Kommentaren
Hvordan finder vi ud af det?
Aktuelt bøvl om henlæggelser, indvendig vedligeholdelse, rygepolitik, Skræppebladet og tv-kanaler kan illustrere vores vanskeligheder og afslører dårligdomme
af Herman Nielsen
Fire af de fem nævnte temaer har samtlige beboere fået materiale om for nylig, og det sidste punkt om det blad, du sidder og læser i, kan du kende til fra selve bladet. Hvorfor er det hele så svært, og hvad skal vi gøre for ikke at stresse os selv og vores ansatte ud i bitterhed og sygdom? Alt det kan lille jeg ikke klare i denne lille artikel eller ellers, men jeg kan da lægge min forståelse frem og håbe, andre også vil blande sig.
Skræppebladet går jeg ikke ind på, da en gruppe folkevalgte for tiden roder med sagen.
Politik og love
Politik er kamp om dele af magten mellem mennesker, og derfor afskyr jeg politik. Selvfølgelig kan mennesker ikke leve uden politik, og det ønsker jeg heller ikke. Men forholdet mellem magt og ret er i det store og hele forblevet et magtdiktat til retten og ikke brug af magt til at understøtte den ret og retfærdighed, vi gennem samtale finder frem til. Henlæggelser, vedligeholdelse, rygepolitik og tv-kanaler er voldsomt lovregulerede forhold, hvor jeg kun finder tv-forholdene i orden.
Dette sidste forhold har jeg redegjort for i Skræppebladet et par numre tilbage – og så er der alligevel blevet et selvskabt rod mellem os! Det skal jeg så heller ikke komme mere ind på her ud over at gentage, at de ekstra 2000 kr. årligt for reklamer + lidt andet nu skal tilvælges, så jeg og andre med to års forsinkelse opnår dette retsgode. Jeg piver ikke, for jeg har som bestyrelsesmedlem selv sovet i timen – men hvor har pengene været givet dårligt ud!
Når en lov relateret til den almene sektor er i kraft, så er bestyrelse og ansatte forpligtet til at gennemføre og overholde den. Når love ofte er magtbud helt til ødelæggelse af andre menneskers liv, kan vi let i bestyrelsen blive håndhævere af vores egen ødelæggelse. Det mener jeg sker for tiden, og det tager jeg op igen og igen, fordi jeg selv sidder i klemmen, og andre og nye i bestyrelsen ville gøre det samme, da det er et tidens vilkår og en ”smart” måde at drive politik på fra Folketingets flertal. Alvoren i det har jeg beskrevet i sidste skræppeblad ud fra de manglende penge i Landsbyggefonden.
Fornuftig samtale
Vi er et land i krig, ja sågar i krige, og krig må om noget siges at være den fornuftige samtales ophør. Alligevel tror mange beboere, at der dog kun er fornuft bag kravet om henlæggelser, og at vi da indbyrdes må kunne snakke os frem til noget mere fornuftigt, når vi nu finder urimeligheder. Hvad vi finder, er urimeligheder, som gir os problemer i sagen og problemer indbyrdes, opfatter de politikere, som vil reducere vores sektors niveau helt til nedlæggelse, som politisk fremskridt. Det må med i vores overvejelser om, hvordan vi skal gebærde os inden for love og regler, som modarbejder vores boligsektor og os som beboere.
Lov er lov
For mig er lov ikke bare noget helligt, som skal følges. Lov er menneskeværk og kræver derfor personlig stillingtagen. Da jeg som ung ikke ville aftjene værnepligt, var konsekvensen fængsel. Sådan var og er det desværre stadigvæk. Anderledes er det gået med mine ulovligheder (også som ung!) i forbindelse med abort. Det var og er min opfattelse, at afgørelse om det ønskelige i graviditet er et anliggende for den gravide kvinde.
Det var der for små 50 år siden nogle sympatiske, jyske læger, der også mente og derfor nu og da hjalp kvinder til abort. Det var ulovligt men en dårlig lov, som krænkede kvinders selvbestemmelsesret. Altså måtte jeg med veninder et par gange som chauffør vestpå fra København. Da mange efterhånden deltog i denne trafik både i ind- og udland, var det så pinligt, at loven endte med at blive lavet om. Så den vej kan det også gå.
Røg
Endelig til slut det ophidsende punkt rygepolitik, som vi i bestyrelsen ud fra loven skal realisere i Brabrand Boligforening. Personligt mener jeg, at rygning skal reguleres konkret mellem de tilstedeværende mennesker og ikke ved lov. Selv ikke-ryger synes jeg, at rygerne for tiden skal undgælde for alle verdens risikofaktorer, hvad der i sig selv er absurd. Nå…
Da vi snakkede administrationens oplæg igennem, foreslog jeg en ændring, som straks blev vedtaget. Jeg skal vise stedet, som er under lejligheder:
”Når en medarbejder er i en beboers lejlighed i forbindelse med arbejde, må der ikke ryges i det tidsrum, hvor medarbejderen er i lejligheden. Hvis beboeren ikke stopper med at ryge, skal medarbejderen bede beboeren om det. Hvis det ikke sker, har medarbejderen ret til at forlade lejligheden.”
I udkastet havde medarbejderen pligt til at forlade lejligheden, men det er dog en absurd situation, at en medarbejder, der ryger, ikke må hygge sig rygende sammen med en beboer i et rygerhjem og eventuelt latterliggøre en umyndiggørende lovgivning!
Som punktet fremstår nu, er der imidlertid ingen sammenhæng mellem retten til at forlade et røgfyldt rum, hvis man ønsker det og blive der, hvis man ønsker det, og så startens forbud mod at ryge overhovedet. Teksten er ikke konsistent – så den får nok en kort runde i bestyrelsen.
Det er ikke et fællesskab at bo i en boligforening, selv om ordet forening indgår. Vi er ikke forenede eller gået sammen men har skullet ha et sted at bo. Hvis vi ikke tænker os godt om men bare slås for vores eget, viderefører vi derfor automatisk den forvirring og uoverskuelighed, som allerede gør så mange syge af distress.
Læs også
▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2008-03 April