Baba – fordi far er vigtig

Kursus for fædre

Tekst Oleg Thomas Mose, fotos Nanna Kold

Forestil dig, at dit barn står ved din gravsten med dit barnebarn i hånden og fortæller om, hvilken slags far du var. Så er der lidt at tænke over. For hvordan vil du gerne huskes, hvilken far vil du gerne være, og hvilken åndelig arv ønsker du at efterlade dine børn med?

De spørgsmål sad 12 frivillige fædre med kurdisk, tyrkisk, somalisk, palæstinensisk og færøsk baggrund og grublede over, da de begyndte på kurset “Baba – fordi far er vigtig” i sensommeren 2019.

Målet med kurset er at styrke fædrenes deltagelse i deres børns liv. De 12 kursister er de første på holdet i Aarhus, men rundt om i landet har projektet kørt i flere år under Fonden for Socialt Ansvar.

”Det er et modulopbygget koncept, som er udviklet på baggrund af samtaler med knap 1.300 fædre med primært anden etnisk oprindelse end dansk,” fortæller koordinator Nanna Kold fra Yggdrasil – Det boligsociale hus i Gellerup.

To Baba’er sidder foran tavlen med alle dagens stikord og udvælger, hvilke kort med aktiviteter og fokuspunkter de skal tage med hjem, til holdet mødes igen ugen efter.

To Baba’er sidder foran tavlen med alle dagens stikord og udvælger, hvilke kort med aktiviteter og fokuspunkter de skal tage med hjem, til holdet mødes igen ugen efter.

Skaber tillid
Mangel på tillid er en af de største udfordringer mellem fædrenes familier og de offentlige institutioner. Det kan i sidste ende gå ud over barnets trivsel, og derfor er tillidsskabende elementer et af Baba-forløbets vigtigste mål.

Tilliden opbygges blandt andet ved, at fædrene på kurset møder og taler med en række personer fra de forskellige institutioner.

“I hvert modul er der inviteret forskellige fagpersoner fra sundhedsplejen, indskolingen eller kommunens familieafdeling. Og de starter ikke med at give et foredrag, de bliver sat ned for at lytte til fædrene. Først bagefter kommer de på banen og supplerer og bygger ovenpå,” fortæller Nanna Kold.

Den omvendte dialog har vist sig at være en rigtig god model. Både fædre og fagpersonerne har rost metoden, og alle har fået et stort udbytte af dialogen. For fædrene er udbyttet, at der kommet et ansigt på en offentligt ansat, der har med deres børn at gøre, og fagpersonerne får sat ord på de udfordringer, hverdagen byder på.

“Det gør noget fantastisk ved det fremtidige samarbejde, når fagpersonerne direkte opfordrer fædrene til at komme til dem personligt med problemstillinger, de har brug for at få vendt. Afstanden mellem fædre og institutionerne bliver pludselig meget mindre,” siger Nanna Kold.

Udtalelse fra fagperson.

Udtalelse fra fagperson.

Et kort i lommen med gode idéer
Men mindst lige så vigtig er den personlige udvikling for de 12 fædre og deres tilsammen 49 børn og børnebørn på Gellerups første Baba-hold. Men hvordan bliver man sådan lige en bedre far i det daglige?

Nanna Kold fandt på at tage en masse idéer til aktiviteter fra tidligere Baba-deltagere rundt om i landet og skrive idéerne ned på en stak kort og tilføje nogle blanke kort til deltagernes egne idéer. På den måde kunne fædrene få inspiration til aktiviteter, de kunne lave med deres børn, ved at tage et kort med sig og hele tiden blive mindet om, at i denne uge var deres mål for eksempel at læse med børnene om aftenen.

Det fungerede rigtig godt, og kigger man på Babas hjemmeside har tidligere hold rundt om i landet haft lige så stort udbytte af forløbet. Her er et udpluk med nogle af de mange udtalelser fra fædrene:

  • Bruger mere tid med børnene og er mere nærværende, når man er sammen med dem.
  • Er blevet klogere på samspillet med vuggestue, børnehave og skole om børnene.
  • Har fået rigtig meget inspiration fra de andre fædre i forhold til egen farrolle.
  • Baba tilbyder et rigtig godt refleksionsrum, og det giver status at være med (familien/netværk).
  • Pigerne kommer nu til far, også med sensitive emner, som de før kun gik til mor med.

Tolv baba’er kan nå ud til flere hundrede fædre
Hos Baba kaldes de deltagende fædre for “frivillige”. Meningen er nemlig, at de skal være ambassadører og sprede deres nyerhvervede viden og erfaring ud til andre fædre i deres nabolag og på den måde skabe forandringer i hele kvarteret. Gellerups første hold Baba’er er allerede i gang og fortæller andre fædre om deres erfaringer. Der er også planer om at holde oplæg om Baba, og deltagerne har selv taget initiativ til en udflugt.

“En af deltagerne sagde, at han aldrig havde været på museum før, så nu er de ved at planlægge en åben tur til Moesgård Museum for fædre og børn,” fortæller Nanna Kold stolt om sit første hold Baba’er.

Den 29. januar får de 12 deltagere fra Gellerup og Toveshøj overrakt diplomer på Rådhuset som de første Baba’er i Aarhus, og et nyt Baba-hold er allerede undervejs. Denne gang vil man gå fra at mødes om lørdagen til at bruge onsdag aften i stedet. På den måde kan man blandt andet nå de fædre, der ikke kan om lørdagen.

Gellerups første hold Baba’er, koordinator Nanna Kold (nederst i midten) og to gæster: Anne-Marie Hovman Nielsen, pædagogisk leder,Mælkevejen og Gitte Sander Nørgaard, pædagog.

Gellerups første hold Baba’er, koordinator Nanna Kold (nederst i midten) og to gæster: Anne-Marie Hovman Nielsen, pædagogisk leder,Mælkevejen og Gitte Sander Nørgaard, pædagog.

Fakta
”Baba – fordi far er vigtig” ligger under Fonden for Socialt Ansvar. Her finder man også Bydelsmødre, der er det moderlige modstykke til Baba, samt Natteravnene, der skaber tryghed blandt de unge i aften- og nattetimerne.

Links:
https://baba.dk/
https://www.facebook.com/babaforforandring




Del eller print denne side:  


Skriv en kommentar til denne side (artikel) LÆS VILKÅR FOR DEBAT


 
 
© 1970-2020
Skræppebladet - E&P Huset - Karens Blixens Boulevard 39 - 8220 Brabrand
| Vilkår for debat | Privatlivspolitik | Kontakt