Gys og gæk

Om novembers traditioner: Halloween, Alle Helgen og Mortens Aften

November er måneden for fejring af to helligholdelser med vidt forskellig baggrund og indhold. “Halloween” som i nutidig form er med amerikanske traditioner, og “Mortens aften” som har historiske rødder i social samvær efterfulgt af en kirkelig festdag. I deres oprindelse har de fælles ligheder i begrebet tro.

Dæmonernes nat

I Rougsø Herred på Søndre Djurs, tæt op ad Randers Fjord, rejser en granbevokset bakke “Svends Høj” sig op fra det omliggende hedelandskab.

Ved foden af bakken kiler en smal sti sig ind og danner en mindre kløft i landskabet. Her herskede i århundreder frygt for overtro og overfald. Man sagde, at landevejsrøvere huserede og spøgelser viste sig som uheldsvarsler.

Om det kunne en overlærer fra Fausing berette i 1910: “Det var den 31. oktober, nær midnat. Jeg var på vej hjem på min cykel. Natten var kold og – uhyggesvanger – stille, som ladet med isnende elektricitet. Da jeg nærmede mig “Svends Høj”, fyldtes mit sind med en fornemmelse af noget udefinerbart, ulykkesvangert, som jeg ikke kan forklare. Det spøgelsesagtige månelys blandet med min cykellygtes kastede sære skygger, der syntes at trække lange kroppe efter sig. Jeg rystede et par gange på hovedet, for at overbevise mig selv om, at der intet overnaturligt var ved “Svends Høj”.

peter-kjellerup.jpg

Det var bare sagn og folkesnak, og alligevel kunne jeg ikke finde nogen naturlig forklaring på en kold følelse som greb mig, følelsen af noget truende ondt. Måske var der alligevel noget om snakken. Pludselig, som jeg næsten var forbi “Svends Høj”, hørte jeg et langtrukkent s-s-s-s-s-s-s, og ud fra højens skygge, formede en tågelysende skikkelse sig. Hvad i alverden er det?. Skikkelsen nærmede sig mig, svævende som båret af vinden. Jeg var som låst fast til stedet. Da skikkelsen var få meter fra mig, så jeg det var en menneskekrop uden hoved. Hovedet bar det i hænderne, og det hoved viste et blodigt ansigt så gennemsyret af ondskab, at jeg aldrig vil kunne fortrænge det. Øjnene var åbne, rullende i de forvrængede ansigtstræk, og jeg genkendte fra min tidlige ungdom Ole Berggren, karlen på Holbækgård, som blev dømt for et meningsløst jalousimord og halshugget og begravet netop på “Svends Høj” 9. marts 1859.

Da den grusomme skikkelse var næsten henne ved mig, opløstes den, og luften genvandt den kølige ro, som var før jeg nåede højen. Dybt rystet nåede jeg mit hjem, og fik skiftet mit svedige tøj. Men Ole Berggrens fortrukne ansigt kan jeg ikke slippe af med, og i al fremtid vil jeg hellere køre en omvej, end igen passere forbi “Svends Høj”. Ugedagen efter var overlæreren ude for et trafikuheld, som nær havde kostet ham livet.

Bøde for gravfredsforestyrrelse

Natten til 1. november – en nat overlæreren fra Fausing aldrig skulle glemme – er oprindelig natten for okkulte tilbedelser, påkaldelse af hekse, underjordiske skabninger og fremmaning af Djævelen til at fjerne de onde ånder, som kan forhindre, at efterårets sidste høst kan komme sikkert i hus. Det er også den nat i året, hvor påkaldelse og møder med de forlængst afdøde er størst, som man kunne læse det i BT 24. november 1972 under overskriften “Fik bøde for at fremmane spøgelse” Historien foregår i England, natten til 1. november. En politisergent Ernest Bergenthal er på patrulje i Konkhen Hadley, da han oplever noget højst sælsomt, Ved indgangen til kirkegården ser han en barfodet mand i en gul kappe stå på en gravsten i en kreds af levende lys. Upåvirket af nattekulden og de uhyggelige omgivelser peger han med en trækniv mod hjertet af en ung kvinde, klædt helt i sort.

Bergenthal afventer i dybeste stilhed det videre forløb indtil kirkeuret slår tolv, og den kappeklædte mand ved det sidste klokkeslag, hæver kniven. Så griber han ind. Han arresterer parret, som viser sig at være formanden for det britiske okkulte selskab David Farrent og Victoria Jerving. De havde, forklarede de senere i Retten, forsøgt at fremmane genfærdet af en for længst afdød sørøver, som ifølge det lokale sagn skulle vise sig på netop den nat og ved juletid.

For den særegne forklaring idømte Retten i Barnet parret hver en bøde på 160 kr. plus et tilsvarende beløb i sagsomkostninger for at forstyrre gravfreden. Nu foregik dette i England. Det kunne lige såvel være hændt i Skotland eller Irland, hvor det i århundreder har været skik at bruge natten op til 1. november til okkulte excesser.

Halloween

I Skotland fejrede kelterne omkr. Kristi fødsel Nytårsaften den 31. oktober og 1. november som første dag i vinterhalvåret med bålafbrændinger for at jage mørkets magter væk, beskytte markens kvæg og får fra vinterdæmonernes kræfter og afgrødernes sikre transport i hus.

Det navn vi bruger i dag “Halloween” – ( “All-Hallows- Eve” = “Alle Helgens Aften”) – oprindelig fejret som et soningsritual sammen med “Beltanedyrkelsen”, stammer fra Skotland. Med tiden gik det okkulte over i det mere frivole.

I Middelalderen tog almuen både i England og i Skotland “Halloween” – varsler om fremtiden, ægteskaber, held, helbred og død. Unge par samledes til forskellige lege for at finde frem til, hvem af dem, der ville blive gift i løbet af året, og i hvilken rækkefølge, og det endte gerne i en slags gemmeleg i en lade, hvor de ved magiske formularer, som “Hampefrø jeg sår, hvem vil blive min mand, lad ham komme og høste” skulle møde en åndelig genspejling af deres fremtidige ægtefælle, og da skete det, at den, som kom og “høstede” var mere dødelig end den formularen skulle trylle frem.

En anden munterhed var, at den som med sine læber uden tændernes hjælp kunne fiske et æble og en sixpence op ad en balje vand, eller spidde et æble med en gaffel uden hænders hjælp var bestemt til et heldigt år. Disse lege, som oprindelig var af åndelig og symbolsk betydning, er i dag overtaget af de børnelege med konkurerende udklædninger og sange, som vi kender dem i dag.

Samain

Næsten tilsvarende i Skotland fejrede irerne i hele den førkristne tid vinterhalvårets komme. Man festede fordi høsten var kommet i hus, nu hvor de mørke tider tog over i naturen, og man sagde farvel til sommeren “Summers End” = “Samain”. Men man frygtede også, som overtroiske mennesker, at de underjordiske og genfærdene ville dukke op. Derfor indsamlede man, som noget af det sidste arbejde på markerne, alle de roer man kunne bære. Dem bragte man skyndsomst hjem og udhulede, for at sætte levende lys i dem. Det skulle både give varmen og lyse op til skræk for de onde magter.

Da kristendommen trængte frem i Irland omkr. år 430, erstattedes “Samain”-festen af den katolske “Alle Helgen”, og “Alle Helgensaften” blev nu en fest for de afdøde venner og familiemedlemmer. Det okkulte fra “Samain”-festen blev fortrængt, ja man kan sige “landsforvist, for da irerne i midten af 1600-årene begyndte en immigrationsbølge vestpå til USA tog de “Samain”-kulturen med sig. Ovre i staterne blev den modtaget som med så meget andet nyt, overvældende.

Der var bare lige det ved det, at nu var det ikke roer man havde så mange af derovre til “oplyst” tryghed. Man måtte prøve med græskar. De var store, flotte og runde og lette at udhule, og disse græskarhoveder blev hurtigt populære som “Jack-OLantern”.

Jack-o-lantern

Det var dog ikke irerne og skotterne som står alene med æren for “Halloween”, sådan som vi kender den idag. Det er faktisk englænderne som startede disse mange skikke og traditioner uden de dog er forbundet med mørk overtro.

I det nordlige England er 31. oktober en slags “ulykkesnat”, og på denne nat fortæller et sagn, at en nattevægter ved navn Jack havde fået forbindelse til Fanden, og under et ophold hos ham i Helvede havde han narret ham i spil. Dette havde gjort den onde så rasende, – “dårlig taber” – at Jack fik sparket og totalforbud mod at vise sig i Helvede igen efter sin død, og Fanden havde oveni bortvisningen kastet en ildglød fra Helvede efter ham. Men det bekymrede ikke Jack.

Han fandt en roe, som han udhulede og satte ildgløden i til at lyse for sig, og med den er han som hvileløs sjæl forbandet til at vandre rundt uden ophold til evig tid. At Jack er medvider til den meget tant og fjas, som udfoldes på den sidste aften i oktober, er der mange englændere, som er overbeviste om.

De mange løjer, som udspillede sig tidligere på den aften er med tiden blevet grovere. Nu kan man opleve, at de unge mænd forgriber sig på andres ejendele, smadrer skure og udhuse og knuser ruder, hvor de kommer forbi, mens børnene – mere og mindre under opsyn drager rundt fra hus til hus med “tiggerformularen”: “Vi vil ha´slik eller I får ballade”. Men balladen bliver yderst sjældent udført.

Den skandinaviske forbindelse

Den mørke overtro bag kelternes fejring af Halloween optræder også i Skandinavien. I Finland festede man allerede langt tilbage i tiden for de døde. Man modtog de afdødes usynlige sjæle med stor højtidelighed. Husværten iførte sig sit fineste stadstøj for dem, lukkede husets døre op, og stod andægtigt med blottet hoved, mens genfærdene drog ind.

I stuen var bordet dækket med det allerfineste stel, og alle de levende fjernede sig for at de afdøde kunne spise i ro, og senere vaske sig i badstuen. Når det var afsluttet førte værten dem igen ud med stor ærbødighed og tog afsked med dem med et drikoffer.

Det forekom også i Danmark helt frem til 16. århundrede. Hvor genfærdene var ved at fortrænge, så varede varslinger ved langt længere fremme i tiden. Her forekom specielt varsling om vinterens strenghed, og det foregik således: Man gik ud i skoven “Allehelgensdag” og huggede en spån af et bøgetræ. Var spånen tør blev vinteren mild, og var den fugtig blev det streng vinter.

Men hvor traditionerne med udhulede græskar, udklædninger og fortællen spøgelseshistorier er langt fremme i USA, stærkt styrket af den britiske forbindelse, så er skandinaverne også ved at være godt med, og mere og mere bærer Halloween præg af det vi så godt kender i løjerne til Nytår og Fastelavn. En markant afstand til det væsentlige på netop denne aften, “Allehelgenfejringen”.

Allegelgens dag

Allerede i den kristne oldtid indstiftedes i Antiochia en “Alle Martyrers dag”, hvor ingen der havde lidt for Jesus´skyld blev glemt. Den blev sat til at afholdes første søndag efter Pinse, og skulle vare til alle martyrerne var mindet. I 607 sammenførte pave Bonifacius 4. alle martyrernes festligholdelse til en dag 13. maj i forbindelse med indvielsen af Pantheon i Rom til ære for den velsignede Jomfru og alle martyrerne.

Senere blev datoen af pave Gregor 3. flyttet i forbindelse med indvielsen af et æreskapel for alle helgener i Sct. Peters i Rom, og i år 800 blev datoen for alle helgeners samlede fest fastsat til 1. november. En dato som vinder indpas i England knapt 100 år senere, under navnet “Alle Helgens Dag”. Det var tanken, at denne dag skulle være en fejring af alle de helgener, som ikke havde egen helgendag, og havde intet at gøre med afdøde sjæle eller okkulte ritueller.

I Danmark blev det for meget med de mange helgener der blev til flere, og det besluttedes ved Reformationens indførelse i 1536 at begrænse festligholdelsen af disse helgener, og gøre datoen 1. november til højtidsdag og det til minde for Reformationens indførelse.

Det varede til 1770, hvor daværende statsminister Struensee ved sine saneringsreformer sammenføjede “Alle Helgens Dag” med “Alle Sjæles Dag”, som er 2. november – de er jo også to ud af et fedt – og sådan har det været siden. Det danske kirkesamfund er ikke blevet forringet ved det. Men svenskerne og finnerne fejrer stadig “Allehelgensdag” og “Allesjælesdag” separat.

peter_kjellerup-tening2.jpg

Den hellige Martin

11. november er Sct. Martins dag, en helligdag, der fejres i Danmark som “Morten Bisp”. Sct. Martin eller biskop Martin af Tours i Gallien er Frankrigs skytshelgen og han er især helliggjort på grund af sin uselviske gavmildhed. Han blev født i en fattig, hedensk familie i år 315, gjorde en kort tid militærtjeneste som romersk soldat, indtil 334, da han blev afskediget på grund af hans omvendelse til kristendommen og efterfølgende dåb.Forklaringen herpå skulle i følge legenden være, at han på patrulje en vinterdag så en halvnøgen frysende tigger sidde ved vejkanten. Spontant tog han sin kappe af, delte den i to med sit sværd, og gav tiggeren den ene halvdel. Den efterfølgende nat drømte han, at han så en lysstrålende skikkelse sidde på en trone med en halv kappe over sig. Skikkelsen præsenterede sig som Jesus. Kappen han bar havde han fået af ham. Derfor skulle han være i hans følge. – fra denne legende ser vi oprindelsen til ordet “kapel” (“cappa”), idet man i netop en lille tilbygning til katedralen i Tours havde indrettet et særligt rum, hvor Martins halve kappe blev opbevaret.

Efter sin omvendelse til Kristendommen færdedes Martin rundt i Dalmatien og Italien, indtil biskop Hilarius i 360 kaldte ham hjem til Frankrig til byen Poitiers, hvor han grundlagde det første kloster i Gallien, “Ligugé”-klosteret. Det på et tidspunkt, hvor Frankrig langtfra var overgået til Kristendommen.

Forrådt af gæs

Under Martins ophold i Poitiers blev der gjort store foranstaltninger for at gøre ham til biskop. Men Martin var på det bestemteste ikke interesseret, som det beskedne menneske han var.

Munkene i det nærliggende Tours gjorde mange forsøg, og en dag de virkelig var ude efter ham, gemte han sig, før de fik øje på ham, i en gåsesti. Det var ikke smart; for gæssene kendte ikke til hans fromhed og andre dyder. De gækkede så højlydt over den uventede og besynderlige indtrængen, at munkene opdagede hans gemmested.

I året 375 blev Martin gjort til biskop af Tours meget mod sin vilje. Legenden om de forræderiske gæs og efterfølgende Martins befaling om at gæs hvert år den 11. november skulle slagtes og spises til hans minde er uhistorisk. Der findes ingen dokumentariske oplysninger omkring hans bispevalg, og der findes heller intet om, hvordan hans helliggørelse er blevet udbredt til Danmark.

Der er teorier om, at man her – men det har været i tidlig middelalder – har erstattet en hedensk, germansk efterårsofring med slagtning af fjerkræ for at gøre den hedenske skik mere spiselig. I Frankrig forbinder man ikke Martin af Tours med gåsesteg, men med en virkelig person, der missionerede og også efter forlydender udførte undere, der gav ham ry som hellig mand. Af den grund blev biskop Martin af Tours efter sin død år 400 helgenkåret.

“Så bovner flæsket”

I dagens Danmark forbinder vi unægtelig Mortensaften traditionelt med gåsesteg og familiehygge. Det har intet at gøre med at straffe gæs for stikkeri, men snarere at man helt tilbage i 1500-årenes bondesamfund i begyndelsen af november hentede gæssene ind fra de frodige marker og lukkede dem inde i gåsestierne. Det var så en anledning – nu behøvede man ikke jage dem – til at indfange en enkelt og prøvesmage den for at bestemme slagtetilstanden.

Når man så festede til Sct. Martins ære, så blev der drukket most til, og som biskop og frihedskæmper Henrik Gerner (1629-1700) i 1670 skriver: “Hvem nu ej får en Mortensgås, han ved ej tidens nåde”. Det var også ifølge ham, at det havde en vis betydning, at man var opmærksom på den høje kam på gåsens brystben. Den varslede nemlig om den kommende vinters frost, kulde og sne.

Selvom rationelle biskop Gerner ikke var overtroisk eller accepterede almuepraksis ´ forhastede varsler, så var han dog ikke helt fri for tvivl omkring overtroen. Som han overlagt minder husmoderen om, at skal man slagte i november, da skal det være, når månen er i tiltagende “så bovner flæsket ud så fint”. Men er månen i aftagende ved slagtningen, da “krympes flæsket”. Ulykkeligvis kom biskop Gerner af dage ved at et stykke gåseben satte sig fast i hans luftrør.

Og kongen bød

I Norden fik Mortens aften en helt særlig betydning allerede tilbage fra før Reformationen 1536. Den katolske kirke fejrede Sct. Martin med særlig “præmesse” en “Vigilie” dvs. “vågegudstjeneste”, hvor man mediterede og læste højt for hinanden fra Biblen aftenen før Sct. Martins dag, og både høj som lav sparede lidt på kirkegangen og holdt socialt selskabelige sammenkomster hos hinanden. Skolebørnene opvartede med sang, og tog på “rundetur” som ved juletid fra dør til dør, og lod sig låne for en klatskilling til en hel aften.

Et af de ældste beviser, vi har på det, er fra en udgiftspost i Kong Hans´ Dronning Christines regnskabsbog fra årene 1505-06: “8 skillinge finge korspeblinge i København for de sang Mortens aften for min frues nåde. Kong Frederik 2 (1559-88) havde et helt anderledes, utraditionelt forhold til sådanne skikke. Den dameglade konge holdt som ganske ung Mortensfest i 1560.

Han inviterede ca. 50 adelsfruer med døtre, og dertil kun 4 ægtemænd til gåsesteg på Øm kloster. Nu har Øm Kloster aldrig været et nonnekloster, men den “Mortensaften” varede i flere dage. Forinden da havde kongen beordret adskillige gæs opfedet til lejligheden, da det var sådan “han helst foretrak det”.

Når alt kommer til alt, hvor forskellig i vores tro vi er på og omkring overtro og helgeners liv og virke, så står dog et fast. Enhver tro, enhver legende, har sit ophav i en fjern, fjern fortid. Det gælder om det er “Halloween” eller “Mortensaften”. “Halloween” med rødder i det okkulte, “Mortensaften” med rødder i en historisk person, hvis navn genlyder i reformatoren Martin Luthers og i det berømte orkesters “St Martins-In-The-Field”. Men om hvilke “Mortensgåsen” har rødder i en offerskik med oprindelse i de gotogermanske folk.

Anvendt litteratur:

Historisk Samfund for Randers Amt, 1911
B.T, 24.11. 1972
Kulturhistorisk Leksikon for Nordisk Middelalder, Bd, 1 Rosenkilde og Bagger 1981
Encyclopediae Brittanica, , ed.William Benton 1973 Bd.1 & 11
Den store danske Encyclopædi, Bd. 13. Gyldendal 1999

ANDERSEN, Knud Erik: Folketro, Gjellerup & Gad 1986
ASKHOLM, Ib: Danske højtider og festdage, Askholm 2006
EILERTSEN, Mette og Mogens; Hvorfor det? Frydenlund 2005
LUND,Troels: Dagligt liv i Norden, Bd. 4, Gyldendal 1969
MACHAIN, A. “Celtic Mythology and Religion” 1917
STEENSBERG, Axel : Dagligliv i Danmark, Bd. 1 “Fester og Højtider”, Gyldendal 1981
WARMIND, Morten: Keltiske guder og helte, Politiken 2001

Læs også

▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2007-09 November

Rating

Synes du om artiklen?

Hjælp Skræppebladet med at blive bedre - giv en hurtig feedback.

  • Øv - ikke god
  • Nogenlunde
  • OK
  • Cool - god artikel
  • Kan anbefales
Klik på en smiley - du kan skifte mening bagefter.
Kommentar

Deltag i debatten og skriv kommentar som vises til alle

Skriv en kommentar

Denne side:

Kilde

Denne artikel er bragt i
Skræppebladet
2007-09 November
i sektionen Artikler

forsiden af magasinet 2007-09 November

©Copyright

Skræppebladet har copyright til denne artikel.

Det er ikke tilladt at kopiere eller viderebringe elementer uden skriftlig aftale.

Den eksklusive copyright tilhører de originale bidragsydere fx skribent og fotograf.

Læs mere om copyright på Skræppebladet

Kontakt

Skræppebladet er forenings- og beboerblad i Brabrand Boligforening

Skræppebladet
Kollektivbyen
Gudrunsvej 78, 2.-3.sal
8220 Brabrand

Se seneste kolofon og kontakt redaktionen for nærmere information om denne artikel.

Web-sektioner

Nyheder

Magasin

Aktiviteter

Afdelingerne

Foreningen

Debat

Mine bogmærker

henter data

Mine seneste artikler

henter data