Afd. 4: 50 år i Gellerupparken, de fleste i den syvende himmel
Afdeling 4 – Gellerupparken
Første juni var det et halvt århundrede siden, Lillian Jonstrup Henriksen flyttede ind på Bentesvej
Tekst Helle Hansen, foto Elsebeth Frederiksen
I disse år fejrer Gellerupparken 50-års jubilæum, det foregår over fire år, fordi afdelingen er så stor, at det tog flere år at bygge den.
Lillian Jonstrup Henriksen har været med, siden de første blokke stod færdige på Bentesvej (nuværende Inger Christensens Gade red. sekr.). Her flyttede hun 1. juni 1970 ind i en stuelejlighed med sin lille søn.
”Jeg kom fra en meget lille lejlighed med toilet og bad i kælderen på Poul Martin Møllers Vej. Og stod pludselig i en kæmpe treværelses med to store badeværelser og vaskemaskine. Og havde nærmest kun min søns seng og lidt møbler til stuen. Det var dejligt, men kostede også at få fyldt alle rummene op,” siger Lillian, der var vild med alt det nye i lejligheden.
En aften oplevede hun, at naboens mand kom sent hjem om natten og havde glemt nøglen, så han kravlede over altanen, men endte ved en fejl inde i Lillians lejlighed. Det blev anledningen til at flytte ned i den anden ende af bebyggelsen, hvor den sidste blok på Gudrunsvej, B7, stod færdig i 1972.
Her flyttede Lillian ind som den første beboer i blokken, den 1. februar 1972, på syvende sal i sydgavlen.
”Badeværelserne var slet ikke færdige endnu, så jeg startede med at få en nøgle til nabolejligheden, så vi kunne komme på toilettet,” husker hun.
Er par år senere kom der en datter til familien. Siden er tiden fløjet. For nylig blev Lillians barnebarn gift, og han er nu i USA på søværnsuddannelse.
Godt naboskab
På syvende sal har der været et hav af naboer og genboer. Og Lillian kan nogenlunde huske dem alle, for naboskabet udviklede sig tit til venskaber.
Som dengang ægyptiske Mohamed flyttede ind med sin unge kone. De fik snart en lille søn, og Lillian var flere gange med på familieudflugt i bilen, blandt andet til Ree Dyrepark.
”Mohamed inviterede mig også en gang med på sommerferie til Ægypten, hvor vi skulle være kørt ned gennem Europa. Men da måtte jeg sige til ham, at det kørte han for vildt til, at jeg ville tage med på,” griner Lillian.
Hård genhusning
De sidste par år har det været knap så sjovt at være beboer i blok B7, fordi renoveringen pludselig kom til at betyde, at Lillian og hendes naboer skulle genhuses. Og hun skulle til at pakke hele sin 3-værelses lejlighed ned for at rykke over i blokken ved siden af.
Lillian valgte samtidig, at hun gerne ville tilbage til den ombyggede, men noget mindre tilgængelighedslejlighed, der skulle indrettes i hendes gamle lejlighed. De otte rum i den treværelses lejlighed var blevet for meget at holde rent, så en toværelses med fire rum på 75 kvadratmeter passede hende fint.
Undervejs opstod der dog pludselig spænding om, hvorvidt Lillian overhovedet kunne få lov at flytte tilbage, fordi rådmanden for Teknik og Miljø, Bünyamin Simsek, pludselig ændrede tildelingsreglerne for udlejningen af de nye typer lejligheder, så borgere med arbejde fra kommuner uden for Aarhus ville komme forrest på ventelisten.
”Det var rimeligt hårdt ikke at vide, om jeg kunne komme tilbage. Og jeg er stadig så vred på rådmanden, som ellers har været en nabo her i opgangen i mange år. Dengang var han sød og flot. Men det synes jeg, er gået af ham,” siger Lillian og ser sur ud.
Nye udsigter
Men det endte heldigvis med, at Lillian fik lov at flytte tilbage, men nu i den lejlighed, der ligger midtfor, fordi hun gerne vil beholde sin dejlige altan, hvor hun hver sommer gør en masse ud af at have den fyldt med planter og blomster.
I stedet for udsigten ud over Århusbugten har hun nu et vindue i gavlen med udsigt ned over Brabrand Sø.
”Jeg husker, at jeg sagde til varmemester Økjær, da jeg flyttede ind i 1972, at der mangler et vindue i gavlen. Man skal altså bare være tålmodig, for efter 47 år er det kommet,” siger Lillian, der nyder hendes sin nye udsigt.
Skal bæres ud
Gennem årene har Lillian mange gange skullet stå på mål for, at hun bor i Gellerupparken. De fleste gange kan folk ikke forstå, at hun tør. Hun har da også en enkelt gang oplevet at blive væltet omkuld og blive bestjålet, men det fik hende ikke til at flytte.
Og rødderne, som hænger ud omkring blokkene, nogle gange med kamphunde, dem har hun også en sludder med, når hun om aftenen har været nede med kattemad til alle vildkattene.
”De knægte har sgu ikke andre steder at hænge ud. Og de lystrer, når jeg skælder dem ud,” siger Lillian, der er et rigtigt kattemenneske. Nogle gange har hun haft op til 12 katte med killinger i lejligheden. Den sidste blev aflivet inden genhusningen, og endnu har hun ikke fået anskaffet sig en ny. Men efter at hun efterhånden er ved at være på plads i den nye lejlighed, så kan det godt være, at hun på et tidspunkt skal ud og kigge på en rolig halvgammel hankat på dyreinternatet.
Læs også
▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2020-04 Juni