Lykken er at være økonomichef

1. juni havde jeg to-måneders jubilæum som selvstændig virksomhedsejer. Det lyder ikke af meget for de fleste, men når visitkortet ikke er prydet af andet end en skaldet titel som studerende, er det en fryd at kunne tilføje titlen som virksomhedejer

af Sine Neuchs Thomsen. Tegning af Jesper Ankjær

Hvorfor jeg ud af det blå skulle have en virksomhed, ligger der en fin lille historie bag. En historie, der startede for lige knap et år siden, og som slutter ved udgangen af denne måned. Hermed den korte version, som samtidig skal være et symbol på min taknemmelighed for den måde, jeg er blevet behandlet på af de mennesker, jeg har mødt på Skræppebladet.

Stavenørd

På et redaktionsmøde hos Birger på gellerup.nu-redaktionen for snart et år siden, prikkede Hans Esman Eriksen til mig og spurgte, om ikke jeg skulle søge stillingen som korrekturlæser på Skræppebladet. Måske var det tilfældigt, men det var i hvert fald også heldigt, at Hans spurgte mig, for han kunne ikke vide, at jeg har et blødt punkt for retstavning og sprogkorrekthed. Han kunne ikke vide, at jeg er en af de typer, hvis tilgang til bogstaver og kommaer er fanatisk – for ikke at sige kværulantisk.

For mig var der ingen tvivl. Jeg søgte stillingen, og jeg fik den.

”Ja, ja,” sagde jeg til jobsamtalen, da de fortalte mig, at jeg var nødt til at oprette et CVR-nummer, så jeg kunne få løn. Og så tænkte jeg ellers ikke mere over, at jeg skulle være virksomhedsejer, før brevet med bekræftelsen på oprettelsen fra Erhvervsstyrelsen dumpede ind ad brevsprækken.

KommaKonen

Forinden var der gået en del tid og morskab til med at finde ud af, hvad virksomheden skulle hedde. Mine venner og jeg brugte mange frokostpauser på at komme frem til forslag som KommaKonen, Stave-slaven og Korrekturknuseren.

Sjov og alliterationer var der nok af, og det kan nok undre nogen, at jeg endte med det upersonlige og farveløse Sine Neuchs Thomsen Korrektur, men det er en anden historie.

Det væsentlige er, at det først for alvor gik op for mig, at jeg var blevet selvstændig, da det føromtalte brev fra Erhvervsstyrelsen dumpede ind ad døren, og jeg fik mulighed for, ikke alene at udnævne mig selv som ejer af virksomheden, men også som økonomichef, regnskabsansvarlig, pr-chef, hr-chef, og som om det ikke var nok, kunne jeg også kalde mig selv adminstrerende direktør.

Snyd er fristende

At jeg så let som ingenting kunne sole mig i skæret fra de glinsende titler på mit eget nyopstartede korrekturcirkus satte pludselig en masse tanker i gang. Som datter af to offentligt ansatte har erhvervslivets dimensioner altid været forbundet mere med styg kapitalisme end med muligheden for at tjene penge til dagen og vejen. Men efter at have udråbt mig selv som økonomichef for Sine Neuchs Thomsen Korrektur blev verden pludselig en lille smule mindre.

Forståelsen for de store kanoner, der bærer de samme titler, som dem jeg har givet mig selv, blev større. Nu gav det mening, hvorfor nogle af dem snyder i skat og vælger smutvejene i systemet. Nu har jeg nemlig selv siddet med regnskabet – naturligvis i en kraftigt forenklet udgave, eftersom jeg kun har én fast månedlig indtægt – og tænkt, ”man kunne jo bare”.

Jeg har følt mig fristet til at snyde, så jeg kunne nyde godt af hver eneste øre, jeg havde tjent. Jeg har endda forsøgt at fifle mig frem til en måde, hvorpå jeg kunne retfærdiggøre et momsfrit køb af en ny dyr iPhone.

Som jeg sad der og ræssonnerede mig frem til den ene gode idé efter den anden, begyndte fortiden og mine forældres eviggyldige prædikener om lighed og fællesskab at hjemsøge mig.

Jeg behøvede ikke engang at ringe til min far for at forestille mig, hvordan hans toneleje alene ville kunne få mig til at skifte mening. Inden jeg vidste af det, havde jeg lydigt taget de penge til side, der skal sendes videre til skattevæsnet næste år. Men titlen som økonomichef kunne ingen tage fra mig.

Ingen glorie at pudse

Det her skal ikke være historien om Sine Den Hellige, der altid overholder reglerne og fremhæver dem, der ikke gør.
Det skal være historien om, hvordan det er at blive klogere på, hvordan andre mennesker handler i situationer, man aldrig selv er i.

Jeg havde ikke forestillet mig, at det var den slags lærdom, jeg skulle tage med mig fra et lille uskyldigt bijob som korrekturlæser på et beboerblad. Hvad jeg heller ikke havde forestillet mig var, at jeg skulle lære nogle så karakteristiske og herlige mennesker at kende, som dem der er på Skræppebladet.

At savne er et stort ord, men jeg vil i hvert fald altid mindes de lettere kaotiske deadlinevagter, hvor Kirsten trofast har sørget for lækre kager til kaffen, hvor Helle altid er kommet strygende ind ad døren – forpustet – med sidste nyt fra et beboermøde, og hvordan Hans har stået for selskabelig hjemtransport, når vinteren blev for hård til cykleturen.

Jeg vil opfordre alle, der har bare den mindste smule lyst til at være en del af en redaktion, til at søge stillingen, som nu bliver ledig. Det kræver flair for ord og bogstaver, men ikke mere end, at det altid er Retskrivningsbogen, der har det sidste ord at skulle have sagt.

Jeg vil gerne takke for god behandling fra alle kanter. Nu er det på tide, at jeg kommer til København og forhåbentlig skaffer mig endnu en titel til visitkortet. Denne gang går jeg efter at blive journalist.

Med håbet om alt det bedste,
Sine.