30 sekunder fra døden fredag morgen

Cyklist ikke torpederet af påvirket bilist i Århus Vest


Hver morgen cykler jeg fra Holmstrup til min arbejdsplads ved Frichsparken. Turen er frisk, og på vej frem går det let – for også uden vestenvind triller cyklen let – det går jo nedad det meste af vejen. Det er en vej med cykelsti på Jernaldervej, gennem Bispehaven og så ad fredelige villaveje, inden jeg krydser Silkeborgvej.

Jeg vil gerne fortælle om en oplevelse i fredags. Og hvilken fredag, det er, kan være underordnet. Det var ”i fredags”, nu hvor jeg bruger noget af min weekend på at skrive. Det var en fredag, jeg sjældent vil glemme. Ikke på grund af, hvad jeg så, men på grund af en i den grad legemliggørelse af begrebet ”chok”. Vi siger jo så ofte, at noget er chokerende, eller at vi får et chok, selvom vi i virkeligheden mener forbavselse og undren.

Den fredag oplevede jeg en situation, som jeg ikke husker sekund for sekund, men nærmere millisekund for millisekund. Jeg kan kun huske, det der skete, i slowmotion. Og da det efterfølgende var forbi, kunne jeg næsten ikke få luft. Mit hjerte buldrede af sted, tårerne begyndte ufrivilligt at trille ned ad kinderne, og jeg kunne næsten ikke tænke på andet.
Se, det er et chok.

cyklist-doeden-2.jpg

Og hvad var det så der skete? Ja, det er helt utroligt, og jeg har aldrig oplevet noget tilsvarende. Det foregik ved det lyskryds i Bispehaven, hvor der er ved at blive etableret en ny Netto. Det er et T-kryds og næsten alle, der kommer vestfra, drejer til venstre ind mod byen.
Sådan var det også denne morgen. En stor sort bil tiltrak dog min opmærksomhed. Føreren gassede op og satte bilen i acceleration, som om det var starten på Le Mans. Bilen blev gasset op og gasset op og kørte allerede i krydset hurtigt, hvor vi alle drejede til venstre. Kort efter krydset skete det bizarre:

Pludselig drejede bilen skarpt til højre. Næsten lige foran mig. Der er to spor på Ryhavevej, og mens bilisten kørte fra venstre-sporet og i den nye retning, sættes bilen yderligere op i fart.

”Hvad er dog det,” tænker jeg. ”Er der kommet en ny vej eller indkørsel der. Det har jeg ikke set, for der plejer at være en skrænt op til de huse, der ligger der”. Milisekunderne snegler sig af sted.
”Hvorfor kører han så hurtigt den vej?”
”Er der virkelig en vej at køre ind ad?”
”Det må der jo være, siden han bliver ved med at sætte farten op.”
”Jeg må hellere standse cyklen.”
”Åh nej – nu går det galt.”

Der var ikke nogen vej at køre ind ad. Og slet ikke i stor fart. Der var ligesom sidst en skrænt med beplantning.
Med susende fart torpederer bilen skrænten lige ved siden af en lygtepæl. Skrænten får bilen til at køre op ad – og den vipper op til næsten 60 grader, drejer rundt og falder ned igen hvorefter bilen fortsætter – nu direkte imod mig.

Den standser under fem meter fra mig og tiden gå stadig ufattelig langsomt, så vidt jeg husker:
”Hvis jeg havde cyklet lidt hurtigere og var lidt længere fremme, så var jeg død på stedet: Ingen kunne overleve at blive torpederet på den måde.
”Der var vist (?) ingen andre på fortovet. Heldigvis”
”Manden må være påvirket, ingen kører så tåbeligt. Kath eller kokain? Det kan ikke kun være alkohol”
”Åh – hvad med føreren. Overlevede han?”
”Hjælp, jeg kan ikke bevæge mig før hjertet forsvinder fra min hals”.
Stilhed.

”Hvad nu? Jeg er nødt til at nærme mig bilen.”
Men så begynder larmen igen. Der bliver gasset op, og jeg frygter at bilen, der vender lige imod mig, vil fortsætte djævlekursen.
Heldigvis har bilen taget skade af sammenstødet med skrænten, så den bliver holdende, selvom motoren buldrer af sted.
Inde i bilen sidder en mørklødet mand og vinker.

”Det er mere end jeg kan klare.”
”Han må få andre til at ringe efter hjælp. Nu er jeg nødt til at redde mig selv,” tænker jeg og kan mærke blodkarrene gøre mit ansigt rødt, mens tårerne langsomt begynder at trille.

”Jeg overlevede.”

Et kvarter senere får jeg endelig vejret. Jeg skynder mig at ringe til min kæreste og noget familie. Jeg havde jo helt glemt, hvor vigtigt det er at være i live, og være det for, med og sammen med dem, man holder af.

Det havde de vist også.

Læs også

▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2008-03 April

Rating

Synes du om artiklen?

Hjælp Skræppebladet med at blive bedre - giv en hurtig feedback.

  • Øv - ikke god
  • Nogenlunde
  • OK
  • Cool - god artikel
  • Kan anbefales
Klik på en smiley - du kan skifte mening bagefter.
Kommentar

Deltag i debatten og skriv kommentar som vises til alle

Skriv en kommentar

Denne side:

Kilde

Denne artikel er bragt i
Skræppebladet
2008-03 April
i sektionen Klummerne

forsiden af magasinet 2008-03 April

©Copyright

Skræppebladet har copyright til denne artikel.

Det er ikke tilladt at kopiere eller viderebringe elementer uden skriftlig aftale.

Den eksklusive copyright tilhører de originale bidragsydere fx skribent og fotograf.

Læs mere om copyright på Skræppebladet

Kontakt

Skræppebladet er forenings- og beboerblad i Brabrand Boligforening

Skræppebladet
Kollektivbyen
Gudrunsvej 78, 2.-3.sal
8220 Brabrand

Se seneste kolofon og kontakt redaktionen for nærmere information om denne artikel.

Web-sektioner

Nyheder

Magasin

Aktiviteter

Afdelingerne

Foreningen

Debat

Mine bogmærker

henter data

Mine seneste artikler

henter data