er det jo kun det sidste som er rigtigt. Og derfor også det eneste som kan findes i retskrivningsordbogen

Nu gælder det – kan du?
Andet eksempel: Skræppebladet blev udgivet første gang i 1970. I år (2020) kan bladet fejre:
A: 50 års jubilæum
B: 50-års jubilæum
C: 50-årsjubilæum
Her er det svært. Og mange andre har anvendt alle tre stavemåder.
Kan alle bruges? Nej, kun en stavemåde er rigtig.

Lad os se om vi kan regne ud, hvad der er rigtig, ved at udskifte ordet “jubilæum” med fx “tortur”
A: 50 års tortur
B: 50-års tortur
C: 50-årstortur
Ja her er det i hvert fald ikke mulighed A. Der er ikke tale om noget der er foregået uafbrudt i 50 år (hverken tortur eller jubilæum).
Mulighed C ser rigtig ud: noget der sket i anledning af at der er gået 50 år.
Men hvad med mulighed B? Er den ikke lige så god som C?
Den gode forklaring er måske lidt uklar. Men hvad menes der med 50-års x? Er det noget der er sket i 50 år eller er det noget der sker i anledning af at der gået 50 år?
Retskrivningsordbogen har kun et svar: Ligesom femårsfødselsdag skal være i ét ord: 50-årsjubilæum (eller halvtredsårsjubilæum)

Skriv til bladet
Skræppebladet staver ikke altid korrekt. Vi får tekster fra et hav af kilder og ikke alt er gennem årene rettet til.
Men sender du noget nyt ind – så stav korrekt. Det vil Skræppebladet og alle bladets læsere sætte pris på.

Blogartiklen er oprettet: 15. jul 2020


Del eller print denne side:  

Skriv en kommentar til denne side (artikel) LÆS VILKÅR FOR DEBAT


 
 


Blog-arkiver: 2007 | 2008 | 2009 | 2010 | 2011 | 2012 | 2013 | 2014 | 2015 | 2016 | 2017 | 2018 | 2019 | 2020 | jan | feb | mar | apr | maj | jun | aug | 
© 1970-2020
Skræppebladet - E&P Huset - Karens Blixens Boulevard 39 - 8220 Brabrand
| Vilkår for debat | Privatlivspolitik | Kontakt